Den der amning, del 2

Nu skal det her ikke være en ren ammeblog, men jeg har altså lige lyst till, at følge op på mit forrige indlæg. For den der amning har virkelig fyldt RIGTIG MEGET herhjemme.

Først og fremmest, af hjertet tak for alle Jeres kommentar, beskeder og gode råd, både her på bloggen og på facebook. Jeg har vist afprøvet de fleste af Jeres råd…. drukket alkoholfri øl og ammete, ligget hud mod hud med baby pigen, talt med ammerådgiver etc.
Efter et par dage med kedelige og slatne bryster, uden ret meget mælk, virker det til, at min mælkeproduktion nu er godt oppe igen. Jeg vågner i hvert fald hver morgen, med kæmpe store og hårde babser, klar til endnu en dag med amning. Det er ret meget en lettelse.

Det mest fantastiske er dog, at det nu tyder på at vi ENDELIG har fået ordentlig gang i den der amning. Efter et par virkelig hårde dage, med et skrigende barn, som bare ikke kunne finde ud af, at tage fra ved brystet, så er skuden pludselig vendt. Takket være manden min, som pludselig fik en god idé.
På grund af Sigurd og al hans megen medicin har vi en hel skuffe fuld af engangssprøjter i forskellige størrelser og en eftermiddag, hvor Vilma havde ligget og skreget på mit bryst i 45 minutter, kom Jimmy pludselig i tanke om, at vi jo kunne prøve at sprøjte lidt af min udmalkede mælk ind i munden på hende, når hun lå med mit bryst i munden. Så med den mindste sprøjte vi kunne finde gik vi igang og i det samme øjeblik hun fik et par dråber ind i munden gik hun igang med, at sutte og min mælk faldt til.
Det trick har vi brugt de sidste par dage og det fungerer hver gang. Min mælk falder meget hurtigere til (sikkert fordi jeg ikke sidder og stresser) og Vilma tager fat og spiser og spiser og spiser. Og hold nu op en forskel det gør, at vi ikke længere har den kamp og de frustrationer (tør dog næsten ikke, at skrive det, af frygt for at jinxe det!).
Det har virkelig været en sindssyg hård kamp, som vi begge, men nok særligt Jimmy, var ved at opgive. Og hvor end jeg gerne vil amme, så ville det heller ikke være det værd, hvis vi begge to skulle blive ved med, at blive så stressede og frustrede over det. Det gjorde intet godt, for nogen af os. Men nu virker det – og det er fantastisk!

Jeg malker dog fortsat ud og giver flaske, med min mælk, når hun vågner midt på natten. For det er bare det nemmeste og så længe, at det ikke betyder, at hun ikke vil tage brystet om dagen, kommer jeg nok til at fortsætte med den løsning et stykke tid endnu.
Af praktiske årsager sover vi alle 4 inde i soveværelset. Jimmy og jeg fungerer som Sigurd´s anfaldsalarm og Vilma er jo så lille, at hun skal være tæt på os. ¨Så sådan må det altså være, for nu.
Da Sigurd helst skal have rigtig meget ro, når han sover, da det ellers kan udløse anfald, er løsningen med flasken det nemmeste. Så snart jeg kan høre, at hun er ved at vågne op og kræve mad, skynder jeg mig ud og varme en flaske og så er jeg tilbage i sengen, med flasken, inden hun når at blive rigtig vred og dermed vække/forstyrre Sigurd. Så det fungerer og det håber jeg i den grad, at det bliver ved med.

På nedenstående billede er Vilma pigen faldet i søvn, ved mit bryst, efter at have spist et laaangt måltid.

Den der amning 

Lad mig starte med, at få en ting på det rene. Jeg synes ikke, at det ene er mere rigtigt end det andet. Det må være op til den enkle mor (og far), at gøre hvad der føles rigtigt for dem. Det er så individuelt og der kan være mange årsager til, at man vælger det ene frem for det andet. Amning eller flaske.
For mig er det rigtige, at amme mit barn! Men denne gang er det bare ikke helt så lige til.

Med Sigurd, dengang for 7.5 år siden, var det en helt anden sag.
Da han var 48 timer gammel faldt min mælk til og frem til, at jeg stoppede med, at amme ham, mange måneder senere, havde jeg rigeligt med mælk! Faktisk havde jeg mere end rigeligt af det. Det betød, at jeg om natten måtte lægge på en bunke håndklæder, for ikke at ødelægge sengen og så snart jeg hørte et barn skrige, om det var mit eget eller et andet var underordnet, så løb min mælk til. Jeg er flere gange kommet hjem fra mødregruppe med store våde mælkepletter på tøjet, til trods for 2 lag ammeindlæg.
Den store mængde mælk gjorde, at Sigurd ikke skulle kæmpe ret meget for maden og ud over, at han måtte bruge ammebrik de første par måneder, på grund af de kæmpe store og stenhårde meloner, så gik det faktisk ret nemt med den amning, dengang for 7.5 år siden.

Denne her gang er det en helt anden sag, mine bryster minder mest om et par tavelige bananer og jeg/vi kæmper i den grad med et barn, som endnu ikke helt har forstået konceptet amning 100%. Hun tager fint brystet, men hvis mælken ikke straks kommer løbende ind i hendes mund, bliver hun frustreret og rasende og når man skriger og skriger og skriger, i stedet for at prøve at få mælken ud, ja så er det svært.

Da hun var et par dage gammel fik hun gulsot og tabte samtidig lige rigeligt af sin fødselsvægt, så mælken var vigtig. Vi lejede derfor en brystpumpe og i 4-5 dage blev en kæmpe stor del af vores tid pludselig brugt på, at malke ud, give flaske, give bryst, koge flasker og så det hele forfra igen. Fuck, den slags er både pisse hårdt og pisse frustrerede!

De sidste par dage er gået rigtig godt og det virkede endelig til, at Vilma og jeg havde knækket koden med hensyn til amning. Sundhedsplejersken kom på besøg i går og hun kunne konstatere, at gulsoten var helt væk og at Vilma pigen samtidig havde taget rigtig godt på og nu er 100 g. over sin fødselsvægt.

Jubii……..!!!! Sådan ca. 2 timer kunne vi ånde lettet op og Jimmy konkluderede modigt, at Vilma nu vist var et brystbarn.
Det syntes hun åbenbart ikke var tilfældet, for nu kan hun pludselig ikke længere finde ud af det, igen. På samme tid bliver mine bryster mere og mere tavelige og tomme for mælk.

Det er i den grad frustrerende og jeg er på nippet til at kaste håndklædet i ringen og købe noget erstatning. Men det føles bare så forkert for mig og det gør mig både ked af det og stresset. Da Vilma jo stadig er lille bitte og jeg mangler de der arme, så har jeg brug for Jimmy’s hjælp til, at lægge hende til. Hans stress kan slet ikke magte det og det skaber endnu flere frustrationer og diskussioner og selv om jeg egentlig synes, at vi begge to prøver, at tage os sammen og bevare roen, så er vi i den grad udfordret her. Men der er jo selvfølgelig heller ingen der har sagt, at det skal være nemt, at have et spædbarn.

Fuck altså!!! Nu har Jimmy været i Helsam for, at købe ammete til mig, for sådan en mand er han nemlig, min mand ❤

Og så giver vi det lige en chance til og håber, at der snart kommer gang i de babser igen.

Uden mig

I skrivende stund sidder jeg i fodenden af sengen sammen med hende her. Mit smukke, omend noget temperamentsfulde, pigebarn.

Jimmy er, sammen med Sigurd, på vej til kontrol på Skejby Sygehus, uden mig. Det er underligt og jeg bliver næsten en smule trist ved tanken om, at jeg ikke også skal med dem. Jeg har aldrig før ikke været der. Hvert besøg på diverse hospitaler, om det så har været akut, planlagt kontrol eller undersøgelse, så har jeg været der, sammen med ham. Mit dejlige drengebarn.

Men i dag er jeg hjemme, med mit pigebarn. Sådan må det være og sådan kommer det også ind i mellem til, at være fremadrettet. Ind i mellem må Jimmy og jeg dele os op. Sådan er det for alle, der er forældre til mere end et barn. Men jeg har bare aldrig prøvet ikke, at være der for Sigurd, når han har været på hospitalet. Dagens kontrol er ikke noget som Jimmy og Sigurd ikke sagtens kan klare uden mig. Det er en rutine undersøgelse, som Sigurd har prøvet så mange gange før og som han er helt tryg ved. Alligevel plager det mig en smule, at jeg ikke er der.
Det er min bløde mor-side, for sådan en har jeg faktisk.
Min fornuft siger mig, at det faktisk er helt okay det her. Det er sundt og godt for os alle sammen, at vi ikke altid skal være sammen om alt.
Jeg er i den grad taknemmelig for, at jeg jeg nu er mor til to. Jeg ved, at det er sundt og godt, at vi nu også har Vilma, som jeg kan og skal være der for, imens Jimmy er der for Sigurd. Og omvendt, naturligvis.
Jeg ved, at det er godt, for både Jimmy og mig, at vi ikke altid begge to behøver, at forholde os lige meget til epilepsi verdenen (selv om ingen af os jo nogensinde kommer til, at kunne slappe helt af i den henseende).
Jeg ved også, at det er godt for os, at vi nu ind i mellem bliver tvunget til, at forholde os til noget andet og mere “normalt”, som fx. hvad Vilma mon skal hedde til mellemnavn og om hun skal døbes i familiens dåbskjole eller vi skal ud og købe en helt ny.

Men for nu, lige i dag, er det bare lidt svært og underligt, at jeg ikke er der for mit drengebarn.
Jeg glæder mig til, at de er hjemme igen. Så skal Sigurd have et kæmpe kys og kram.

Nu som mor til to

For præcis en uge siden, fredag den 28.04, blev jeg mor til to og fraset den ekstreme træthed, så er jeg VILD med det!
Det er så overvældende og fantastisk, hvor hurtigt man kan forelske sig i sådan et lille menneske.

Vilma hedder hun, hende lillesøsteren. Hun er en stor fin pige, som kom ud med en kampvægt på 3520 g. og en længde på 52 cm. Jeg synes selv det er en ret stor pige, som jeg har groet, taget i betragtning at jeg selv er en lille skid på 155 cm.

Sigurd har taget bedre i mod hende, end jeg havde turde håbe på. Han accepterede hende lynhurtigt og er både meget opmærksom og betænksom i forhold til hende. Han vil dog under ingen omstændigheder kysse hende og helst heller ikke sidde med hende. Men til gengæld viser han tydeligt, at han har brug for ekstra kys og kram fra Jimmy og jeg, hvilket han naturligvis får.

Mit kejsersnit blev en smule mere voldsomt, end jeg havde håbet på. Jeg var på forhånd meget meget nervøs, da der under mit kejsersnit med Sigurd var en del komplikationer i forbindelse med bedøvelsen og jeg ville meget nødigt lægges i fuld narkose. Tanken om ikke, at skulle være vågen, når mit barn kom til verden, havde jeg det meget svært med og med dette i mente gik narkoselægen igang med, at lægge en spinalbedøvelse på mig. Det gik fint, i første forsøg ramte hun rigtigt og nu var det bare, at vente på at bedøvelsen skulle virke….. problemet var så bare, at det gjorde den aldrig, i hvert fald ikke i min højre side. Jeg havde fuld bevægelse i mit højre ben og kunne mærke alt hvad de lavede i den side. Men vi blev enige om, at jeg nok alligevel var smertedækket tilstrækkeligt og så gik kirurgerne igang med, at skære mig op….. !!! Jeg var så slet ikke bedøvet i den højre side og jeg tror faktisk ikke, at jeg kan huske at have oplevet noget så smertefuld. Jeg fastholdte fortsat, at jeg ikke ville i fuld narkose, så i stedet fik jeg en smule morfin og et par pauser undervejs, men nøøøj det gjorde nas! Narkoselægen nåede også på et tidspunkt, at sige, at nu gik den ikke længere, nu skulle jeg lægges i fuld narkose. Kirurgerne sagde, at nu var de færdige med det der gjorde mest ondt og at baby snart ville være ude, så vi fortsatte og pludselig hørte jeg et skrig og så var hun ude og oppe på mit bryst. Jeg nåede lige at se hende og så fik jeg et ordentlig skud morfin, til at klare resten af operationen på. Herefter var jeg fuldstændig dopet og kun lige ved bevidsthed. Det var en meget meget underlig fornemmelse, at ligge der med sin nyfødte på brystet i en kæmpe koger.

