Min tunge rygsæk 

​Sammen med Sigurd’s epilepsi, flyttede også angsten ind i mit liv.
I starten sad den helt uden på tøjet af mig og truende med, at æde mig op.
Som årene er gået, har jeg fået pakket angsten pænt ned i en rygsæk, som jeg altid bærer på mig.

Nogle gange er rygsækken let og så bemærker jeg den stort set ikke. Andre gange er den så tung, at jeg er bange for, at den skal trække mig ned.
Nogle ganske få gange om året hopper angsten ud af rygsækken og skriger mig ind i ansigtet, tvinger mig til, at forholde mig til den.

I dag føles rygsækken tung, meget tung.
I løbet af det sidste døgn har Sigurd haft et sted mellem 15-20 anfald. Jeg stoppede med at tælle ved anfald nr. 9.

Han havde feber i går og det giver næsten altid øget anfald. Men i dag er feberen væk og jeg forstår ikke, hvorfor han stadig har anfald.
Jimmy mener, at han er syg og det er han sandsynligvis også. Jeg kan bare ikke sætte en finger på, hvad han fejler og det gør mig utryg.

Jeg har stort set ikke sovet i nat og det gør mig naturligvis mere sårbar. For jeg føler ikke, at jeg har ret meget, at stå i mod med. Mit overskud er stort set ikke eksisterende.

Sigurd har intet spist, hverken i går eller i dag og det gør mig også utryg. Jeg ved godt, at syge børn (og voksne for den sags skyld), ikke har ret meget appetit. Men han vejer i forvejen 5 kg. mindre end han burde i forhold til hans alder. Så jeg HADER virkelig, når han intet spiser.

Jeg er der, hvor jeg ikke synes, at der skal komme ret mange flere anfald, før vi bør tage på hospitalet med ham.
Men der er Jimmy ikke. Han mener, at vi har oplevet dette før, han mener anfaldene skyldes sygdom og at Sigurd har det bedst hjemme.

Det er lige præcis her, det nogle gange bliver svært, at være et par i den her lorte epilepsi verden.
For vi elsker begge Sigurd af hele vores hjerter, vi vil begge to det bedste for ham.

Jeg tænker også, at vi begge to er ret enige om, at forsøge at mødes på midten og have respekt for hinandens forskelligheder. Men lige her, hvor vi er så langt fra hinanden, hvor er midten så?

Sigurd sover, det har han gjort det meste af tiden siden i går eftermiddag. Jeg burde også sove, eller i det mindste hvile lidt. Men det er svært, for rygsækken er al for tung og generende til, at jeg kan slappe af.

Åh, hvor ville jeg nogle gange ønske, at vi bare var en hel almindelig familie, med almindelige problemer. Lorte epilepsi!!!

Hundeejer 

​Sigurd har aflaster og Jimmy er oppe og besøge sin onkel på sygehuset.
Sigurd og jeg har været oppe siden kl. 5 i morges og jeg sov først lidt efter midnat, på grund af hundehvalp, som pludselig ikke gad sove.

Jeg burde i virkeligheden tage en morfar nu… Men Sigurd synes konstant, at han skal fortælle mig et eller andet. Så søvnen må vente og så kan jeg jo ligeså godt lige skrive lidt om, hvordan det er, at være hundeejere (igen).
Det er hårdt men også bare helt vildt dejligt!

Jeg er ikke ret god til, at min stue pludselig er et hunde toilet. Jeg ved godt, at det kun er en periode, men altså, jeg er faktisk ret sart, så jeg er virkelig udfordret her.

Jimmy himler ind i mellem op om, at vi har mistet al vores frihed, nu hvor vi også har en hund, der er afhæng af os.
Jeg er ikke udpræget enig med ham, jeg kan ikke se at vi havde større frihed før hund. Jeg synes i langt højere grad, at det er epilepsien der begrænser vores frihed. OG vi har hundepassere vi kan trække på, så jeg kan ikke se det store problem.

Sigurd syntes i starten, at hunden var både dum og farlig. Hver gang den kom i nærheden af ham skreg han og råbte AV. Derudover var han i den grad jaloux og frustreret over, at der pludselig var en anden, som han skulle dele sin mor og far med. Jeg tænker, at lige præcis det har været mega sundt for ham. Han har haft godt af at erfare, at hele verden ikke drejer sig om ham, at han nogle gange må vente og dele sine forældre lidt.

Nu er der gået næsten 3 uger, siden vi hentede Otto hjem, og Sigurd er vild med ham. Han siger godmorgen og godnat til ham hver dag, han taler om ham i skolen og bliver skuffet, hvis han ikke er med oppe og hente ham på skolen. Men det absolut mest fantastiske, som faktisk kan gøre mig helt rørt, så har han fået en ven. En som han kan lege med (lige pt går deres lege mest ud på, at løbe efter hinanden ude i haven og få hunden til at gø).

Jeg bliver endnu engang mindet om, at jeg har en sød, kærlig og betænksom lille dreng, når jeg ser ham sammen med Otto.

Som jeg regnede med, har det været ret fantastisk for mig, at have noget mere og andet end blot Sigurd, at forholde mig til og gå op i. I en verden med mor, far og sygt barn, kommer sygdommen tit til, at fylde lidt for meget.
Nu har vi også en lille hund, som har brug for omsorg, opmærksomhed, mad, gåture og opdragelse.
Det er hårdt, men også super positivt.

For Jimmy’s vedkommende, så er han bare fuldstændig forelsket i Otto med lakrids næsen og Otto er også ret så vild med Jimmy.

Så altså, det har bestemt været det helt rigtige for os, at blive hundeejer igen.  

Servicemeddelese

I mandags var jeg i biografen med min skønne veninde Mette. Vi så Bad Moms, som var okay mandagsunderholdning, men bestemt ikke mere end det. Den var meget amerikansk og generelt set bare sådan lidt for meget. Men selvskabet var dejligt, så det var okay at filmen ikke var det.

Da filmen var slut og vi gik igennem Bruuns Galleri for, at komme ud til Mette´s bil, stødte vi ind i en sød medarbejder fra Emmerys, der netop havde fået fri.
Hun gjorde os opmærksom på en fantastisk app, som jeg aldrig før havde hørt om, men som jeg straks blev fan af.

Det kan godt være, at det bare er mig (og Mette), der er bagud og at de fleste af Jer, der læser med, har kendt til app´en længe. I så fald, må I bære over med mig.

Nå, men app´en hedder Too good to go og går i al sin enkelhed ud på, at bekæmpe madspild.
Der er en række cafeer og madsteder tilmeldt og så kan man, for et relativt lavt beløb, købe det mad, som de alligevel ville have haft smidt ud, fordi det dagen efter ikke længere er salgbart. Ikke fordi det er gammelt eller dårligt, men alene fordi de ikke kan/må sælge daggammel mad.
Det er sgu da en møg god idé, hvis du spørger mig!

Til Mette´s og mit held, var personen der havde købt dagens rester fra Emmerys aldrig dukket op, så vi fik 2 store poser med hjem, med det lækreste franskbrød, rugbrød, boller og en enkelt kage.

Biograftur med yndlings Mette og gratis brød, det er da en ret god start på ugen.

Med iPad og Bamse og kylling i baggrunden 

​Så sidder man her, med en febersyg lille dreng.
Feber starter, i Sigurd’s tilfælde, næsten altid med anfald. I nat var ingen undtagelse og da kl. var 06 havde vi allerede opbrugt dagens max dosis af stesolid. Så jeg håber håber håber, at der ikke kommer mere roderi det her døgn, for magter ikke Skejby Sygehus.

Vi skulle have været i sommerhus i weekenden, men i stedet er vi nu fanget hjemme. Æv, hvor er det kedeligt. Jeg skal helt sikkert have nogle chips i aften…!

Den sidste uges tid har, foruden anfald, været fuld af bekymringer og frustrationer. I forhold til skole, sygehus og andet. Nogle af tingene er der kommet styr/ro på, andre ikke.
Jeg vil ikke gå nærmere i detaljer herom pt. for det er ikke altid, man skal råbe op om alt.

