Mine forældre har gjort det godt

Jeg er vokset op i en såkaldt kernefamilie, med mor, far og to søskende – en storesøster og en lillebror.
Mine forældre blev senere skilt, da jeg var 21 år, hvilket var det helt rigtigte, for dem.

Når jeg tænker tilbage på min barndom er der flere ting, som jeg synes, at mine forældre kunne eller burde havde gjort anderledes, bedre eller smartere.
Men jeg er ikke et sekund i tvivl om, at de har gjort det bedste de kunne og at mine søskende og jeg altid har været elsket.

Der er selvfølgelig også mange ting, som de har gjort helt perfekt og lige som de skulle.
En ting, som jeg synes de har klaret ret godt, er måden hvorpå de har tacklet, at være mor og far til et barn med et handicap, nemlig mig.

Jeg ved, at jeg er født som et robust og viljestærkt menneske, men mine forældre har uden tvivl styrket begge dele. De har aldrig et eneste sekund pakket mig ind i vat. I stedet har de styrket mine kompetencer og dermed boostet både min selvtillid og mit selvværd.
Jeg har aldrig følt mig anderledes end mine søskende, eller mere eller mindre værd, for den sags skyld. Jeg har fået akkurat ligeså meget kærlighed og skæld ud som dem.
Jeg har altid fået at vide, at jeg kunne hvad jeg ville og selv om nogle ting, måske nok tog længere tid og var mere besværgeligt for mig, så havde jeg også pligter og ting jeg skulle gøre, helt på samme måde som mine søskende.
Da det blev tid til, at jeg skulle meldes ind i skolen, i midt 80´erne, lå det ligesom i kortene at jeg skulle på specialskole. Men det ville min mor ikke høre tale om, så hun gik op på den lokale folkeskole og forlangte, at jeg blev skrevet op der. Så det blev jeg.
Efter folkeskolen startede jeg i gymnasiet. Jeg kan huske at min studievejleder var meget imponeret over, at havde truffet det valg, hvilket jeg slet ikke forstod. For hvis jeg ikke skulle gå i gymnasiet, hvad skulle jeg så?

Efter et par sabbat år startede jeg på socialrådgiveruddannelsen og da jeg blev færdiguddannet, fik jeg arbejde som familierådgiver. Jeg har aldrig overvejet, at det skulle være anderledes, selvfølgelig skulle jeg tage en uddannelse og blive selvforsørgende. Det kunne ikke være anderledes. Heller ikke selv om jeg som 18-19-årig fik tilbudt en førtidspension, hvilket jeg var og stadig er fuldstændig uforstående overfor. Det blev et pænt nej tak hertil.

Selv om min mor sørgede for, at jeg kom i en almindelig folkeskole og at hun (og min far) bestemt var fans af, at jeg efterfølgende fik en studentereksamen, så ved jeg faktisk, om de havde forventet, at jeg ville få en uddannelse. Med tiden vidste de selvfølgelig, at det var den vej det gik. Men jeg ved ikke, om de havde set den komme, da jeg blev født og til alles overraskelse var armløs.

Men en ting ved jeg og det er, at mine forældre ikke havde regnet med, at jeg ville give dem nogle børnebørn. Det er egentlig lidt underligt, set i lyset af, at de altid har fordret, at mit liv skulle være så normalt som muligt. Men jeg ved, at min mor på et tidspunkt, har sagt til Jimmy´s mor, at jeg aldrig nogensinde ville få børn.
Men der blev de så klogere. For ud af deres (indtil videre) 4 smækre lækre børnebørn, så har jeg altså lavet 2 af dem og det er jeg ærligt talt ret glad for!

Mine forældres børnebørn og dermed mine og mine søskendes børn – Sigurd, Sara, Sia og Vilma.

Fik stillet min nysgerrighed

i forhold til, hvorfor jeg pludselig havde så mange besøgende i går.

En sød læser, Katrine, gjorde mig opmærksom på, at der var en tråd på min-mave.dk, hvor en armløs gravid kvinde søgte gode råd. I den forbindelse blev min blog blevet nævnt et par gange og mig og bloggen blev beskrevet med så pæne ord, at jeg blev både stolt og glad, helt ind i hjertekuglen!

Jeg læste straks hele tråden, for jeg anede faktisk slet ikke, at der fandtes andre armløse kvinder i Danmark, på min alder. Jeg har altid fået at vide, at jeg var unik – ha ha ha, det er jeg så måske ikke helt alligevel.

