I morgen skal Louise og jeg optage endnu en episode af vores podcast og i den forbindelse ledte jeg efter nogle noter på min telefon. Jeg fandt aldrig de noter jeg ledte efter. I stedet fandt jeg en tekst, som jeg har skrevet for præcis 1 år siden.
Jeg ved ikke helt, hvad det var jeg ville med teksten, dengang for 1 år siden, og faktisk havde jeg helt glemt at jeg havde skrevet den. Men da jeg læste den rørte den noget inde i mig. Så nu får I den.
Jeg har lyst til at nedbryde tabuer og fordomme. Jeg har lyst til at råbe til verden, at jeg fucking også er her. Jeg har lyst til at blive set og hørt og anerkendt.
Jeg har lyst til, at finde en mening med al den modstand livet har budt mig. Og al medgangen og kærligheden. Kærligheden er stor og vigtig. Lige her er jeg meget velsignet.
Men nogle gange føler jeg mig glemt og gemt. Sat på pause og i venteposition til livet. Det rigtige liv. Men livet er nu og det skal leves. Ingen ved hvad der sker i morgen.
Så jeg har lyst til at råbe op og retfærdiggøre min eksistens. Og i endnu højere grad min førstefødtes. For han bliver ikke altid mødt og anerkendt som et rigtigt menneske. For han gør så mange ting der ikke er rigtige. Han opfører sig ikke som det forventes af en 10 årig. Han er forkert. Men han er min og han er lige så rigtig og vigtig som hans søster. Selv om hun er rigtig og gør det der bliver forventet.
Nogle gange bliver jeg anset som fjenden. Fordi jeg ikke synes “systemet” er min fjende. Måske fordi jeg engang selv var fjenden. Det er interessant synes jeg.
Det giver mig også lyst til, at råbe op. For jeg er ikke fjenden. Sygdommen er fjenden. Sygdommen, uvidenhed og fordomme de er sande fjender.
Jeg ved at der findes stor sorg. For jeg kender den helt personligt. Den er også fjenden, men kun i det omfang jeg lader den være det.
Og så er der angsten, den er også en af fjenderne. Den er, sammen med sorgen, blevet min følgesvend. Hver eneste dag er den med mig. For livet har lært mig at det er farligt og jeg kan miste det og dem jeg elsker aller mest hvert sekund det skal være. Men også angsten har jeg lært mig selv at leve med og ikke lade den fylde alt det den ellers gerne vil fylde. Hvis den fik lov.
Jeg er ikke fjenden. Men jeg har mange fjender.
I forstå ofte ikke. For hvordan skal I kunne forstå, derude i jeres perfekte liv? Det er ensomt her. Fordi I ikke forstår og fordi der er så mange ting vi ikke kan. Fordi vi er forkerte. Nogle gange bliver jeg jaloux på jer. På jeres perfekte liv, hvor alting virker nemt. For her er mange ting svære og hårde. Så kigger jeg på min førstefødte og tænker at han er forkert. Men det er forkert. For han er ikke forkert. Det er mig der er forkert og fuld af foredomme. Han er den smukkeste, stærkeste og mest ægte jeg kender.
Vi har givet ham et søster. Det er stort og vildt. Med hende bliver han endnu mere rigtig. Han elsker hende og hun elsker ham. I hendes øjne er han altid rigtig. Gid det altid må være sådan. Hun er smuk og tålmodig, omsorgsfuld og kærlig. Hun fuldender vores familie. Med hende bliver vi mere rigtige. Lidt mere som jer.
