En fantastisk mand

Min farfar blev født den 28. september 1916 og ville således være blevet 100 år i dag, hvis han havde levet.

Desværre har han været død i mange år, faktisk 23 år. Alligevel savner jeg ham stadig ind i mellem, for han var en helt igennem fantastisk farfar.
Jeg tror, at han er den af mine bedsteforældre, som jeg havde det tætteste forhold til, for han var der ligesom altid på en eller anden måde.
Efter han gik på pension og begyndte, at gå hjemme, tog han stort set hver dag sin sorte herrecykel og cyklede hjem til os. Han gik ture med vores hunde (så mine forældre kunne slippe for det, når de kom hjem fra arbejde), han klippede hækken og ordnede have og så var han der bare. Efter jeg er blevet voksen og selv har fået barn, har jeg ofte tænkt på, om mine forældre mon satte tilstrækkelig pris på den kæmpe store hjælp han (og min farmor for den sags skyld) gav dem? I min barneverden var det en selvfølge, at han var der og at han hjalp til, men som voksen ser jeg det slet slet ikke som en selvfølge, han har virkelig gjort en forskel.

Han var fantastisk politisk ukorrekt, efter nutidens standarder. Han drak hver eftermiddag en bajer, han røg mange smøger (indenfor og ved spisebordet, naturligvis), han fortalte røverhistorier om gamle dage og frække damer og så lærte han min bror og mig op i Tips (datidens Oddset).
Så sad vi der ved ved siden af ham, imens han pulsede løs på sine cigaretter, og gættede på resultater af diverse fodboldkampe. Han havde et sindigt system, men der var også altid plads til en række, hvor vi gættede…. så læste han fodboldkampe op og krydsede af, hvad vi sagde (1, X eller 2).

Fordi han altid var der blev mit forhold til ham tæt og fuldstændig naturligt. Det var aldrig som om, man havde besøg og skulle underholde den gamle mand. Hvis jeg kom hjem fra skole og ikke var i humør til, at være social, så gik jeg bare på mit værelse og det var helt okay. Omvendt, havde jeg brug for at tale, så talte vi.
Det er så mange år siden nu, at jeg (desværre) ikke længere, kan huske hvad vi talte om. Men jeg kan huske, at vi en dag talte om politik. Det var under en valgperiode og jeg kan huske, at han spurgte mg, hvad han skulle stemme. Han sagde at han var så gammel nu, at hans mening var ligegyldig, men at det var mig der var fremtiden, så han syntes, at det var vigtigere, hvad jeg tænkte. Jeg kan huske, at jeg blev stolt og syntes, at det var mega cool.

Han hadede hospitaler, men alligevel besøgte han mig jævnlig alle de gange jeg var indlagt. En af de sidste gange jeg blev opereret, var han der fast en dag om ugen, sammen med mig, således min mor kunne tage afsted og passe sin efteruddannelse. Så hyggede vi, læste dameblade og spiste slik fra slikautomaten ved indgangen.

Jeg var aldrig i tvivl om hans kærlighed til mig og mine søskende. Den lyste ud af hans øjne sammen med stolthed. Han var i sandhed en af hverdagens helte og i dag har jeg besøgt hans grav med blomster, for det fortjener han!


…… og prøv lige at se, hvor cool han var, min farfar!!!

Kakao i øret, gåtur med hunden og et epileptisk anfald

Jeg lærer aldrig, at blive klog på den sygdom. Det er i sandhed en underlig, uforudsigelig og ond sygdom, Sigurd´s epilepsi.
Han vågnede i dag kl. 07.15 fuldstændig frisk og glad. Det er atypisk, for han plejer altid at have et eller andet anfalds halløj, når han vågner.
Fordi det er lørdag og fordi vi allesammen trængte til det, lå vi i sengen til kl. 10. Det var tiltrængt og i den grad hyggeligt…. lige indtil Sigurd syntes det var sjovt, at hælde kakao ned i mit ene øre.
Så stod jeg op, ordnede vasketøj og lavede ingefær-gurkemeje-citron-appelsin-æble shots, fordi det jo skulle være så sundt.

Alt imens jeg legede husmoderlig legede Sigurd rockstjerne med guitar og hjemmelavede sange.

