Min datter er ingen prinsesse

Dette indlæg har kørt rundt i hovedet på mig den sidste uges tid. Men det er svært, at få skrevet ned og sendt ud i virkeligheden.
Det er det fordi, at jeg er bange for, at komme til at lyde fordømmende eller bedrevidende, hvilket på ingen måde er min hensigt.
Jeg synes mommy shaming og alle andre former for shaming, er virkelig klamt. Så jeg vil være virkelig ked af, hvis nogle skulle opfatte det jeg skriver her som shaming.

Nedenstående er udelukkende en undring, som jeg har lyst til at dele med jer. En undring over en tendens, som jeg har lagt mærke til, efter jeg (også) er blevet mor til en pige.

Det handler om den overdrevne prinsesse-ficering, som jeg synes piger bliver udsat for.

Jeg har googlet og læst diverse kønsforskeres holdninger til emnet. For jeg forstår det ikke. Hvorfor har nogle lyst til, at deres døtre skal være prinsesser?
Hvorfor kalder I jeres – og mit barn, for den sags skyld, for prinsesse?

Mit bedste bud er, at I slet ikke tænker over det. At I blot tænker over det, som et kælenavn på lige fod som smukke eller skat.

Her er der muligvis nogle der tænker, at NU har jeg tabt småkagerne og at jeg overtolker og overanalysere alt for meget.

Jeg tror ikke jeg har tabt nogle småkager, men muligvis overtolker og overanalyserer jeg en smule. Sådan er jeg – jeg tænker over tingene, meget. Det er min svaghed og min styrke, på samme tid.

Overfortolkning eller ej. Min datter er ingen prinsesse. Hun er sød, sjov og skøn. Jeg elsker hende så højt, at jeg næsten kan blive helt rørt, når jeg ser på hende. Men hun er ingen prinsesse og med mindre hun bliver gift med en kongelig, så bliver hun det aldrig!

Jeg synes ordet Prinsesse er enormt værdiladet og det er ikke nogle værdier, som jeg har lyst til, at “påtvinge” min datter. For mig er en prinsesse lille og yndig og temmelig hjælpeløs. For mig er en prinsesse sådan en, der sidder på sin trone og bliver vartet op eller venter på, at prinsen på den hvide hest, skal komme og redde hende.
Min datter er hverken lille og yndig og hun skal ikke regne med, at blive vartet ret meget op og hun skal helt sikkert ikke opdrages til, at vente på at blive reddet af nogen som helst prins. 

Jamen Malene, du kan slet ikke slippe for alt det der prinsesse halløj. Alle piger kommer igennem en fase, hvor de leger prinsesse”, siger folk som oftest til mig, hvis jeg forsigtigt pipper op om emnet.

Det kan godt være, at I har ret og det er også helt okay. Hvis Vilma, på et tidspunkt, kommer i en prinsesse fase, så tager vi selvfølgelig det med. Hun skal aldrig føle sig forkert, og da slet ikke på grund af noget, som hun gerne vil lege. Så leger vi prinsesse lege med tyl, diademer og de der frygtlige plastisk prinsesse sko. Det vil jeg hjertens gerne være med til, men jeg kommer ikke til at dyrke det. Og at vi leger, at hun er en prinsesse, gør hende ikke til en prinsesse. På samme måde som hun ikke bliver en hund, hvis vi leger, at hun er en hund.

Hvorfor så alle de tanker om prinsesser og prinsesse-ficering??

Fordi det er over alt og jeg mener over ALT. Der er glitter, glimmer, palietter og prinsesser alle vegne. Det er næsten ikke til, at komme uden om. Og selv om jeg ved, at jeg aldrig kommer til, at kalde min datter Prinsesse, så er jeg alligevel bange for at blive fanget i glimmer-masserne.

Jeg har lige købt et par glimmer bukser til mig selv og så den her paillet jakke til Vilma.

Jeg har kigget på den længe og pludselig fandt jeg den til halv pris, på det der meget farlige januar udsalg. Så jeg købte den og det er jo frygteligt. For det kan da godt være, at den er fin. Men hvad f…. skal en baby med paillet jakke?? Den skal vaskes i hånden og det er da frygteligt upraktisk og dumt, med en baby pige, der 80% af sin vågne tid er tværet ind i leverpostej og avokado mos!

Så hvad kan vi konkludere ud fra alt mit ævl??
Vi kan konkludere at jeg aldrig bliver typen der kalder min datter for Prinsesse (eller min søn for Prins). Men at jeg også er typen, der er måske er en smule dobbeltmoralsk. For selv om jeg på ingen måde synes, at min datter er en prinsesse, så er jeg tilsyneladende også typen, der ikke kan sige mig helt fri for, at købe prinsesse agtigt tøj til hende.

 

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

3 tanker om “Min datter er ingen prinsesse”

  1. Åh Malene! Du er sjov😂 Hyggeligt at læse med på bloggen og glæder mig allerede til at diskutere prinsesse-tema med dig i morgen…🤗😆💄👸🏼👑💎

    1. Haha, det er da i hvert fald mindre dystert end indbrud, sygdom og ødelæggelse. Selv om jeg nu også synes det er lang tid siden vi har dyrket det dystre 🙄

  2. Hvor er det godt skrevet og beskrevet – tak☺️
    Palietter er vel blot smukke og skinnende og for dem der ynder at bære noget de synes er smukt 🥰

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *