Update fra den tykke på sofaen 

Jeg ved sgu ikke om jeg allerede har fået ammehjerne, om det skyldes mega træthed (havde helt glemt, hvor træt man kan blive, når man ruger et barn i sin mave), om det er stress eller noget helt fjerde. Hvorom alting er, så kan jeg simpelthen ikke samle mig om, at skrive et ordentligt indlæg her på bloggen pt. Jeg er gået i gang flere gange, men det er som om ordene ikke kommer til mig, som om at jeg ikke kan formulere en eneste sætning med substans eller dybere mening.

I stedet får I en hurtig opdate herfra sofaen.

Egentlig er der ikke så meget nyt under solen, tingene er ret meget som de plejer. Vi har stadig lidt for mange aftaler og ting vi gerne lige vil have styr på, inden lillesøster melder sin ankomst, om ikke mange uger.
På tirsdag skal jeg have jobsamtaler med hele 6 ansøgere, der gerne vil arbejde som min hjælper….håber i den grad, at der er en god i blandt.
Faktisk skal vi også have jobsamtaler med 2 ansøgere til jobbet som Sigurd’s ekstra aflaster. Vi har nemlig fået bevilliget ekstra timer i forbindelse med, at han skal være storebror. Det er sgu ret spændende, for det er bare så vigtigt, at vi finder den helt rette.

Og så er der, foruden alt det løse, som blandt andet ophørsudsalg på forevereco.dk, også stadig fuld gang i redebygningen…. synes stadig vi mangler virkelig meget for, at blive helt klar.

Jimmy er i København i weekenden, så Sigurd og mig holder skansen alene….og det har været så hyggeligt. Men jeg er nu ret glad for, at han kommer hjem igen i dag….!

Nu gider Sigurd ikke, at være med til mere sofa hygge…. så jeg må hellere slutte for nu og løbe efter ham.

God søndag og Purple Day fra mig og Mr. Morgenhår.

Farvel forevereco.dk

Du har været god for mig!

Da jeg var gravid med Sigurd, ryddede vi vores ‘walk-in-rum’. Der var ikke længere plads til den slags luksus, nu skulle rummet bruges til børneværelse. Jeg kan huske, at jeg syntes det var en smule vemodigt, samtidig med at jeg glædede mig helt vildt til, at skulle indrette børneværelse.

I denne graviditet er ofret lidt større. Denne gang er det nemlig webshoppen der må ryddes.

Beslutningen har været svær, men det er den rette. For vi får simpelthen ikke den fornødne tid til shoppen, når lillesøster melder sin ankomst…. og vi har heller ikke, på nogen som helst måde, plads til lageret længere.
Jeg har været ret trist over, at den må lukke. Shoppen har betydet rigtig meget for mig, i de år jeg har gået hjemme med Sigurd.
Selv om det uden sammenligning er Jimmy der har lagt flest timer i den, så har jeg jo hele tiden været med, på sidelinjen.
Det har været sjovt, hyggeligt og udfordrende. Faktisk meget mere hyggeligt end jeg havde forventet, for det er jo i den grad noget andet end socialrådgiverfaget, som jeg har været vant til.
Det har, for mig, været en helt fantastisk og uundværlig adspredelse fra epilepsi land. Det meste arbejde har jeg kunnet ligge, når Sigurd har sovet eller haft aflaster. Det har givet mig mulighed for, at tænke på noget helt andet end epilepsi, anfald, medicin og frustrationer.
Men nu skal tiden, energien og pladsen bruges andetsteds.

Vi starter ophørsudsalg på mandag og de næste uger frem. Vi kører efter princippet “hvor længe tør du vente”.

Første uge er der minimum 30% på alle varer i shoppen. Ugen efter 50%, så 70% og til sidst 80% på alle varer.

Nu, hvor vi alligevel skal lukke og slukke, så vil jeg bare gerne have det hele væk, så hurtigt som muligt. Så hvis I alligevel står og mangler nogle lækre øko sager, så hop da lige ind forbi forevereco.dk og køb en masse….fra på mandag er der rigtig rigtig mange penge, at spare og vi skal bare af med det hele! 🙂

Et kapitel slutter og et andet, helt fantastisk, kapitel starter!

foreverECO-logo-final

Redebygning påbegyndt 

Er der overhovedet noget der hedder det, redebygning påbegyndt??