Ved middagstid drillede hans epilepsi en smule, men det gik hurtigt over igen. Så vi pakkede bilen med barn og hund og kørte i Dronningens Have. Her fik Sigurd lov til at gå tur med hunden… og både Sigurd og Otto havde en mega fest! Helt fantastisk.

Efter gåturen kørte vi en tur, så Sigurd kunne slappe lidt af og så kørte vi i Føtex, hvor Sigurd fik købt både kakao og bananer (som er de to ting, han altid synes der skal købes med hjem).

Da vi kom hjem satte han sig i sofaen med sin iPad og bang, så kom der et giga anfald og nu ligger han så og sover! For fanden hvor er det bare uretfærdigt. Synes bare slet ikke, at det er okay, at helt almindelige lørdags aktiviteter og hygge i den grad kan sende ham til tælling…. Men en eller anden dag (forhåbentlig snart) kommer miraklet vel, så han kan slippe for alle de forbandede anfald og få lov til, at leve et mere normalt barneliv, end det er tilfældet pt.
Vi bliver i hvert fald nødt til hele tiden, at håbe!

Bims i låget

Jeg har netop fået fornyet min tabt arbejdsfortjeneste og jeg er ovenud lykkelig over, at leve i et land, hvor dette er en mulighed.
Modsat hvad nogen tror, så er det ikke en billet til en badeferie eller let tjente penge, tværtom. Det er møg hårdt arbejde, hver eneste dag! Der er ikke noget der hedder overarbejdsbetaling, ferie eller sygedage. Naturligvis, for det flyder jo i den grad sammen med, at være mor, som alle mulige andre.
Jeg er klar over, at der er nogle få, som synes, at det er underligt, at jeg modtager penge, for at passe mit eget barn. Jeg kan garantere dem for, at jeg bestemt hellere ville tjene mine penge på, at lave socialt arbejde, som jeg er uddannet til. Men det er bare ikke en mulighed, sålænge Sigurd har det som han har det. Mit eneste andet alternativ ville være, at lade ham anbringe på en institution og det er, i min verden, slet slet ikke en mulighed. Han er mit barn, min kærlighed og jeg vil til en hver tid gøre, hvad der er bedst for ham.

Den sidste uge har været vild! Vi har været på danmarksturne på 3 forskellige sygehuse, hvor vi havde 5 aftaler der skulle afvikles fra mandag-fredag.
Det har på alle mulige måder været hårdt, ikke mindst for Sigurd, som har haft voldsomt mange anfald.
Så i dag slapper vi af med DVD og bananpandekager.

I fredags sluttede vores turne med kontrol på A20 på Skejby Sygehus. Sigurd har de sidste par måneder haft nogle hævede lymfeknuder, som skulle tjekkes. Heldigvis var alt okay på den front, så er der da én bekymring mindre.
Vi ventede længe på en læge (40 minutter) og på et tidspunkt mistede Sigurd tålmodigheden og løb skrigende ned ad gangen, imens han baskede med armene.
Jimmy løb efter ham, jeg blev siddende. Overfor mig sad en pige på 6-7 år med sin mor og ventede på, at hun også skulle tilses af en læge.
Da Sigurd løb og Jimmy løb efter, spurgte pigen sin mor, “hvad er der med den dreng?”. Moderen svarede diplomatisk, at han nok bare synes, at det var sjovt, at løbe ned ad gangen. Pigen svarede “måske har han bims i låget!”.
Åh, jeg syntes den var svær!! For jeg kan ærligt talt godt forstå, at hun tænker, at han har bims i låget. For han er bare langt fra, som folk er flest. Jeg tænker sgu nogen gange selv, at han har bims i låget.
Men jeg synes også, at det er en lille smule sårende, at andre ser mit barn, som bims i låget.

Jeg er helt afklaret med, hvordan andre mennesker ser på mig og mit handicap, men i forhold til mit drengebarn er jeg der vist ikke helt endnu.
Jeg er vild med, at børn er umiddelbare og siger, hvad de tænker. Men nogle gange kan det (åbenbart) også give et lille bitte stik i mit (moder)hjerte!

Faste rutiner

​Vores hverdag er som oftest ret rutinepræget. Det er den fordi det er vigtigt for Sigurd. Han har det bedst med rutiner, struktur og genkendelighed. 