Jeg føler at jeg forsømmer bloggen, selv om det i virkeligheden er fjollet. For den skal aldrig blive til noget træls for mig. Den skal aldrig give mig en følelse af stress og dårlig samvittighed (det har jeg sgu rigeligt af i mit liv).
Jeg startede bloggen fordi jeg havde (har) så mange ord der gerne ville ud. Det har været og er stadig fantastisk befriende, at få mine tanker nedfældet og ud i verden. Ind i mellem har det næsten føltes som terapi og det skal det gerne blive ved med. Derfor skal bloggen ikke føles som en forpligtelse og netop derfor kommer der ind imellem til, at gå flere dage mellem jeg skriver indlæg.

Jeg har mange flere indlæg på vej og netop i går opdaterede jeg min liste med overskrifter og noter til kommende indlæg. 

Men lige nu må jeg hellere prøve, om jeg kan hive mit febersyge barn lidt væk fra iPad’en.

God weekend!

Maria og Rasmus

Den sidste uges tid har været hård, synes jeg.
Siden fredag i sidste uge har Sigurd haft det tiltagende dårligt. Jeg frygter, at virkningen af hans medicin endnu engang er aftagende. Af forskellige årsager er jeg (endnu engang) frustreret over hans behandlende sygehus, for jeg synes ærligt talt snart der skal ske noget. Jeg synes vi er overladt rigtig meget til os selv. I løbet af sommeren har vi, Jimmy og jeg, alene styret hans medicin. Det er os alene, der har besluttet, hvad og hvor meget medicin han skal have, hvad der skal trappes op, ned eller ud. Selv om jeg efterhånden ved rigtig meget om epilepsi medicin, synes jeg alligevel, at det er et kæmpe ansvar, der hviler på vores skuldre.
Pt. er vi i en situation, hvor der ikke kan ændres i hans medicin. Det er i sandhed frustrerende, når man har et barn, der har alt for mange epileptiske anfald. Sammen med øgning af anfald, ser vi desværre også flere autistiske træk, for dette hører (desværre) ret meget sammen for Sigurd.

Sigurd havde heldigvis en rigtig god fødselsdag og første skoledag, men allerede 2. skoledag, efter ferien, blev han ringet hjem fra skolen efter et giga anfald, hvor han havde knaldet hovedet i bordet.
Da han kom hjem fra skole fredag virkede han frisk og ovenpå…. men kl. 14.30 blev han endnu engang væltet omkuld af anfald og måtte derfor tilbringe det meste af eftermiddagen i sengen.
Skolestarten har været hård og kaotisk, der er kommet 4 nye elever i klassen dette skoleår. Sidste skoleår var de 6 elever, nu er de 10 og det kan mærkes. Særligt på mit drengebarn.

Alle de ekstra anfald og frustationer kan også mærkes, på hele familien. Og i går eftermiddags var jeg i så dårligt humør, at jeg mest af alt havde lyst til at tude. Kaste mig på sofaen med en pose chips og have ondt af mig selv og mit drengebarn.
Men heldigvis havde jeg en date med aller skønneste Maria, som jeg har kendt siden vi gik i gymnasiet sammen i slut 90’erne.
Det er ofte svært for mig, at forlade huset, når Sigurd ikke har det godt. Men jeg er blevet bedre til det, for det er helt nødvendigt, at jeg kommer ud ind i mellem (også når Sigurd ikke er på toppen), det er helt nødvendigt, at jeg får mulighed for at koble fra og lade op.

Så Maria og jeg tog i Tivoli Friheden og hørte Rasmus Walter og det var helt igennem en perfekt aften. Det er altid dejligt, at være i selvskab med Maria. Selv om det ikke er så længe siden vi sidst sås, så har vi altid en hel masse ting at tale om.
Jeg ELSKER, at høre musik i det fri, der er ikke ret meget andet der kan give mig en større følelse af frihed og glæde.
Rasmus Walter rockede Friheden og formåede i den grad, at skabe en fest……. og så er han jo sådan seriøst pæn. Næst efter min mand, naturligvis, må han være Danmark´s pæneste mand. Vi stod næsten helt oppe ved scenen og på et tidspukt hoppede han ned, lige ved siden af os og for første gang i mit liv blev jeg starstrucked! 🙂 🙂 🙂
I det øjeblik var jeg lykkelig for, at jeg ikke var 20 år og fuld (for det var jo fredag aften), for så havde jeg helt sikkert råbt et eller andet upassende efter ham…. for sådan var mine fredag aftener ofte, da jeg var i start 20´erne, fulde af alkohol og pinlige optrin.
Men det var dengang, i går nøjes jeg med, at blive starstrucked på den afslappede måde 🙂