Hvorom alting er, så er vi så småt begyndt at gøre klar til, at vi bliver en mere i familien og dermed en mere beboer i vores, i forvejen, alt for lille hus.
Der er små 7 uger til, at Frk. lillesøster er planlagt til at melde sin ankomst og nogle vil sikkert mene, at vi er i god tid, nogle vil mene det modsatte. For os, eller nok rettere for mig, er det lige tilpas.
Jeg kan ret godt lide, at der er styr på tinge, ellers laver det uro i mit hovede (tja, en smule OCD har vi vel alle sammen i en eller anden grad).
Vi har hentet skab hjemme hos min mor og klasket det ind i vores i tætpakkede soveværelse. Jimmy og min søster har været på loftet og hente Sigurd’s gamle baby tøj ned sammen med en masse skrækkeligt larmende legetøj, noget fint øko træ legetøj (jeg har nemlig været sådan en af de der speltmødre i mange år), ammepude og brystpumpe.

Alt tøjet i str. 62 og 68 er forsvundet. Eller det er det jo nok ikke. Men de kunne ikke finde det og efter lang tids søgen rundt på det rodede loft måtte de opgive. 
Men med en ekstrem købelysten bedstemor og en far og en mor, der har webshop fuld af børnetøj, er jeg helt sikker på, at hun ikke kommer til at mangle noget som helst.

Jeg har været i gang med, at vaske og så har min mor også fået en hel sæk tøj med hjem, som hun vil vaske for os. Og lige det har jeg det faktisk lidt svært med, for der har jeg åbenbart også en smule OCD. Jeg vil helst vaske alt mit tøj selv. Faktisk synes jeg ikke, at der er nogen, der kan gøre det lige så godt som mig, ikke engang Jimmy. Så hjemme hos os er det MIG der står for tøjvasken.
Men jf. mit forrige indlæg, så bliver jeg nødt til, at tage i mod al den hjælp jeg kan få. For min krop er fuld af stress og selv om jeg virkelig har prøvet at slappe af i denne her uge, så er min puls altså stadig alt for høj.

Men nu er vi i gang. I gang med, at bygge rede…igen/på ny og det er der, for mig, noget trygt og meget afstressende ved.
På samme tid kommer familieforøgelsen pludselig meget tæt på og det bliver meget meget virkeligt. Det er helt lige som det skal være.

På fødegangen

Da jeg vågnede i går morges, havde jeg kvalme og var bare generelt skidt tilpas. Men vi skulle, traditionen tro, holde den årlige fastelavnsfest for familiens børn og deres forældre.
Fastelavnsfesten var sjov og hyggelig. Med søde børn, slik i tønden og fastelavnsboller på bordet. Sigurd blev kattekonge…. nok mest af alt fordi, at hans store kusine forinden havde givet tønden et ordentligt slag.
For en uges tid siden, så Jimmy og jeg et billede af to tykke mænd klædt ud som avokadoer, hvor deres maver stak ud og forestillede avokado sten. Vi syntes det var genialt og tænkte straks, at det måtte kunne fungerer med en gravid mave. Så vi kørte i Panduro Hobby og købte grønt pap for en mindre formue. Jimmy brugte to aftener på, at lave avokado kostume til mig og så var jeg ellers klar til fastelavn, som avokado…. Hmm….altså det var så fint og mega sjovt, men det fungerede bare slet ikke i praksis. Min mave ville ikke rigtig matche det tilpassede hul og så var det bare på ingen måder rart med det der stive pap. Så jeg magtede, at være avokado, i sådan ca. 3 minutter…. imens Jimmy og mine søskende fik taget billeder af mig og børnene. Sigurd syntes det var helt fantastisk og han grinede så meget, da han så mig, at han næsten ikke kunne stå på benene…. af den grund alene var det næsten, men også kun næsten, alle pengene og besværet værd.