Efter 28 timer på Mor-barn afdelingen var vi hjemme igen og klar til, at komme igang med hverdagen. Det er naturligvis hårdt, med manglende søvn, kæmpestore og ømme ammelapper, en pige, som der har været lidt svær, at få igang med amningen og en dreng, som der også skal tages en masse hensyn til.
Vi har haft to episoder, hvor Sigurd fik anfald på samme tid, som Vilma skreg som en gal, hvilket selvsagt var en smule stressende, særligt fordi der kun er et sæt voksenarme i vores familie og fordi mit kejsersnit ar gør, at jeg endnu ikke kan bruge mine fødder/ben til helt de samme ting, som jeg plejer. Men vi klarede det og så er det ligesom prøvet og så kan vi sætte flueben ved, at vi selvfølgelig også kan håndtere sådanne situationer.

På trods af manglende søvn, frustrationer i forhold til amning (som heldigvis ser ud til endelig, at lykkedes), smerter, mere træthed og stress, så er det jo det hele værd og meget mere til. Jeg er så taknemmelig for, at have fået denne her skønne pige og at vi nu er en familie på fire!!!

Noget der minder om barsel

Jeg må vist erkende, at både min krop og hjerne er gået, mere eller mindre frivilligt, på barsel.
Mandag til tirsdag var vi til den månedlige kontrol på epilepsihospitalet og onsdag havde vi møde med IKH. Begge vigtige aftaler og da de var overstået var det som om, at al min energi langsomt forsvandt ud af mig.
Bevares, jeg har da stadig lige et par småting, som jeg skal nå inden pigebarnet skal ud og jeg har jo også mit drengebarn, som jeg skal tage mig af og være mor til. Og det er helt okay, selv om jeg må indrømme, at han har lige lovlig meget iPad tid for tiden. Men det kan ikke være anderledes, for nu.
Jeg er tung, stor og træt og plukke veerne vælter ind over mig, så snart jeg overvejer at bruge min krop i meget mere end 5 minutter ad gangen. Det er pisse upraktisk og pisse irriterende. Alt foregår i et ekstremt langsomt tempo og det sætter i den grad min tålmodighed på prøve.

Trætheden til trods, sover jeg dårligt om natten. Jeg har svært ved, at få luft og nogle nætter bliver jeg oprigtigt bekymret for, om jeg kan blive ved med, at have nok ilt, i takt med at baby pigen vokser. Jeg tror hun er stor, det føles sådan og jeg er lille og faktisk gør det fysisk ondt, når jeg vender mig i sengen, fordi hun tynger så meget på mine indre organer og mine ribben. Særligt mine ribben gør ondt.
Men jeg holder ud, klemmer balderne sammen og tæller dagene til, at hun skal ud.
Selv om det jo også er en pisse skræmmende og ambivalent følelse, det med at jeg snart er færdig med at være gravid og i stedet er mor til 2!!!!! Mest af alt synes jeg det er helt vildt fantastisk og jeg glæder mig sådan til, at møde hende og se hvad hun er for en, men det er altså også virkelig skræmmende!