I går eftermiddag følte jeg mig tappet og trist, men skønne Maria og Rasmus W. fik mig ladet op…. i hvert fald for en stund og det er helt fantastisk.
I aften skal Jimmy i byen og lades op…… jeg regner med, at jeg i den forbindelse bliver en smule afladet igen, eftersom at være alene hjemme med Dravet drengebarn og hundehvalp ikke er det, som jeg ser allermest frem til.

BTW: En sød læser har gjort mig opmærksom på, at der har været noget galt med kommentarfeltet, her på bloggen, således I ikke har kunnet skrive kommentar. Har sat support, aka manden min, på opgaven og nu burde det virke igen! Så tak til sød læser og support. 😉

Fødselsdag #7 år

Mit drengebarn, verdens sejeste Sigurd, har fødselsdag i dag. 7 år, hvor er det vildt og hvor er det lige tiden er blevet af.
Selv om jeg synes, at tiden er fløjet afsted, de sidste 7 år, så er der jo også sket virkelig meget i de år. Jeg er på mange måder en anden, end før jeg blev mor. Men sådan er det vel med alle mødre, man er vel aldrig helt den samme, som før man blev nogens mor. Når man så ovenikøbet er blevet mor til et barn med specielle behov, så er ændringerne nok lidt større. For bekymringerne, sorgerne og arbejdet er større. Faktisk tror jeg også, for mit vedkommende, at kærligheden er større end, hvis han havde været et helt normalt barn. Det er svært at forklare, men tror det handler om nærværet, jeg er jo rigtig meget sammen med mit drengebarn og så er kontrasterne bare større med et barn som Sigurd. Jeg tager ham på ingen måde for givet og værdsætte ham på en helt anden måde, end jeg ved ville være tilfældet, hvis han var helt normal og bare kunne løbe ud og lege med sine venner, blive passet af sin familie og udvikle sig helt normalt.

Ud over at have fødselsdag, så har det også været Sigurd´s første skoledag efter en lang sommerferie. Så nu er jeg mor til et barn i 1. klasse.
Sigurd elskede at være tilbage på skolen og jeg nød, at kunne være væk fra ham et par timer og samtidig vide, at han havde det godt.
Faktisk tror jeg, at det her skolestart har været større for ham, end det faktum, at han har fødselsdag. Men han har virkelig også savnet sin skole og glædet sig til, at skulle starte igen. Det første han sagde i morges, da han vågnede var også, “Sigurd skal i skole i dag!”.

Så alt i alt en stor dag!

Familieforøgelse

Jimmy og jeg har den seneste måneds tid haft en hemmelighed. Foruden Sigurd, er der kun ganske få der kender til den.

Men nu skal det ikke længere være en hemmelighed!
Vi har købt en hund!! Den sødeste lille krøllede bomulds-hvalp, og i dag er han endelig gammel nok til, at vi kunne hente ham hjem.

Vi har haft hund før… Karla hunden, en pruttende og snorkende fransk bulldog. Hun var vores “første baby”, lige ind til Sigurd blev syg. Så væltede vores verden og alt vores overskud forsvandt, som dug for solen. Det betød desværre, for Karla, at vi ikke havde det fornødne overskud til hende, i hendes sidste leveår og det giver mig stadig dårlig samvittighed. Men midt i vores kæmpe store sorg og krise, kunne jeg slet ikke bære tanken om, at skule af med hende, for hun var jo en del af vores familie og selv om vi ikke havde ligeså meget overskud til hende, som før Sigurd blev syg, så var vi jo glade for hende og hun for os.
For snart 3 år siden blev hun syg og måtte aflives. Det var en trist trist dag! Dengang besluttede vi, at vi ikke skulle have hund igen. Men altså, man har jo et standpunkt til man tager et nyt.