Da festen var slut og gæsterne var gået hjem, var min kvalme stadig rigtig slem og nu var jeg også begyndt, at få rigtig mange og slemme pluk veer og jeg havde svært ved, at få luft.
Jimmy skældte mig ud og insisterede på, at jeg ringede til Skejby. Så det gjorde jeg og de ville gerne se mig.
Da vi ikke er så heldige, at have nogen, som vi bare lige kan smide Sigurd af ved, måtte han med. Heldigvis er han vant til hospitaler, læger og blodprøver og han tog det hele i stiv arm. I hvert fald de første 2 timer. Herefter syntes han slet ikke det var sjovt mere og der var heller ikke mere kakao. Så han lagde sig fladt på ryggen og skreg, så højt som han overhovedet kunne.
Klokken var også ved, at være mange og hans frustration var forståelig. Så Jimmy og ham tog hjem og efterlod mig alene i det orange farvede undersøgelsesrum.
Inden de var gået var babyen blevet tjekket og heldigvis var alt godt med hende. Der var ingen tegn på hverken veer eller fødsel og jeg havde heller ikke blærebetændelse.
Men min puls var meget høj og blodtrykket lavt. Det bekymrede dem, særligt da de første blodprøver viste, at jeg heller ikke havde svangerskabsforgiftning.
Så der skulle tages nye blodprøver og så skulle jeg have lavet et EKG. En blodprop i lungerne var det, som de ønskede at udelukke.
Jeg var ikke selv ret bekymret for, at dette skulle være tilfældet. Eller jo lidt, særligt efter jeg googlede det lidt. For det er åbenbart således at en kvindes risiko for, at få en blodprop stiger med 5-10% i de måneder hun er gravid. Risikoen stiger med alderen, særligt efter de 35 år (og jeg er altså 37). Derudover er man i forøget risiko, hvis man har forekomster af blodpropper i den nærmeste familie – tjek, det har jeg. Faktisk har jeg for nogle år tilbage fået konstateret, at jeg har en genfejl, som i forvejen giver mig øget risiko for blodpropper.
Jeg prøvede, at lade være med at tænke alt for meget over blodpropper og prøvede i stedet, at slappe af, som de søde mennesker på Fødegangen havde bedt mig om.

Da der efter et par timer var svar på mine blodprøver, havde jeg fået det lidt bedre. Blodprøverne viste, at jeg har en lidt lav blodprocent og at mine trombose tal var let forøget (trombose siger noget om blodpropper), men ikke mere end det er forventeligt for en gravid i 3. trimester (for trombosetallene stiger åbenbart igennem en graviditet).
Så jeg fik lov til, at tage hjem med ordre om at slappe af og komme igen, hvis det ikke blev bedre med den høje puls, ellers hvis jeg syntes det var tiltagende svært, at få luft.

Selv om jeg aldrig har været rigtig bekymret for blodpropper, så har jeg alligevel haft svært ved, at sove i nat.

Jeg er stresset, rigtig meget faktisk og jeg tror helt bestemt, at det er det, der er årsagen til min utilpashed.
De sidste uger har været vilde med vanvittig mange aftaler og jeg synes aldrig rigtig, at jeg når det jeg gerne vil.
Jeg prøver at passe på mig selv og slappe af, så meget som jeg overhovedet kan. Men faktum er, at Sigurd kun er i skole max 3.5 time om dagen. Dertil kommer, at han har rigtig mange dage, hvor han er hjemme på grund af anfald. Da det er umuligt, at lave ret meget når han er hjemme, så bliver jeg ofte nødt til, at bruge de formiddage, hvor han er i skole på alt muligt andet end lige, at slappe af.

Men det der stresser mig mest er, at der ikke er styr på min hjælper stab. Jeg har lige ansat en ny, har endnu en ny der starter den 20.03, en der er langtidssygemeldt og så skal jeg have ansat endnu en hjælper i fuldtidsstillingen fra maj.
Det er så typisk, at der skal være så meget tumult på den front lige nu, hvor jeg har allermest brug for, at der er ro på. Det har der været længe. Men NU vælter det hele pludselig, fordi folk skal ud, at rejse, læse, flytte etc.

Og så er der alt det omkring Sigurd´s aflaster i forbindelse med min fødsel. Jeg har fået aftalt planlagt kejsersnit på Skejby (fremfor Randers, hvor der normalt laves planlagte kejsersnit) og jeg har fået det arrangeret således, at han er lige ovre på den anden side af gaden (i TrygFondens Familiehus) når jeg skal føde. Jeg ringede til hans socialrådgiver i november, for at være i god tid med ansøgning om ekstra aflastningstimer. Alligvel er der ikke styr på ret meget i den henseende og det er ganske skrækkeligt. Det holder mig vågen om natten og stresser mig helt vildt.
For nogle år siden, faktisk inden vi overhovedet havde talt om flere børn, havde jeg en nat en drøm, hvor jeg drømte, at jeg blev kørt ind på operationsgangen, hvor mit kejsersnit skulle foregår. I dørene foran operationsgangen stod Jimmy, med Sigurd på armen. For vi havde ingen der kunne passe Sigurd og da han jo ikke måtte komme med ind på operationsgangen, måtte Jimmy blive udenfor med ham og så måtte jeg klare kejsersnittet alene. Pludselig bliver denne drøm uhyggelig relevant og jeg tænker jævnligt på den og hvordan jeg havde det i drømmen.
Jeg prøver virkelig, at gøre hvad jeg kan, for at få styr på den situation. Således at Jimmy kan være sammen med mig under kejsersnittet og efterfølgende. Og at Sigurd samtidig er i trykke hænder. Men det er som om der hele tiden bliver ved med, at komme bump på vejen og det fylder mig op af alle mulige negative og stressede følelser.