Som jeg skrev i mit forrige indlæg, har jeg en masse overskrifter og halvfærdige indlæg, som jeg gerne ville have haft skrevet.
Tanker om kejsersnit (som jeg bestemt ikke er pjattet med, men i stedet er pisse bange for).
Tanker om det med snart, at være mor til 2 børn, hvoraf det ene er et barn med særlige behov.
Tanker om Sigurd, som storebror.
Tanker om hvordan mine forældre klarede det med, at være forældre til et barn med et handicap (for selv om der er mange ting, som jeg kunne ønske/tænke, at de kunne have gjort anderledes eller bedre i min opvækst, så synes jeg faktisk, at de har klaret det ret godt, det med at tackle mit handicap).

Men hvis jeg skal være realistisk, så får jeg dem ikke skrevet, i hvert fald ikke foreløbig. Den rest af energi jeg har tilbage, bliver jeg nødt til, at bruge på andet end bloggen. Jeg synes det er ærgerligt og virkelig svært at erkende, for jeg er vant til, at klare rigtig mange ting og kører i et ekstremt højt gear.
Men jeg må lytte til min krop og den siger, at jeg skal slappe mere af.
Det samme gør min hjerne, for det er som om at jeg ikke er helt så skarp, som vanligt…. måske det er ammehjernen der allerede er slået igennem. 🙂

Jeg vender tilbage, når der på et tidspunkt er mere overskud (hvornår det så end bliver), men om ikke andet, så skal I nok lige få en update, når jeg har født.

Kan I have det dejligt!

Min graviditets app minder mig om, at det er lige om lidt, hvis jeg skulle være i tvivl. 

Ingen tid til barsel

Det er ALT for længe siden, at jeg har fået pippet herinde (og det er så ærgerligt, for jeg har så mange overskrifter og halvfærdige indlæg på min telefon).
Tavsheden skyldes en kombination af, at jeg efterhånden er virkelig højgravid og træt og at vi har haft helt åndsvagt mange aftaler de sidste par uger.

Vi har blandt andet afholdt jobsamtaler – for ansøgere til stillingen, som min nye hjælper, men også for ansøgere til stillingen, som Sigurd´s nye aflaster.
Det er lykkedes mig, at få ansat 2 nye hjælpere til mig og 1 ny (ekstra) aflaster til Sigurd. Det er jo, for så vidt, en rigtig god ting, men f#ck, det er altså også virkelig hårdt (for os alle 3) med alle de nye mennesker i vores hjem, som skal læres op og som vi skal lære at kende.

Derudover har vi været med Sigurd til den årlige kontrol på ortopædkirurgisk afd. Denne kontrol forløb sådan ca. således.
Lægen: “Sigurd du må gerne tage dine sokker af, så jeg kan se på dine fødder.”
Jimmy hjælper Sigurd med, at få sine sokker af og tager ham på skødet. Lægen sætter sig hen til dem og tager Sigurd´s fødder i hænderne og siger så: “Ja, det ser ikke for godt ud med de fødder. Vi kan skære hælen op, tage noget knogle fra hans hofter og stabilisere med. Skal vi gøre det?”:
Mig: “Øhhh, nej tak – ikke lige nu vel.”
Lægen: “Nej, det er også bedst at vente til han er ca. 10 år, så får man det tekniske bedste resultat og det kommer også til, at gøre rigtig ondt. Så vi venter og så ses vi igen om et år.”
Godt så!

I sidste uge var vi desuden på BUC, hvor Sigurd nu er færdigudredt. Han var oprindeligt henvist på bagrund af mistanke om noget autisme. Denne diagnose blev dog afvist. I stedet har han fået en anden diagnose, nemlig hyperaktivitetsforstyrrelse med mental retardering og bevælsesstereotypier.
Diagnosen ændrer jo ikke på noget som helst, i forhold til hvem Sigurd er. Men det hjælper os til en bedre forståelse af ham. I løbet af de næste måneder skal der afholdes et netværksmøde og derudover får Jimmy og jeg 2-3 individuelle samtaler, hvor vi kan få råd og vejledning i forhold til hans diagnose og hvordan vi bedst muligt støtter ham.