Som skrevet, så søgte den armløse kvinde gode råd i forbindelse med, at være gravid og armløs. For selv om de manglende arme egentlig ikke var en udfordring for hende, så var hun alligevel en smule udfordret nu, hvor der pludselig var en stor mave, som er en smule i vejen, når man skal bruge benene til alt…… Og gud, hvor kan jeg huske det. Særligt den sidste uges tid, inden jeg fødte Vilma var jeg ved, at blive helt hysterisk over alle de ting, jeg pludselig havde meget svært ved.

Det første svar hun fik var fra en kvinde, der ville vide hvorfor hun dog havde valgt, at få et barn, når hun har så stort et handicap.
Hmm……. det er jo ren og skær uvidenhed og det gav mig endnu lyst til, at skrive her på bloggen og råbe op, til alle der har lyst til at lytte, at det altså ikke behøver at være et stort handicap, at mangle sine arme.

De øvrige kommentarer, på tråden, var søde, sjove og gode, heldigvis! Der var rigtig mange spørgsmål til den armløse kvinde, for folk er jo nysgerrige på alt det de ikke kender til. Den armløse kvinde var god til, at svare og derfor var der mange, der blev klogere på livet som armløs.

Og jeg blev klogere på, hvorfor min blog pludselig havde så mange besøgende og det var ret fantatiske, for jeg var en smule ved at gå til af nysgerrighed. Jeg blev også klogere på, at der åbenbart er flere der læser min blog, end jeg lige gik og regnede med. For jeg var ærligt talt ret overrasket over, at der var hele to forskelige der anbefalede, den armløse kvinde, at læse min blog.

Hvem er I

og hvor kommer I fra??

Hvis det ikke var for ham jeg er gift med og det faktum, at vi indtil for et par måneder siden havde en webshop, så havde jeg nok ikke ret meget styr på alt sådan noget med statistikker. Statestikker i forhold til hvor mange besøgende der er her på siden, hvor mange hits de enkelte indlæg har og så videre.

Det tænker jeg, at de rigtige blogger har og det er jo egentlig ret fornuftigt, men altså jeg har det kun i kraft af manden min og den tidligere webshop.

Mine indlæg har i gennemsnit et par hundrede visninger.
På en gennemsnitlig dag, hvor jeg ikke har skrevet indlæg, har jeg ca. 10-15 besøgende.
I dag har jeg ikke skrevet noget indlæg (før nu) og alligevel vælter det ind med besøgende.
Da jeg stod op efter at have puttet først det ene barn og så det andet, kunne jeg se at der var 14(!!!!) online og jeg har haft lige over 200 besøgende i dag!
Yeay, det er jo helt vildt fantastisk! Men også lidt underligt, for det er langt fra normen her på min lille blog.

Så hvor kommer I fra, alle Jer der pludselig besøger min blog???
Hvis I vil skrive en kommentar og fortælle mig, hvordan I har fundet frem til mig, så vil jeg blive så glad 🙂

På forhånd tak og rigtig god søndag til Jer!

Hverdagen er god og grum

De sidste par måneder har ret mange af mine indlæg omhandlet babylykke, ammebryster og kærlighed. Alt dette fylder heldigvis stadig en stor del af vores hverdag herhjemme.

Men alt er jo desværre ikke pink glimmer og lykke. For der er også en anden hverdag, en hverdag der er knap så dejlig og hyggelig.

Der er også en hverdag, hvor vi har fundet ud af, at Jimmy slet ikke kan afholde al den barsel, vi havde regnet med og hvor vi har brugt virkelig meget tid på, at finde ud af, hvad fanden vi så gør.

En hverdag, hvor to af mine hjælpere har sagt op og hvor jeg derfor har brugt ca. 5 timer, den sidste uges tid, på, at afholde jobsamtaler (og i forlængelse heraf, snart skal oplære og forholde mig til nye hjælpere – igen).

En hverdag, hvor Sigurd har 7 ugers sommerferie uden nogen former for pasningstilbud og hvor hans aflastere har sommerferie. Og hvis nogen skulle være i tvivl, så er det seriøst hårdt – for både ham og for os.
Jeg elsker ham uendeligt. Han er sød, sjov, skøn og dejlig. Men han kan også være virkelig anstrengende, at være sammen med. Jeg ved godt, at det er en virkelig grim ting, at skrive om sit barn. Men det er sandheden.
Hans mange anfald, hans mentale retardering og opmærksomhedsforstyrrelse fylder ekstra meget, når der ikke ind i mellem er nogen, der kan aflaste og tage over, bare lidt.
Der er så mange ting, som han ikke kan eller ikke forstår og det føles lidt som om vi både skal være, hans forældre, legekammeratter, pædagoger, lærer, talepædagog og fysioterapeut. Nu mere end vanligt. Fordi det er non stop, hver dag, hele dagen, i 7 uger!!