Øv altså, hvor synes jeg det er skod, at det skal være således!!! Men jeg håber stadig, at der når at komme styr på det hele inden lillesøster melder sin ankomst, for det betyder bare uendelig meget for mig, at jeg ikke skal stresse over det. Jeg vil egentlig bare gerne have ro til, at nyde at blive mor til to.

Den (knap) så søde ventetid

At være gravid med Sigurd, var ret fantastisk og ret nemt. Bevares, jeg var virkelig virkelig træt de første måneder af min graviditet, sådan ala at jeg uden problemer kunne sove til ved 13-14 tiden i weekenderne.
Jeg var mere eller mindre forstoppet alle 9 måneder (virkelig klamt og virkelig nederen) og så var jeg da selvsagt tung og træt de sidste uger, inden han blev født. Et par uger før jeg fødte satte han sig fast i mit bækken, langt nede, således at han roterede, når jeg gik og det gjorde seriøst ondt. Men altså det var det, og det var jo ikke noget, en lille lur på sofaen ikke kunne klare.

Denne her gang… knap 8 år siden sidst, er det en helt anden snak. De 8 år gør selvfølgelig noget ved hele situationen og så tror jeg faktisk ikke, at min grundform var ligeså god inden denne graviditet, som den var før den forrige. Det med, at der yderst sjældent er tid til en lur på sofaen gør også virkelig meget. Men det er bare lidt som om, at der også er alt muligt andet “sjovt” i denne graviditet. Jeg ved, at jeg ikke skal have flere børn (selv om det faktum, nogle dage gør mig så vemodig, at jeg er lige ved at hyle), så det er lidt som om, at jeg da denne gang skal prøve alle de der trælse graviditetsgener. For så har jeg ligesom prøvet det og kan tale med om det, skulle snakken falde på det emne.
Foruden at være virkelig træt, så kan jeg skrive en hel masse andet spas på listen over graviditetsgener denne gang:
Jeg havde i starten af graviditeten virkelig meget kvalme og har også kastet op et par gange. Nu er kvalmen så vendt retur (jeg har googlet mig til, at det er meget almindeligt i 3. trimester). Det er virkelig slemt, faktisk værre end i starten af graviditeten. Jeg kaster dog ikke op, men jeg har til gengæld heller ingen appetit.
Jeg har sådan on and off nogle virkelig nederen hæmorider. Jeg har halsbrand, ret ofte. Jeg har stort set konstant hjertebanken, med en hvilkepuls på omkring de 100. Mit blodtryk er lavt, hvilket bevirker at jeg af og til er svimmel. Jeg har nogle virkelig vilde pluk veer og ligamentsmerter (så slemme, at de nogle nætter holder mig vågen). Og så er jeg mega hormonella og det er virkelig frygteligt. Nogle dage kan jeg nærmest mærke hormonerne raser inden i mig og jeg skal i den grad tage mig sammen for ikke, at være en lorte hystade der enten er pisse teenager sur eller bare et mega tudefjæs.
Og så er jeg bare stor, tung og træt. Selv om de fleste jeg møder siger, at min mave er lille og fin og at de da slet ikke kan forstå, at jeg er så langt henne med den lille mave, så føler jeg mig altså kæmpe stor og besværet. Jeg går ekstremt langsomt og kan heller ikke gå så langt længere. Men det værste er næsten, at det lidt føles som en sportspræstation, at skulle spise eller tage make up på, fordi jeg jo bruger mine ben og skal svinge dem rundt om den nu tykke mave. Jeg trykker luften ud af mig selv ved en simpel tandbørstning og så sidder jeg der og puster og pruster, som en anden hvalros.