Men det der, uden sammenligning, har taget mest af vores tid, foruden Sigurd naturligvis, er afviklingen af forevereco.dk. Vi har de sidste uger haft ophørstudsalg og det har været vildt…. virkelig vildt! Faktisk er varerne fløjet ud af vores lager, hurtigere end jeg nogensinden havde drømt om.
I staten blødte mit hjerte en lille smule over, at projekt webshop nu snart er forbi. Men som dagene er gået, kan jeg mærke, at det er den helt rette beslutning og når nu vi alligevel lukker og slukker, så er det da fantastisk, at varerne er røget så hurtigt. Det er faktisk gået så hurtigt, at vi på de første 4 dage med 50% omsatte for ligeså mange penge, som vi omsatte for hele sidste år.
Da Sigurd jo altid er første prioritet, har det betydet, at vi har knoklet løs, når han har været i skole, når der har været aflaster eller andre, der kunne se efter ham og faktisk også flere nætter. Og selv om jeg flere gange har haft lyst til, at trække jeg-er-gravid-kortet, så har det ikke været en reel mulighed, da Jimmy´s stress niveau flere gange har mindet mig om Bertel H. der er gået glip af sin risengrød. Så jeg har knoklet løs, sammen med ham, i mellem møder på BUC, skole-hjem samtaler og andet.
Der er ikke længere ret mange varer tilbage på vores lager og det betyder naturligvis, at der slet slet ikke tikker så mange ordre ind mere…. så nu kan vi bedre følge med.
Jeg ved ikke præcis hvornår vi lukker og slukker, men et godt bud er engang i slutningen af april…. så det ville da være fantastisk, hvis de sidste varer er væk inden da.

Nu må jeg hellere stoppe for denne gang…..jeg har et barn, der meget insisterende kræver min opmærksomhed.

Kan I have en dejlig påske….. Jeg vil personligt bruge den til, at slappe af og måske få skrevet endnu et lille indlæg her på bloggen….. hvis jeg føler overskuddet er der 🙂

Hvad har du da at være stresset over?

I virkeligheden burde jeg være ligeglad. For jeg ved godt, at det udelukkende handler om andre menneskers uvidenhed, fordomme eller ignorance.
Alligevel bliver jeg både sur, vred, ked af det og indigneret når jeg får smidt kommentar i hovedet som fx. “Hvad har du da at være stresset over”, “Jamen du går jo bare der hjemme” eller andre mere eller mindre direkte kommentarer om, at jeg da vist er lidt doven, at jeg har det nemt, som hjemmegående, forsørget af det offentlige (puha da).

Jeg får ind i mellem lyst til, at råbe folk meget meget højt ind i hovedet. Men det gør jeg jo ikke, dertil er jeg alt for ordentlig.

Men netop derfor blev jeg ovenud glad, ja faktisk næsten lykkelig, da jeg blev præsenteret for denne her.

For den sætter hovedet lige på sømmet og beskriver præcist hvordan det er, at være forældre til et barn med særlige behov. Den viser med al sin tydelighed, hvor mange bolde man har i luften, hvor mange ting man skal være tovholder på. Hver eneste dag, år efter år. Og alle bolde/torve er møg vigtige.

Inspireret af ovenstående, har jeg lavet en illustration over vores egen familie- hvor mange torve/bolde, vi skal holde styr på, som forældre til Sigurd.


Selv om jeg jo godt ved, at jeg dagligt forholder mig til virkelig mange ting, blev jeg alligevel overrasket over, præcis hvor mange instanser, vi skal have styr på, når man sådan lister dem op.

Jeg ved godt, at forældre til såkaldte “normale børn” også er max pressede og stressede og at de/I også har rigtig mange ting, der skal holdes styr på. Men jeg vil alligevel våge den påstand, at det er på en helt helt anden og mindre “akut” måde.