Hverdagen er god og grum og alt midt i mellem.

Ovenstående tager mere af min tid og energi, end jeg kunne ønske det. Men det skal og må ikke overskygge alt det gode. Heller ikke selv om det ærger mig, at jeg ingenlunde får skrevet alle de indlæg, som jeg gerne vil.

Disse fire billeder er et lille udpluk af vores hverdag, som den også har set ud, de sidste par uger.

Når mor og far er uenige

Det fylder forsvindende lidt i vores hverdag og jeg tænker sjældent over det, for jeg kan jo ret mange ting selv – med mine fødder. Men de manglende arme giver mig naturligvis nogle begrænsninger, hver eneste dag.
Jeg kan fx. ikke tage en varm lasagne ud af ovnen, støvsuge eller slå græsset. Men det er ærligt talt helt okay.
Men jeg kan heller ikke løfte Vilma, tage hende op når hun græder, tage hende med ud at købe ind (bare hende og mig), eller gå en tur med hende i barnevognen. Og det er til gengæld slet ikke okay. Det bliver det selvfølgelig nødt til at være. Det er et vilkår, som jeg har kendt til allerede inden jeg blev mor første gang, for snart 8 år siden.

Vilkår eller ej, så er det pisse frustrerende – nogle dage mere end andre.
Denne uge har det været temmelig frustrerende. For begrænsningerne betyder, at jeg ikke altid kan være så tæt på eller så meget sammen med Vilma, som jeg ønsker det. I hvert fald, hvis jeg ikke hele tiden har en hjælper rendende i røven af mig. Men det kan jeg ikke, for så vil jeg gå i stykker. Og lige der har jeg måske ikke accepteret mit handicap, sådan 100%.

Denne uge har jeg været mere væk fra Vilma end ønskeligt, for både hende og jeg.
Det betød at hun i går aftes skreg fra klokken 18-24, fraset når hun havde et af mine bryster i munden. Ved midnatstid gik vi i seng, hende og jeg og efter en kort amning faldt vi i søvn under samme dyne helt tæt. For det havde vi brug for.

I dag skulle jeg have jobsamtaler med nye hjælpere (suk).
Sigurd havde besøg af sin aflaster i samme tidsrum og derfor sagde Jimmy:
“Jamen så tager jeg Vilma med ind til byen, i de timer hvor du har samtaler.”

Hmm….. det syntes jeg ikke var en spor god idé. For jeg havde brug for, at hun var her, sammen med mig.

“Du begrænser mig.” Sagde Jimmy.
“Du har alligevel samtaler, så hvorfor kan jeg ikke være sammen med vores datter imens?”. Sagde han lige bagefter.

Den er jo svær at svare på, uden at lyde som en total hønemor og det ønsker jeg ikke at være. Det tror jeg ikke, at der kommer ret meget godt ud af.

“Jamen jeg har bare brug for, at hun er her.” Sagde jeg og mente det. For selv om Jimmy er præcis lige så betydningsfuld i vores børns liv, som jeg er, så synes jeg altså, at jeg er marginalt vigtigtigere for Vilma, så længe hun er så lille. Med Sigurd står den fuldstændig lige. Men med Vilma er den der ikke helt endnu. For det bare ikke ret lang tid siden, at hun voksede inde i min mave. Hun har knap nok fundet ud af, at hun er et selvstændig individ og ikke blot en del af mig. Jeg ammer hende og betyder derfor i høj grad tryghed og et helt særligt nærvær for hende.

Vi talte videre og han sagde:
“Du vælger også, at begrænse dig selv. Du kan jo bare tage en hjælper med ud og gå med barnevognen.”
……..
“Det er sgu da bare OVERHOVEDET ikke det samme!”, sagde jeg i et temmeligt irriteret toneleje.
For jeg følte slet ikke, at han forstod mig. For det er bare slet ikke det samme!!! Så så man lige min hjælper slentre en tur med barnevognen, imens jeg kunne komme haltende ved siden af.
Fuck nej, så vil jeg hellere være fri. Så bliver vi sgu hjemme! Så kan det godt være, at jeg begrænser mig selv. Men der går (min) grænse. For hvad skulle Vilma og jeg få ud af det?