Midt i alle rutinerne og strukturen skal vi finde plads og overskud til en hel masse nyt. For der sker ret meget i vores lille familie for tiden.
I morgen starter en vild uge (med 5 forskellige aftaler på 3 forskellige hospitaler rundt om i Danmark) med en forsamtale på BUC (børne- og ungdomspsykiatrisk Center).
Jeg har været der flere gange som socialrådgiver og dermed i professionel øjemed. Men nu skal jeg pludselig derud til møde, som nogens mor og det er sgu ret skørt!

Sigurd har i gennem flere år haft autistiske træk og jeg synes (desværre), at de bliver både flere og tydeligere. Så vi talte med en læge på Skejby Sygehus om henvisning og BUM under 1 måned senere var vi indkaldt til samtale.

En diagnose ændrer jo i bund og grund ikke noget som helst på, hvem Sigurd er. Han forbliver den samme uanset om BUC kaster (endnu) en diagnose efter ham eller ej. Men diagnosen kan måske give både os og i høj grad også omverden en bedre forståelse af ham og hans vanskeligheder.
Mit store håb er derudover, at få nogle redskaber til at tackle den autistiske del af ham, for det synes jeg virkelig kan være en kæmpe udfordring.

80 % af alle med Dravet Syndrom får efter deres 4. leveår enten ADHD eller autisme i en eller anden grad. Jeg har selvfølgelig altid håbet på, at Sigurd var blandt de 20%, der slap for en tillægsdiagnose og skulle jeg vælge, havde ADHD været at foretrække frem for autisme. Jeg ved godt, at ADHD bestemt også kan være voldsomt og indgribende og hårdt og en hel masse andet. Men, for mig, er det alligevel lidt mere håndgribeligt end autisme, som jeg bare synes er helt vildt svært at håndtere.

Men nu må vi se, hvad de kloge mennesker på BUC siger i morgen, jeg er i hvert fald spændt.
Både på selve samtalen, men også på hvad Sigurd siger til, at skulle tilbringe sin eftermiddag i uvante rammer med fremmede mennesker. Normalt tilbringer han en stor del af sine eftermiddage på sofaryggen med sin iPad og en drikkedunk med kakao.

Tanker om bloggen

I slutningen af sidste måned, var det et år siden, jeg skrev mit aller første indlæg her på bloggen. Det var dog først i starten af oktober, efter mit indlæg nr. 20, at jeg turde fortælle andre end Jimmy, om mallemor.dk.

I starten syntes jeg, at det var enormt grænseoverskridende, at fortælle andre om bloggen. Faktisk tror jeg, at jeg syntes det var lidt flovt, at jeg nu pludselig var sådan en, der havde en blog.
Jeg synes ikke længere, at det er hverken grænseoverskridende eller flovt, at blogge.
Jeg skriver udelukkende bloggen for min egen skyld. Hvis folk har lyst til, at læse med er det dejligt, men har de/I ikke lyst til, at læse mine ord, er det også okay.
Men det betyder ikke, at jeg ikke bliver afsindig stolt, glad og beæret over, at der rent faktisk er (flere og flere) der læser med, her på bloggen. For det bliver jeg helt bestemt, rigtig meget!
På samme måde, som når I giver Jer tid til, at skrive kommentarer eller personlige beskeder til mig. Jeg har (ind til videre), kun fået støttende og positive kommentarer og det håber jeg naturligvis fortsætter.

Da jeg startede med at skrive, var det mest af alt fordi, at jeg havde vildt mange ord og tanker, der kørte rundt i hovedet på mig og som bare ville ud. Det er fortsat tilfældet, men efterhånden som månederne er gået og jeg har fået mere mod, vil jeg noget andet og mere med bloggen. Nu er det i ligeså høj grad vigtigt for mig, at skrive om tabuerne og de “grimme” følelser. For de er i den grad også en del af livet, særligt som forælder til et barn med et handicap.
Det er vigtigt for mig, at tillade mig selv, at tænke disse tanker (da jeg dermed tror, at jeg bliver et bedre og mere helt menneske). Men det er mindst lige så vigtigt for mig, at andre får en forståelse af, hvordan det (også) er, at være forældre til et barn med særlige behov.
Jeg har et par gange fået kommentarer og private beskeder, fra andre forældre til børn med særlige behov, som har skrevet til mig, at de har fået meget ud af, at læse min blog og at de finder den inspirerende. Det har hver gang fyldt mig med lige dele stolthed og lykke. For det er da ikke mindre end fantastisk, at mine ord kan noget, som kan betyde noget for andre!!