Og så skal vi ikke glemme, at man med et barn, med særlige behov, har været tvunget til, at invitere sorgen ind i ens liv. Selv om den nogle gange er i dvale og næsten usynlig, så er den der altid og nogle gange er den frygtelig nærværende og bider virkelig hårdt.
Derudover er der angsten, afmagten og frustrationerne, som er væsentlig anderledes end i familier med “normale børn”.

Ovenstående betyder ikke, at jeg ønsker andre mennesker skal have ondt af mig eller min familie, tværtom.
Det betyder heller ikke, at jeg ikke på mange måder føler mig enormt privilegeret. For det gør jeg bestemt… som fx. tirsdag formiddag, hvor jeg kunne tilbringe min formiddag i sengen, sammen med Sigurd, hvor vi fandt på skøre vers til hjulene på bussen. Det er da fantastisk…… hvis man ser bort fra, at grunden til, at vi overhovedet lå der var, at han startede dagen med (mange) anfald og derfor sov længe og var alt for udmattet til skole.

Det eneste jeg ønsker med dette indlæg er, at beskrive hvordan det også er, at være Sigurd’s mor.

Update fra den tykke på sofaen 

Jeg ved sgu ikke om jeg allerede har fået ammehjerne, om det skyldes mega træthed (havde helt glemt, hvor træt man kan blive, når man ruger et barn i sin mave), om det er stress eller noget helt fjerde. Hvorom alting er, så kan jeg simpelthen ikke samle mig om, at skrive et ordentligt indlæg her på bloggen pt. Jeg er gået i gang flere gange, men det er som om ordene ikke kommer til mig, som om at jeg ikke kan formulere en eneste sætning med substans eller dybere mening.

I stedet får I en hurtig opdate herfra sofaen.

Egentlig er der ikke så meget nyt under solen, tingene er ret meget som de plejer. Vi har stadig lidt for mange aftaler og ting vi gerne lige vil have styr på, inden lillesøster melder sin ankomst, om ikke mange uger.
På tirsdag skal jeg have jobsamtaler med hele 6 ansøgere, der gerne vil arbejde som min hjælper….håber i den grad, at der er en god i blandt.
Faktisk skal vi også have jobsamtaler med 2 ansøgere til jobbet som Sigurd’s ekstra aflaster. Vi har nemlig fået bevilliget ekstra timer i forbindelse med, at han skal være storebror. Det er sgu ret spændende, for det er bare så vigtigt, at vi finder den helt rette.

Og så er der, foruden alt det løse, som blandt andet ophørsudsalg på forevereco.dk, også stadig fuld gang i redebygningen…. synes stadig vi mangler virkelig meget for, at blive helt klar.

Jimmy er i København i weekenden, så Sigurd og mig holder skansen alene….og det har været så hyggeligt. Men jeg er nu ret glad for, at han kommer hjem igen i dag….!

Nu gider Sigurd ikke, at være med til mere sofa hygge…. så jeg må hellere slutte for nu og løbe efter ham.

God søndag og Purple Day fra mig og Mr. Morgenhår.

Farvel forevereco.dk

Du har været god for mig!

Da jeg var gravid med Sigurd, ryddede vi vores ‘walk-in-rum’. Der var ikke længere plads til den slags luksus, nu skulle rummet bruges til børneværelse. Jeg kan huske, at jeg syntes det var en smule vemodigt, samtidig med at jeg glædede mig helt vildt til, at skulle indrette børneværelse.

I denne graviditet er ofret lidt større. Denne gang er det nemlig webshoppen der må ryddes.