Oh yes, jeg er meget meget charmerende pt.…. men det er okay altsammen! For der kommer en baby pige ud af alt besværet. Om et par måneder er den store tunge mave væk, til gengæld er jeg mor til en pige, min datter – og hvor er det bare vildt og helt fantastisk!

Uge 30+2

Freakshow

Fraset en nat med mange opvågninger og at Sigurd startede dagen med anfald (dog kortvarig), så har i dag faktisk været en rigtig dejlig dag.
Solen skinner og jeg sendte en politiudklædt lille dreng i skole, som glædede sig til at fastelavn. Lidt over 3 timer senere hentede jeg samme lille dreng fra skolen, glad og med chokolade i hele fjæset.
Der er næsten ved, at være styr på aflastning til Sigurd på dagen for mit kejsersnit og tiden efter. Og selv om vi ikke har fået det helt, som vi kunne ønske os, så er jeg glad for, at Sigurd har en sød, lyttende og forstående socialrådgiver.

Men alligevel, på trods af alt det gode, så er jeg i pisse dårligt humør i dag. Jeg giver graviditets hormonerne skylden. For selv om de aldrig skal, kan eller må bliver en undskyldning for, at blive en sur og eller hysterisk bitterfisse, så kan vi ikke komme udenom, at de raser lidt mere, de der hormoner, når man gror et menneske i sin livmoder.

Jeg ved faktisk ikke helt hvad årsagen til det dårlige humør er (det er også derfor jeg giver graviditets hormonerne skylden).
Men jeg ved, at jeg i dag var et smut inde i byen for, at hente noget og hold nu kæft, hvor folk glor på mig. Det er jeg jo vant til, grundet de manglende arme. Men nu, hvor jeg er gravid, er det helt slemt. Jeg føler mig fandeme som et helt freak show, når jeg kommer gående og det i sådan en grad, at det faktisk irriterer mig. Jeg ved godt, at jeg tidligere har skrevet, at det er okay, at folk kigger…men det kan (åbenbart) godt blive lidt for meget.

Jeg tror at irritationen skyldes, at det handler om mere end blot mine manglende arme. Nu handler det også om, at jeg har et barn i min mave. Jeg ved, at nogle tænker at det er underligt og at hende den armløse, da ikke kan blive mor (for de ved jo ikke, at jeg allerede er nogens mor). Jeg ved godt, at det handler om uvidenhed og foredomme… Men f#ck altså, det er med at blive betvivlet i sin mor rolle, det er der vel ingen der ønsker, eller bryder sig om.

Jeg oplevede det også, da jeg var gravid med Sigurd. Særligt 2 oplevelser husker jeg tydeligt.
1: Jeg var ude og købe ind, da jeg blev stoppet af en kvinde, der på en eller anden måde var mentalt retarderet. Hun fortalte mig, at jeg var gravid og at det kan man ikke, for man kan ikke blive mor, når man ikke har nogle arme. Hmm…. hun er undskyldt og jeg forstår hendes sort-hvide tankegang. Men “problemet” var de 3-4 gamle damer, som stoppede op og lyttede til mit svar. For de havde utvivlsomt tænkt samme tanke, som den mentalt udfordrede kvinde.
2: Et par uger efter Sigurd var blevet født, var Jimmy og jeg ude at gå med barnevogn og hund. En gammel mand, som bor i vores nabolag og som jeg tit talte med, stoppede os og sagde, “Nå, jamen så har du fået et barn. Jeg havde godt nok tænkt på, at du var blevet noget tyk om maven på det sidste. Men tænkte, at det jo ikke kunne passe, at du skulle være gravid, for du har jo ingen arme.”.
Den er sgu svær, for hvad skal man svare?
Jeg ved jo godt selv, at jeg er en ligeså god mor, som alle mulige andre….. det ændre et par arme ikke på, men den rammer mig alligevel lidt, i hvert fald nogle dage.

Jeg er desværre ikke overbevidst om, at folk på sigt bliver mere fordomsfri i forhold til alt det der er anderledes. Jeg har igennem årene mødt RIGTIG MANGE fordomme. Og jeg oplever også en kæmpe stor berøringsangst, med folk der ikke tør spørge og som er pisse bange for, at jeg bryder sammen i akut gråd, hvis deres børn kommer til, at sige højt “at damen ikke har nogle arme”.