Han er far og jeg er mor. Vi vil aldrig komme til at se ens på alle ting. Han vil ikke altid kunne forstå mig og omvendt. Det er faktisk helt okay. Selv om det er udfordrende og ind i mellem pisse irriterende, så er det okay og helt som det skal være.

Jeg havde jobsamtaler, Sigurd var sammen med sin aflaster og Vilma og Jimmy var inde i byen og det var okay, altsammen.

Da Jimmy og Vilma kom hjem, var jeg færdig med mine samtaler. Vilma blev ammet og efterfølgende faldt hun i søvn, med hænderne på madpakkerne – trygt og godt.

Når man kender priserne

Sigurd er en lille småtspisende prut, der vokser meget langsomt. Hans vinterjakke har han kunnet passe i 2 år og lur mig, om han ikke også kan passe den til vinter igen…. ellers har jeg en større på lager, fra dengang vi have shoppen.

Vilma derimod er en storspisende lille brumbasse, der vokser helt vildt hurtigt. Sidst vi havde besøg af sundhedsplejersken havde hun taget 1,5 kg på og vokset 3 cm. på en måned!! Det betyder, at jeg netop har måttet skifte hendes garderobe ud for 3. gang siden hun kom til verden, for lidt over 2 måneder siden.

Selv om jeg syntes, at jeg havde hamstret godt og grundigt, da vi stadig havde shoppen og jeg dermed havde mulighed for, at købe til indkøbspris (som jeg har været så heldig, at kunne til Sigurd de sidste 3 år), så er der allerede nu ting, som vi mangler til Vilma. For jeg har ikke fået købt body´er nok og hun mangler nogle t-shirts og kunne også godt bruge nogle flere sokker!

Og her opstår problemet… for jeg er i løbet af de sidste 3 år blevet vant til, at købe super lækkert kvalitets øko tøj – til indkøbspris. Men den mulighed har jeg ikke længere og det er sgu da pisse træls!
Jeg vil rigtig gerne have, at mine børn fortsat har lækkert øko tøj. Både for deres skyld, men i lige så høj grad for miljøets skyld. For bomuld bondens skyld og for de mennesker, der har produceret tøjet.

Men altså, når man ved hvad tøjet koster i indkøb og har været vant til, at købe det til den pris, så er det faktisk ret svært, at gå tilbage til almindelige priser. Sådan virkelig svært!
Jeg ved at det er et kæmpe luksus problem og så meget et first world problem, at jeg næsten er ved, at kaste lidt op over mig selv.
Men altså, det her kommer nok til, at tage mig lidt tid, at vende mig til almindelige butikspriser igen.

Bunken af tøj, som jeg købte ind til Vilma, da der stadig var mulighed for indkøbspriser 🙂

TBT: Dengang jeg fik en falsk tatovering

Efter mit forrige indlæg, har et par stykker af Jer efterspurgt historien om dengang jeg endte op med en forkert tatovering.

So here it goes….

Første gang jeg var inde i en tattoo biks, var jeg 19 år. Men da jeg ikke havde noget ID med mig og tatovøren ikke troede på, at jeg var over 18 år, fik jeg ikke en tatovering den dag, heldigvis.
Men jeg kunne ikke slippe tanken om, at få en tatovering. Det skulle dog ikke være hvilken som helst tatovering. Det skulle være en tatovering der betød noget for mig.
Og selv om jeg engang, for mange år siden, havde noget med frøer (???), så er jeg alligevel lykkelig for, at min første tatovering ikke blev en kæmpe stor fuldfarvet frø, som jeg havde planer om, at få lavet, da jeg var i starten af mine 20´er.

I stedet blev min første tatovering 2 helt enkle hjerter – et hjerte for Jimmy og et hjerte for Sigurd. Den sidder på min ene fod og jeg er super glad for den.

Et par år efter første tatovering, var det tid til, at få lavet endnu en.
Det var meningen, at det skulle være en stregtegning – gerne sådan lidt juvenil, af en sommerfugl. Stregen skulle være tynd og lilla, fordi den lilla farve, sammen med sommerfuglen, er symbolet for bekæmpelse af epilepsi / Dravet, på samme måde, som den pink sløjfe er det for brystkræft.
Foruden symbolikken i forhold til epilepsi, har sommerfuglen en hel masse andre betydninger/ symbolikker, som gjorde at det føltes helt rigtig, med en tatovering af en sommerfugl.