Nogle dage er bloggen en belastning. Eller belastning er nok ikke det rette ord. Men nogle gange fylder den (for) meget i min bevidsthed. Fordi der er et indlæg der presser sig på, men som jeg ikke helt kan finde ud af, at formulere.
Jeg er ret perfektionistisk i det meste jeg foretagre mig og det kan nogle gange være anstrengende, mest af alt fordi jeg ikke ejer ordens største overskud.

For det meste er bloggen en fantastisk ventil, hvor jeg kan råbe alt det ud, som jeg ønsker der skal råbes ud. For det er bestemt ikke alt, jeg synes skal råbes ud. Jeg bliver aldrig sådan en, der kommer til at lufte mit beskidte undertøj på bloggen.

På en eller anden måde er det, at skrive og offentligegøre mine tanker blevet en form for terapi for mig.
Jeg har ofte tænkt på, om det ville give mig lige så meget blot, at skrive tankerne ned og bevare dem for mig selv. Jeg tror det ikke. Jeg tror faktisk, at en del af terapien består i, at mine ord bliver offentliggjort. Hvorfor mon det er?? Det kan jeg ikke selv gennemskue, for i virkeligheden er jeg et meget privat menneske.

Jeg er ingen blogger, bare sådan en der har en blog. Der er i min verden stor forskel.

Det her indlæg er skrevet meget mere i stikordsform, end jeg bryder mig om. Men jeg øver mig på, at alle indlæg ikke behøver, at være gennemtænkte og “helt i skabet”. Nogen gange er der også noget særligt i det umiddelbare.

HAD

​Jeg tror ikke, at der er ret meget godt, at sige om had. Det er en ond og destruktiv følelse, alligevel hader jeg Sigurd’s epilepsi, mere end noget som helst andet i verden. 

Jeg ville ønske, at had ikke var en del af min hverdag, men det er det. For hvordan skal jeg kunne andet, end at hade en sygdom, der er så ødelæggende for mit barns liv? 

Nogle gange får jeg dårlig samvittighed over mit had, for epilepsien er en (stor) del af Sigurd’s liv og jeg burde vel acceptere hele Sigurd, også hans sygdom.
Men hvis jeg stopper med at hade og bare accepterer epilepsien, er jeg bange for, at jeg også ville stoppe med at kæmpe. For det er i sandhed en kamp og jeg gør ALT, hvad det står i min magt, for at vinde kampen, så mit barn kan få det bedst mulige liv. 

Mit had til Sigurd’s epilepsi er så stort, at jeg nogle gange bliver irriteret på ham, når han har anfald. Det er ganske forfærdeligt at indrømme, men det er ikke desto mindre sandt. Det er ikke ofte og det er altid om natten, hvor mit overskud er mindst. 
Så må jeg tælle til 10 og tage mig sammen, alt hvad jeg kan, og i stedet give mit barn al den omsorg og nærvær, han har brug for, hvilket jeg heldigvis altid formår. 

Irritationen er en skræmmende følelse og jeg føler mig altid som en dårlig mor, når den tager bo i mig.

Den der epilepsi, den bringer virkelig ikke noget som helst godt med sig! 

Efterår

Efterår!! Hvor blev den sommer lige af? Det er jo ikke ligefrem fordi landet har været badet i sol, de sidste måneder og herhjemme har vi ikke været afsted på ferie, andet et par gange i sommerhus.

Men det er alligevel helt okay, at det nu er efterår. Faktisk tror jeg, at efteråret er min ynglings årstid med al dens hygge og smukke farver.
Ud over hygge og smukke farver har jeg, af forskellige årsager, ret store forventninger til dette efterår.

Den sidste uges tid har været lidt hård. Sigurd var jo syg og virkelig dårlig med voldsom mange anfald sidste weekend. Mandag og tirsdag var han hjemme fra skole. Onsdag, torsdag og fredag var han i skole, men meget træt og slatten og det er han faktisk stadigvæk. Jeg har svært ved, at gennemskue, hvad det er, der er galt med ham. Hvorfor han pludselig er så træt og slatten, at han har brug for, at sove til middag igen. Det bekymrer mig en smule. Så i fredags ringede jeg til lægen og bad ham om, at bestille nogle blodprøver, som vi på by lab og få taget fredag eftermiddag og som vi kan få svar på i morgen.

