Update på hund og hus

Sigurd har besøg af sin aflaster og Vilma er i vuggestue, så jeg tænkte at jeg lige vil benytte roen til, at give jer en lynhurtig update på både hund og hus.

Sødeste Otto hund er i dag kommet ud til en af mine søde tidligere kollegaer. Hun skal have ham på prøve en uges tid, for at se om de to kan fungere sammen og hvis det er tilfældet, flytter han derud permanent.
Jeg synes det er frygteligt og det gør ondt langt ind i mit hjerte. Også mere end jeg havde regnet med. Men jeg ved, at det er den rette beslutning og jeg ved, at hvis de to kan finde ud af det sammen, så kommer han til at få et perfekt hundeliv og det er trods alt det vigtigste.

Der er flere andre der har skrevet til mig, at de er interesseret i Otto, så jeg er helt sikker på, at hvis min tidligere kollega ikke er den rette for Otto, så skal vi nok finde et andet godt hjem til ham.

Som jeg skrev i indlægget her, skulle jeg jo lægge bud på vores drømmehus i går.
Banken var længe om, at sende mig den endelige udregning på, hvad vi må/kan købe huset for.
Sidst på eftermiddagen kom udregningen endelig og jeg ringede til mægler.
Da der skal laves en del på huset og vores budget samtidig er meget begrænset, bød vi en del under udbudsprisen og mægler sagde straks, at det ville sælger ikke gå med til. Han mente, at de kun ville sælge til udbudsprisen eller en lille smule under.
Lidt snak frem og tilbage og vi blev enige om, at det så nok ikke kunne lade sig gøre. At vi var så langt fra hinanden, at vi ligeså godt kunne stoppe forhandlingerne med det samme.
Han sluttede dog af med at sige, at han selvfølgelig ville fremlægge vores bud for sælger og at han vil vende tilbage senere på dagen.

Allerede der vidste jeg det godt, at huset ikke vil blive vores og jeg gik modløs ind og fortalte det til Jimmy. Han ville straks have mig til, at kigge på et andet hus. Det var jeg slet ikke klar til, så jeg bed hovedet en lille smule af ham. Fordi jeg synes han skulle lade mig fordøje, at drømmehuset pludselig ikke længere var en mulighed.

Da det blev aften og der skulle laves madpakker ringede mægler pludselig tilbage.

Sælger havde et modbud og vi kunne overtage, når vi ønskede.
Fedt! Og dog, for vi var stadig alt for langt fra hinanden og vi havde ikke flere penge, at gøre godt med. Så det var egentlig en ret tam fornemmelse. Lidt som at få et slag i ansigtet for anden gang på den samme dag.

Jeg sagde, at jeg da selvfølgelig var glad for, at de havde forsøgt at imødekomme os, men at jeg jo kunne høre, at vi var for langt fra hinaden. Så jeg syntes bare, at vi skulle sige, at det var det. Sådan måtte det være. For både vores og sælgers skyld.
Mægler var dog meget insisterende på, at han syntes at vi skulle prøve, at lægge et modbud og se om enderne ikke kunne nås. Det kan de jo ikke.

Da jeg en halv time senere puttede Vilma, kunne jeg ikke slippe tanken om et modbud. For hvad nu, hvis de vil gå med til bare en smule mere? Måske kunne jeg nå, at sparre nogle penge sammen, måske kunne jeg sælge en hel masse af børnenes gamle tøj og sager, som de alligevel aldrig bruger, har jeg mon noget jeg kunne sælge?
Jeg fandt en løsning og har fremskaffet lidt flere penge…. ganske få, men nok til at jeg kunne lægge et lille modbud.

Så i morges ringede jeg til mægler endnu engang og han var da glad for vores modbud, men var samtidig enig med mig i, at vi (sælger og os) sgu nok er for langt fra hinanden til, at det her kan lade sig gøre og at vi lige så godt kunne lægge forhandlingerne ned.
Han har ret, for vi har ikke 1 kr. mere at byde ind med.

Men præcis som i går vil han tale med sælger. Så nu venter jeg på den endelige dom.
Jeg ved godt, hvad den ender med. Huset bliver ikke vores.
Alligvel kan jeg ikke lade være med, at tillade et lille håb indeni.

Jeg kan stadig ikke holde til det. Jeg er fuld af følelser og en meget sjælen sensitivitet.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

En kommentar til “Update på hund og hus

Skriv et svar