Nå, men jeg havde bestilt en tid og tog, sammen med min svigerinde, spændt ind til byen, for at få lavet tatoveringen.
Tatovøren tegnede et par sommerfugle og jeg valgte den, som jeg bedst kunne lide.
Min intention var, at få lavet sommerfuglen, helt uden farve – eller jo stregen skulle jo være lilla. Men der skulle under ingen omstændigheder være farve inde i tatoveringen, altså i sommerfuglens krop og vinger (giver det mening??).
Tatovøren fik mig dog overtalt til, at der skulle være lidt lilla skygge inde i sommerfuglens vinger. Hvordan han kunne få mig overtalt til det, aner jeg ikke – synes faktisk det er ret underligt, eftersom jeg uden sammenligning er mest til helt enkle tatoveringer.

Well, han gik i gang med at tatovere mig og jeg kan huske, at jeg på et tidspunkt tænkte, at det da var underligt at det kunne tage så lang tid, at lave en streg med lidt skygge.
Min svigerinde og jeg talte og talte og på et tidspunkt sagde min hun, “Øhhh Malene, den skulle da ikke være helt farvet, skulle den?”

Mig; “NEJ, den skulle den bestemt ikke – ER DEN DET??”.
Tatovør: “Ja… jamen det troede jeg da den skulle!”. I det samme bliver han fuldstændig hvid i hovedet og begyndte, at svede som en gal!!!

Han fortalte mig, at han stort set var færdig og spurgte om han skulle fortsætte. Ja, det blev han jo sådan næsten nødt til. For selv om jeg slet ikke havde noget ønske om, at have en fuldfarvet sommerfugle på min ene skulder, så syntes jeg alligevel, at en ikke-færdig tatovering var værre.

Stemningen blev herefter lidt underlig anspændt og den stakkels tatovør mand, så næsten ud som ham, at han skulle kaste lidt op.

Endelig blev vi færdige og jeg kunne komme op og se den mislykkede sommerfugl i et spejl.
Tatovøren var stadig noget presset og jeg fik ærligt talt en smule ondt af ham.
Men som jeg sagde til ham (for at opbløde stemningen en smule), så bliver tingende ikke altid, som man forventer det/håber på og det er der sådan set også lidt symbolik i.

Den er virkelig ikke pæn….alligevel lavede han tatovering nr. 3 på mig ca. 6 måneder senere. Denne gang helt uden fejl og misforståelser.

🙂

Perfekt uperfekt

På det her billede har Vilma netop gylpet ud over sig selv.
Sigurd´s hår trænger til at blive klippet.
Mine briller er skæve og mit hår er uglet rundt, fordi Sigurd øjeblikket inden havde givet mig en kæmpe krammer, sådan mest oppefra og rundt om mit hoved.
Jeg viser alt for meget bryst, fordi jeg ikke gad finde en bluse efter endt amning.
Faktisk er min tatovering også helt forkert (men det er en helt anden historie, der handler om at jeg aldrig har set en mand blive så hvid i hovedet, så hurtig, som da det gik op for ham – og mig, at vi havde misforstået hinanden og at han havde lavet min tatovering helt forkert).

Men på trods af alt det uperfekte, så er alt ved det her billede helt perfekt.
For det er ægte, det viser hverdagen, som den (også) ser ud hjemme ved os, men vigtigst af alt så er det fuld af kærlighed og det minder mig om, hvor heldig jeg er – her midt i al det uperfekte!

Storebror Sigurd

I 7,8 år var han enebarn (og fik RIGTIG meget opmærksomhed) og BUM, så lige pludselig, en dag sidst i april, var han nogens storebror.

Igennem min graviditet prøvede vi ofte at forklare ham, at der var en baby i min mave – en lillesøster og vi fortalte ham, at han snart skulle være storebror. Men kombinationen af mental retardering og hans opmærksomhedsforstyrelse, gjorde det svært for ham helt at forstå konceptet.
Dagen inden mit kejsersnit læste vi “Lotte´s Lillebror” og da jeg præsenterede ham for Vilma, sagde han “Lotte´s lillebror”. Så den havde han altså fanget.