Jeg er ikke så indbildsk, at jeg tror, at min lille bitte blog kan ændre eller rykke en skid. Men hvis jeg kan oplyse og nedbryde fordomme hos bare én person, så vil jeg være glad og stolt.

Nu vil jeg putte mig ind i sengen med min mini politimand og se Bamse´s Billedbog på repeat…. måske det lige er det, der skal til, for at løfte mit humør.

Post vinterferie indlæg

Tiden flyver og jeg flyver med.
Min kalender siger, at det er 9 dage siden jeg sidst har skrevet et indlæg her på bloggen. Samme kalender fortæller mig, at jeg skal føde om lidt over 2 måneder….. fu#k, det er altså sådan lige om lidt og jeg har 1000 ting jeg skal nå inden!!!

De sidste 9 blogfrie dage har vi holdt vinterferie hjemme hos os.
Sigurd har, som vanligt, haft et par elendige dage. Men overraskende nok har han også haft nogle rigtig gode dage. Så vi har udnyttet de gode dage til fulde. Vi har været i Odense Zoo, hvor Sigurd uden sammenligning var mest imponeret af tigerne. Han har været med på café, hele 2 gange og så har han været med ude og køre bus.
Han er meget meget fascineret af busser og spørger ofte om vi ikke skal køre bus. Men der er mange mennesker og meget stimuli i sådanne busser og det kan give anfald, så det er desværre sjældent, at vi køre bus med ham. For det er både frygteligt upraktisk og besværligt med anfald i en bus.
I lørdags havde han en sjældent god dag, så vi tog chancen og tog bussen ind til byen og retur. For Sigurd har det utvivlsomt været ugens højdepunkt. Han var lykkelig!

Herudover har jeg været ude og spise god mad hele 2 gange i ugen der gik. Og så har jeg været i Ikea (det skal man lade være med, når det er ferie, for hold nu op der var mange mennekser) og så har jeg været ved jordemoder, som sagde at jeg har lidt for mange pluk veer og skal prøve, at slappe mere af. Hmm…. pis altså, det er virkelig svært. For det første fordi Sigurd og vores kalender sjældent tillader det og for det andet, så er jeg ikke sådan en der er ret god til, at slappe af. Men jeg tænker over det og det meste af eftermiddagen og aftenen brugte jeg på sofaen i går…. så kan jeg ikke gøre det ret meget bedre. 

Nu er en ny uge sparket i gang og selv om den er fyldt med aftaler og møder, så kan den bare komme an. Jeg er klar!

Vil I være med

….til at donere?

Ih altså, lige i dag gad jeg godt, at være en af de der store blogger, med rigtig mange læsere og stor indflydelse.
Normalt er jeg ganske tilfreds med mine ca. 200 visninger pr. indlæg. Samt når jeg ind i mellem, mere eller mindre tilfældigt, får skrevet noget der er tilpas vigtigt, kløgtigt eller vittigt, og en del flere læser med.
Dette indlæg må gerne være et af dem med mange læsere, for jeg synes emnet er vigtigt.

Det handler nemlig om TrygFondens Familiehus og hvordan man kan hjælpe/donere til dette vigtige sted.

Som jeg vist har nævnt tidligere, her på bloggen, boede Sigurd og jeg i TrygFondens Familiehus i forbindelse med Jimmy´s bypass operation. Nu har Sigurd fået lov til, at holde endnu en “mini-ferie” i det fantastiske hus. Denne gang i forbindelse med, at jeg skal have kejsersnit.
Det gav dengang, i forbindelse med Jimmy´s operation, så meget ro til vores familie og det samme gør sig gældende denne gang.
Det giver mig en enorm tryghed, at vide at mit drengebarn er lige ovre på den anden side ad gaden, når jeg skal føde hans lillesøster.

TrygFondens Familiehus er et helt fantastisk og rummelig hus, på alle mulige måder. Det ligger fysisk lige over for børneafdelingerne på Skejby Sygehus og har til formål, at huse familier til langtidsindlagte børn (og selv om vi ikke hører under denne kategori, har vi altså også været heldige, at få lov til, at booke et værelse, af nu to omgange).

Det er en enorm stor belastning for en familie, når et barn er sygt og skal være indlagt, særligt når det drejere sig om en indlæggelse af længere varighed. Derfor er TrygFondens Familiehus helt genialt. Huset skaber på fineste vis nogle trygge og hjemmelige rammer, så familien til det indlagte barn, kan være tæt på. Det sker også, at de indlagte/syge børn er med deres familie ovre i Familiehuset, så de kan få et afbræk fra den til tider triste hospitalsverden.