Beslutningen har været svær, men det er den rette. For vi får simpelthen ikke den fornødne tid til shoppen, når lillesøster melder sin ankomst…. og vi har heller ikke, på nogen som helst måde, plads til lageret længere.
Jeg har været ret trist over, at den må lukke. Shoppen har betydet rigtig meget for mig, i de år jeg har gået hjemme med Sigurd.
Selv om det uden sammenligning er Jimmy der har lagt flest timer i den, så har jeg jo hele tiden været med, på sidelinjen.
Det har været sjovt, hyggeligt og udfordrende. Faktisk meget mere hyggeligt end jeg havde forventet, for det er jo i den grad noget andet end socialrådgiverfaget, som jeg har været vant til.
Det har, for mig, været en helt fantastisk og uundværlig adspredelse fra epilepsi land. Det meste arbejde har jeg kunnet ligge, når Sigurd har sovet eller haft aflaster. Det har givet mig mulighed for, at tænke på noget helt andet end epilepsi, anfald, medicin og frustrationer.
Men nu skal tiden, energien og pladsen bruges andetsteds.

Vi starter ophørsudsalg på mandag og de næste uger frem. Vi kører efter princippet “hvor længe tør du vente”.

Første uge er der minimum 30% på alle varer i shoppen. Ugen efter 50%, så 70% og til sidst 80% på alle varer.

Nu, hvor vi alligevel skal lukke og slukke, så vil jeg bare gerne have det hele væk, så hurtigt som muligt. Så hvis I alligevel står og mangler nogle lækre øko sager, så hop da lige ind forbi forevereco.dk og køb en masse….fra på mandag er der rigtig rigtig mange penge, at spare og vi skal bare af med det hele! 🙂

Et kapitel slutter og et andet, helt fantastisk, kapitel starter!

foreverECO-logo-final

Redebygning påbegyndt 

Er der overhovedet noget der hedder det, redebygning påbegyndt??

Hvorom alting er, så er vi så småt begyndt at gøre klar til, at vi bliver en mere i familien og dermed en mere beboer i vores, i forvejen, alt for lille hus.
Der er små 7 uger til, at Frk. lillesøster er planlagt til at melde sin ankomst og nogle vil sikkert mene, at vi er i god tid, nogle vil mene det modsatte. For os, eller nok rettere for mig, er det lige tilpas.
Jeg kan ret godt lide, at der er styr på tinge, ellers laver det uro i mit hovede (tja, en smule OCD har vi vel alle sammen i en eller anden grad).
Vi har hentet skab hjemme hos min mor og klasket det ind i vores i tætpakkede soveværelse. Jimmy og min søster har været på loftet og hente Sigurd’s gamle baby tøj ned sammen med en masse skrækkeligt larmende legetøj, noget fint øko træ legetøj (jeg har nemlig været sådan en af de der speltmødre i mange år), ammepude og brystpumpe.

Alt tøjet i str. 62 og 68 er forsvundet. Eller det er det jo nok ikke. Men de kunne ikke finde det og efter lang tids søgen rundt på det rodede loft måtte de opgive. 
Men med en ekstrem købelysten bedstemor og en far og en mor, der har webshop fuld af børnetøj, er jeg helt sikker på, at hun ikke kommer til at mangle noget som helst.

Jeg har været i gang med, at vaske og så har min mor også fået en hel sæk tøj med hjem, som hun vil vaske for os. Og lige det har jeg det faktisk lidt svært med, for der har jeg åbenbart også en smule OCD. Jeg vil helst vaske alt mit tøj selv. Faktisk synes jeg ikke, at der er nogen, der kan gøre det lige så godt som mig, ikke engang Jimmy. Så hjemme hos os er det MIG der står for tøjvasken.
Men jf. mit forrige indlæg, så bliver jeg nødt til, at tage i mod al den hjælp jeg kan få. For min krop er fuld af stress og selv om jeg virkelig har prøvet at slappe af i denne her uge, så er min puls altså stadig alt for høj.

Men nu er vi i gang. I gang med, at bygge rede…igen/på ny og det er der, for mig, noget trygt og meget afstressende ved.
På samme tid kommer familieforøgelsen pludselig meget tæt på og det bliver meget meget virkeligt. Det er helt lige som det skal være.