Hans meget begrænsede ekspressive sprog gør det svært helt at vide, hvor meget han forstår af de der lidt mere komplekse sager (som fx. det med, at skulle være storebror).
Men en ting er jeg ikke i tvivl om, han har helt fra starten vidst, at Vilma hører til i vores familie, hun er en af os.

Han er meget optaget af hende, hvor hun er og at hun skal være sammen med os.
Hvis hun sover ude i sin barnevogn, når han kommer hjem fra skole, skal han altid lige ud og kigge til hende.
Hvis hun græder, forsøger han at hjælpe med at trøste hende, ved at finde og trække hendes musikugle og -hjerte op til hende, eller mase sutten langt ind i munden på hende.

Til gengæld vil han under ingen omstændigheder sidde med hende på skødet (vi har “tvunget”/presset ham til det et par gange, men han er ikke pjattet med det).
Ind i mellem giver han hende et lille kys på panden, inden han skal sove og så smelter mit moderhjerte en lille smule.

Han har tacklet det med, at blive storebror bedre end jeg havde turde håbe på. Han har accepteret, at skulle dele hans far og mig med lillesøsteren. Det betyder ikke, at han ikke ind i mellem kan synes det er lidt svært – for det synes han bestemt til tider. Men det er mest hvis lillesøsteren har fået lige lovlig meget opmærksomhed og han synes, at han ikke har fået tilstrækkelig. Men så skal han nok sørge for, at få mast sig ind og op på skødet, af enten far eller mor.

Han er sgu god, ham min førstefødte og jeg er sikker på, at han nok skal blive meget bedre venner med lillesøster Vilma, når hun er lidt større og dermed sjovere for ham.

Den helt rigtige beslutning

Som nogle af Jer måske har bemærket, så har de sidste mange indlæg handlet ret meget om baby.
Men det betyder ikke, at Sigurd fylder mindre herhjemme. Han får stadig en masse kys og kram, han laver stadig ligeså mange ulykker som tidligere, han skriger stadig vanvittigt højt, når han ikke får sin vilje, eller han ikke forstår tingene. Han vækker mig stadig med anfald om natten, han får stadig lige meget medicin og vi går stadig til (næsten) ligeså mange møder omhandlende ham.

Han er dejlig, skør, skøn og sjov, ham mit drengebarn og han kræver stadig rigtig meget ekstra – på både godt og ond. Men alligvel er meget ændret. For han har fået en lillesøster, som han skal dele sine forældre med. På samme måde som ham, har hun nogle basale behov, som skal dækkes, ret meget her og nu. Han tackler det godt, men alligvel anderledes end jeg havde forventet, det med at blive storebror.

Selv om det naturligvis er en smule hårdere, nu at være mor til 2. Så er det altså også helt vildt fantastisk og energigivende.
Det er lidt svært, at forklare. Men i mange mange år har Sigurd og hans sygdom været noget nær altoverskyggende herhjemme. Særligt lige da han blev syg og så igen, da jeg stoppede med at arbejde.
Epilepsien er en lorte følgesvend og den dræner i den grad en for energi!!

Nu, hvor vi også er forældre til Vilma, er vi tvunget til også, at forholde os til hende – og det giver mig rigtig meget energi og glæde. Der er noget helt vildt vidunderligt og befriende i, at skulle/kunne forholde sig til et normalt barn med normale problemtillinger.

Som sagt er det virkelig svært, at forklare. For det kan hurtigt lyde som om, at Sigurd tapper alt vores energi, hvilket ikke er tilfældet. For han giver os naturligvis også en masse glæde og energi. Men hans epilepsi og alt hvad den fører med sig, den suger til gengæld voldsomt på vores energibeholdning.

Da vi i sin tid begyndte, at overveje et barn nr. 2 talte jeg med med nogle skønne kvinder om mine/vores overvejelser. Kvinder som også er mødre til børn med svær epilepsi. For de forstår bedre end nogen som helst andre, hvordan det er, at leve i den her epilepsi verden.
De sagde alle sammenstemmende – GØR DET! De fortalte alle om, hvor fantastisk det er også at skulle forholde sig til det normale, så som venner og fodboldkampe.

Vilma er på ingen måde sat i verden for, at “redde os” og jeg er meget opmærksom på hendes kommende rolle, som lille-pårørende til en med en så ond sygdom, som Sigurd´s.
Men når det er sagt, eller rettere skrevet, så er jeg helt vildt taknemmelig for, at hun er landet i vores familie og dermed er med til, at gøre livet lidt mere fantastisk.

Mine to ❤