Foruden at skulle tage en hel masse ekstra hensyn til trætte Sigurd, har det været en uge fuld af møder, aftaler og andet. Faktisk lidt hektisk.

I går trodsede vi trætheden og tog Sigurd med et par timer på Food Festival. Det var fint nok, men altså, det er jo bare generelt set ikke nogen fornøjelse og bare ret stressende, at have Sigurd med sådanne steder. Selv om han sad i sin klapvogn med min telefon stort set konstant, så kunne jeg godt fornemme, at han var presset og hver gang han kiggede op fra telefonen, var det da også kun for at græde eller brokke sig.

I dag startede dagen med anfald og jeg sidder nu med en møg træt dreng i sofaen, som hører gammel 80´er musik… han er virkelig sjov på det punkt, for han er vild med både gamle 80´er børnefilm og 80´er musik.

Vi skulle egentlig have været i Holme Kirke og se Sigurd Barrett i dag. Han er min Sigurd´s store helt og jeg ved, at han ville elske det. Men jeg tænker ikke, at det er en god idé, når han er så presset som han er pt.
I dag skal vi vist bare slappe af, kramme og se 80´er film.

Jeg satser i den grad på, at næste uge bliver bedre…. selv om den faktisk også er ret booket op med aftaler.

God søndag!

Min tunge rygsæk 

​Sammen med Sigurd’s epilepsi, flyttede også angsten ind i mit liv.
I starten sad den helt uden på tøjet af mig og truende med, at æde mig op.
Som årene er gået, har jeg fået pakket angsten pænt ned i en rygsæk, som jeg altid bærer på mig.

Nogle gange er rygsækken let og så bemærker jeg den stort set ikke. Andre gange er den så tung, at jeg er bange for, at den skal trække mig ned.
Nogle ganske få gange om året hopper angsten ud af rygsækken og skriger mig ind i ansigtet, tvinger mig til, at forholde mig til den.

I dag føles rygsækken tung, meget tung.
I løbet af det sidste døgn har Sigurd haft et sted mellem 15-20 anfald. Jeg stoppede med at tælle ved anfald nr. 9.

Han havde feber i går og det giver næsten altid øget anfald. Men i dag er feberen væk og jeg forstår ikke, hvorfor han stadig har anfald.
Jimmy mener, at han er syg og det er han sandsynligvis også. Jeg kan bare ikke sætte en finger på, hvad han fejler og det gør mig utryg.

Jeg har stort set ikke sovet i nat og det gør mig naturligvis mere sårbar. For jeg føler ikke, at jeg har ret meget, at stå i mod med. Mit overskud er stort set ikke eksisterende.

Sigurd har intet spist, hverken i går eller i dag og det gør mig også utryg. Jeg ved godt, at syge børn (og voksne for den sags skyld), ikke har ret meget appetit. Men han vejer i forvejen 5 kg. mindre end han burde i forhold til hans alder. Så jeg HADER virkelig, når han intet spiser.

Jeg er der, hvor jeg ikke synes, at der skal komme ret mange flere anfald, før vi bør tage på hospitalet med ham.
Men der er Jimmy ikke. Han mener, at vi har oplevet dette før, han mener anfaldene skyldes sygdom og at Sigurd har det bedst hjemme.

Det er lige præcis her, det nogle gange bliver svært, at være et par i den her lorte epilepsi verden.
For vi elsker begge Sigurd af hele vores hjerter, vi vil begge to det bedste for ham.

Jeg tænker også, at vi begge to er ret enige om, at forsøge at mødes på midten og have respekt for hinandens forskelligheder. Men lige her, hvor vi er så langt fra hinanden, hvor er midten så?

Sigurd sover, det har han gjort det meste af tiden siden i går eftermiddag. Jeg burde også sove, eller i det mindste hvile lidt. Men det er svært, for rygsækken er al for tung og generende til, at jeg kan slappe af.

Åh, hvor ville jeg nogle gange ønske, at vi bare var en hel almindelig familie, med almindelige problemer. Lorte epilepsi!!!

Hundeejer 

​Sigurd har aflaster og Jimmy er oppe og besøge sin onkel på sygehuset.
Sigurd og jeg har været oppe siden kl. 5 i morges og jeg sov først lidt efter midnat, på grund af hundehvalp, som pludselig ikke gad sove.