I går var vi på besøg i Familiehuset. I den forbindelse gav den daglige leder Vinni (som faktisk var Sigurd´s sygeplejerske, da han var helt lille og debuterede med epilepsi) os en rundvisning i den nye del af Familiehuset. Det er nemlig sådan, at Familiehuset har udvidet med 10 ekstra værelser.
Da jeg så TrygFondens Familiehus første gang, var jeg ovenud imponeret og jeg må sige, at jeg ikke er blevet mindre imponeret. Det ER altså et helt fantastisk hus, hvor der virkelig er tænkt på detaljerne.

Foruden de private og ret lækre værelser med eget badeværelse rummer huset 1 (snart 2) store fælles køkken(er), fællesrum med legerum, et mindre legerum, hvor man kan booke tid og være alene med sit barn (som jo er perfekt, hvis man fx. har et barn med svækket immunforsvar), derudover er der et film område, et musik-rum (som Sigurd var helt vild med, særligt trommerne), et spa-rum, et motionsrum, et it-rum, et vaskerum og en kæmpe stor legeplads.

Den nye del af TrygFondens Familiehus forventes at være helt færdig i starten af april og den bliver officielt indviet af Prinsesse Mary i slutningen af april.

Øget efterspørgsel har gjort den nye tilbygning nødvendig, men en sådan er jo selvsagt ganske dyr og det er her, jeg mægtig gerne vil råbe Jer lidt op. For TrygFondens Familiehus er 100% afhængige af støtte fra sponsorater, fonde, legater samt private donationer.

Af hensyn til de, i forvejen ofte pressede familier, der bor i Familiehuset i kortere eller længere perioder, betaler man kun 100 kr. pr. overnatning.
De faktiske udgifter for de enkelte værelser er mellem 500-600 pr. døgn (har jeg læst mig til på deres hjemmeside) Derfor er økonomiske donationer til drift, husholdningsartikler, inventar, legetøj, vedligeholdelse osv. helt nødvendige for, at Familiehuset kan eksistere.

Herhjemme er vi selvsagt ovenud taknemmelige for, at TrygFondens Familiehus findes og at vi nu igen får lov til, at benytte det.
Så derfor har vi selvfølgelig doneret et par håndøre til dette helt fantastiske hus og det håber jeg også, at bare en enkelt eller to (eller en hel masse) af Jer også kunne have lyst og overskud til at gøre (hvert beløb tæller, stort som småt).

Som det ses af nedenstående billede kan I kan donere på følgende måder:

Via bankoverførsel: Reg. nr. 9362 konto nr. 000 74 74 393 (Husk cpr. nr. og navn / for virksomheder CVR nr.).

Mobilepay: Tlf. nr. 30 92 23 04 (Husk cpr. nr. og navn / for virksomheder CVR nr.).

Det er vigtigt at I oplyser navn og cpr. nr (CVR nummer for virksomheder). Alle oplysninger bliver behandlet fortroligt og gives udelukkende videre til SKAT.

Og så ellers rigtig dejlig lørdag til Jer 🙂

Han kan altså noget, min dreng

Den 6. januar i år, var det præcis 1,5 år siden Jimmy blev opereret (hvilket jeg slet ikke forstår, for jeg synes slet ikke det er så længe siden. Tiden står stadig fuldstændig klar i min hukommelse…. Måske fordi det var en ret vild tid!).

På dagen, hvor han kom hjem fra hospitalet (og direkte ind i sin sygeseng midt i vores stue), var Sigurd og mig ude og købe ind. Vi talte om, at vi skulle købe en blomst til far (altså Jimmy) fordi han var kommet hjem fra hospitalet.
Sigurd fandt en basilikum og insisterede på, at det var lige netop dén “blomst” hans far skulle have. Så det blev selvfølgelig den vi købte og Sigurd overrakte stolt “blomsten” til sin far, da vi kom hjem.

I dag var Sigurd, Jimmy og jeg ude at købe ind. Vi skulle have blandt andet have en basilikum og Sigurd insisterede igen på, at det var en blomst. Da basilikum-blomsten kørte hen af varerbåndet fortalte Sigurd mig, at den der basilikum altså var en blomst og at den var til hans far.
Da den var købt og betalt bar han den stolt ind i bilen. Da vi kom hjem kunne han knap nok nå, at få sko og jakke af, før Jimmy skulle have sin “blomst”.

Søde søde dreng altså, med den vilde hukommelse. Der er så mange ting han ikke kan, men der er heldigvis også rigtig mange ting, som han kan og gør.

Tiltrængt weekend

Denne uge har været en smule mere presset end vanligt. Dog har den (desværre) ikke været helt ekstraordinær, for ind i mellem sker det, at vi har sådanne uger, som er lidt marathon agtige, med alt for mange aftaler.

Hvis nogen skulle undre sig over, hvad jeg mon bruger tiden på som hjemmegående på tabt arbejdsfortjeneste, så beskriver nedenstående ganske glimrende, hvad jeg (også) bruger tiden på og hvorfor et arbejde vil være helt umuligt pt.

Mandag: Dagen startede faktisk midt om natten med virkelig mange og voldsomme anfald. De fortsatte op af formiddagen og umuliggjorde al søvn. Da der endelig kom ro på anfaldende ved middagstid faldt Sigurd i søvn og det samme gjorde jeg. Det meste af mandag blev således tilbragt i sengen.

Tirsdag: Sigurd var fortsat meget træt, anfaldspræget og nu også mega snottet. Så jeg måtte igen ringe til skolen og melde ham syg. Herefter tilbragte vi formiddagen i sengen (igen).
Tirsdag eftermiddag havde Sigurd besøg af sin aflaster og jeg brugte al aflastningstiden på hospitalet, hvor jeg besøgte min gamle mormor, som dagen forinden desværre var blevet indlagt med en blodprop i hjernen. Hun er dårlig og lægerne kan ikke sige noget om, hvilken vej det går med hende. Men ét er sikkert, hun kan ikke komme hjem i sit eget hus og bo igen. Når sådan noget sker, må familien træde til og det betyder, at der har været en masse der skulle findes ud af i forbindelse med hende. Det er trist, men desværre ikke uventet med en kvinde på 90 år.

Onsdag: Sigurd var stadig meget snottet, men havde det bedre. Så han kom i skole, fra kl. 09.20-12.20. Herefter kørte vi direkte mod epilepsihospitalet i Dianalund. Blev indlogeret på patienthotellet og fandt herefter noget mad.

Torsdag: Opvågning i outlaw Dianalund. Morgenen og formiddagen gik med blodprøver, lægesamtale og diverse på epilepsihospitalet. Kl. 11.30 slap vi endelig ud og kunne tage turen retur til Aarhus. Torsdag eftermiddag og aften brugte Sigurd på at skrige, fordi han var træt. Så han kom tideligt i seng og endelig kunne vi slappe lidt af.

Fredag: Tideligt op, Sigurd var træt og svær at vække. I virkeligheden burde han have haft lov til, at sove længe, men han havde en vigtig samtale på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center, så der var ikke så meget at gøre. Mødet på BUC klarede han fint. Men nu efterfølgende er han BRUGT!! Han har ligget inde i sengen i 3 timer, men kunne ikke falde i søvn.
Lige nu sidder han bag ved mig og råber, at han har det dårligt. Det har han sikkert også. I morgen er det heldigvis lørdag, helt uden planer, så kan han forhåbenligt få ladet lidt op.

Som jeg skrev ovenstående gik mødet på BUC godt og Sigurd er nu tilknyttet endnu et hospital.
Foruden epilepsihospitalet Filadelfia er han også tilknyttet
AUH, Nørrebrogade i forhold til sine fødder,
AUH, Skejby i forhold til det akutte og alt det løse og nu også
BUC, i forhold til udredning.

Han er henvist og nu også tilknyttet BUC på grund af mistanke om både noget autisme og generel opmærksomhedsforstyrrelse.

På vej hjem i bilen kom jeg til at tænke på, hvor ulykkelig jeg blev i starten, da Sigurd var helt lille, når han fik påklistret en diagnose eller der var mistanke om diagnoser eller at alt bare ikke var, helt som det skulle være.
Nu er det ligesom bare hverdag og det påvirker mig ikke længere lige så meget. Der skal da ikke herske nogen tvivl om, at jeg ville ønske, at han var et helt almindelig main stream barn. Det ville unægtelig gøre tingende meget meget nemmere, for både ham og os. Men det er han ikke. Han er noget helt særligt og det er okay, for han er faktisk ret så dejlig, diagnoser und alles.