Jeg burde i virkeligheden tage en morfar nu… Men Sigurd synes konstant, at han skal fortælle mig et eller andet. Så søvnen må vente og så kan jeg jo ligeså godt lige skrive lidt om, hvordan det er, at være hundeejere (igen).
Det er hårdt men også bare helt vildt dejligt!

Jeg er ikke ret god til, at min stue pludselig er et hunde toilet. Jeg ved godt, at det kun er en periode, men altså, jeg er faktisk ret sart, så jeg er virkelig udfordret her.

Jimmy himler ind i mellem op om, at vi har mistet al vores frihed, nu hvor vi også har en hund, der er afhæng af os.
Jeg er ikke udpræget enig med ham, jeg kan ikke se at vi havde større frihed før hund. Jeg synes i langt højere grad, at det er epilepsien der begrænser vores frihed. OG vi har hundepassere vi kan trække på, så jeg kan ikke se det store problem.

Sigurd syntes i starten, at hunden var både dum og farlig. Hver gang den kom i nærheden af ham skreg han og råbte AV. Derudover var han i den grad jaloux og frustreret over, at der pludselig var en anden, som han skulle dele sin mor og far med. Jeg tænker, at lige præcis det har været mega sundt for ham. Han har haft godt af at erfare, at hele verden ikke drejer sig om ham, at han nogle gange må vente og dele sine forældre lidt.

Nu er der gået næsten 3 uger, siden vi hentede Otto hjem, og Sigurd er vild med ham. Han siger godmorgen og godnat til ham hver dag, han taler om ham i skolen og bliver skuffet, hvis han ikke er med oppe og hente ham på skolen. Men det absolut mest fantastiske, som faktisk kan gøre mig helt rørt, så har han fået en ven. En som han kan lege med (lige pt går deres lege mest ud på, at løbe efter hinanden ude i haven og få hunden til at gø).

Jeg bliver endnu engang mindet om, at jeg har en sød, kærlig og betænksom lille dreng, når jeg ser ham sammen med Otto.

Som jeg regnede med, har det været ret fantastisk for mig, at have noget mere og andet end blot Sigurd, at forholde mig til og gå op i. I en verden med mor, far og sygt barn, kommer sygdommen tit til, at fylde lidt for meget.
Nu har vi også en lille hund, som har brug for omsorg, opmærksomhed, mad, gåture og opdragelse.
Det er hårdt, men også super positivt.

For Jimmy’s vedkommende, så er han bare fuldstændig forelsket i Otto med lakrids næsen og Otto er også ret så vild med Jimmy.

Så altså, det har bestemt været det helt rigtige for os, at blive hundeejer igen.  

Servicemeddelese

I mandags var jeg i biografen med min skønne veninde Mette. Vi så Bad Moms, som var okay mandagsunderholdning, men bestemt ikke mere end det. Den var meget amerikansk og generelt set bare sådan lidt for meget. Men selvskabet var dejligt, så det var okay at filmen ikke var det.

Da filmen var slut og vi gik igennem Bruuns Galleri for, at komme ud til Mette´s bil, stødte vi ind i en sød medarbejder fra Emmerys, der netop havde fået fri.
Hun gjorde os opmærksom på en fantastisk app, som jeg aldrig før havde hørt om, men som jeg straks blev fan af.

Det kan godt være, at det bare er mig (og Mette), der er bagud og at de fleste af Jer, der læser med, har kendt til app´en længe. I så fald, må I bære over med mig.

Nå, men app´en hedder Too good to go og går i al sin enkelhed ud på, at bekæmpe madspild.
Der er en række cafeer og madsteder tilmeldt og så kan man, for et relativt lavt beløb, købe det mad, som de alligevel ville have haft smidt ud, fordi det dagen efter ikke længere er salgbart. Ikke fordi det er gammelt eller dårligt, men alene fordi de ikke kan/må sælge daggammel mad.
Det er sgu da en møg god idé, hvis du spørger mig!

Til Mette´s og mit held, var personen der havde købt dagens rester fra Emmerys aldrig dukket op, så vi fik 2 store poser med hjem, med det lækreste franskbrød, rugbrød, boller og en enkelt kage.

Biograftur med yndlings Mette og gratis brød, det er da en ret god start på ugen.