Jeg har i løbet af det sidste par måneder savnet det mere og mere, det at have en hund. For selv om det ind i mellem er hårdt, så er det også bare helt fantastisk og virkelig hyggeligt.
Og selv om mit overskud fortsat er svingende, så er der trods alt meget mere af det, end dengang hvor Sigurd debuterede med sin epilepsi og min verden blev fyldt af sorg og afmagt. Sorgen og afmagten er der fortsat, det vil den nok altid være i en eller anden grad, men den er ikke længere lige så nærværende og opslidende, som det var tilfældet for 6.5 år siden.

Beslutningen om, at få hund igen, er i den grad en gennemtænkt beslutning.
Vi har lavet lange lister med fordele og ulemper, vi har googlet hunderacer og sågar spurgt en Magic 8 ball til råds.
Da listen var gjort op og fordelene var flest, blev jeg alligevel i tvivl. Så jeg spurgte en mor, som også har et barn med epilepsi til råds, for hvem kan bedre forholde sig til vores situation, end en mor der også har et barn med Dravet. Hun svarede mig, at hun bestemt syntes, at vi skulle gøre det, at vi skulle lade være med, at tænke så meget over det og bare gøre det, som føles rigtigt. Hun huskede mig derudover på, hvor meget man får af en hund og hvor vigtigt det er, at have andet en det syge barn og epilepsien, at gå op i. 
Lige der blev jeg sikker, lige der blev den endelig beslutning taget. For jeg trænger i den grad til, at have noget mere end Sigurd og epilepsi, at skulle forholde mig til i hverdagen.

Men det er bestemt ikke kun for min (og Jimmy´s skyld), at vi nu igen er blevet hundeejere. Det er i høj grad også for Sigurd´s skyld. Han er ofte en ensom dreng. Han kan ikke have legekammerater med hjem, som andre børn, det kan han slet ikke hverken rumme eller finde ud af. De fleste dage er han bare hjemme, sammen med Jimmy og mig. Og det gør mig så trist, for man ønsker jo, at ens barn har venner, selvfølgelig gør man det.
Han var meget tæt knyttet til vores gamle hund og selv om det snart er 3 år siden hun blev aflivet, taler han stadig om hende og hver gang vi besøger min mor, hvor hunden er begravet, vil han hen og hilse på gravstedet.

Når han har vænnet sig til ham her, den nye lille bomuldstot, så er jeg helt overbevist om, at de bliver de bedste venner. En selvskabshund er helt perfekt til ham, min semi autistiske dreng.

Hvis I undrer Jer over, at jeg ikke har nævnt et navn på hunde baby´en, så skyldes det, at vi ikke helt kan finde ud af/blive enige om, hvad han skal hedde.
Lige nu er det Nelson, Otto, Lui , Viggo og Jeppe der er i spil…..hvad synes I??

Arbejdsgiver

Siden jeg var 18 år har jeg været arbejdsgiver, for efterhånden ret mange hjælpere. Nogle har været ansat hos mig længe, nogle kun ganske kort tid. Hende der var ved mig kortest tid, kunne klare det lige præcis én dag, inden hun måtte have sin mor til, at ringe og fortælle mig, at jobbet altså ikke var noget for hende og at hun derfor ønskede, at stoppe øjeblikkeligt. I den modsatte ende, har jeg haft en hjælper, som var ansat hos mig i 7 år.

Helt fra starten har jeg afholdt jobsamtaler, lavet vagtplaner og lønsedler. 
Da jeg var 22 år, måtte jeg for første gang opsige en hjælper. OMG, det var grænseoverskridende! Selv om det er mange år siden, kan jeg stadigvæk huske det tydeligt. Det var rædselfuldt og jeg var SÅ nervøs, at jeg næsten ikke kunne få ordene ud af min mund.
Jeg kan huske, at jeg, efter at have samlet mod sammen hele dagen, sagde til hende, at jeg gerne ville have, at hun satte sig ned, for der var noget vi skulle tale om, Hendes svar var “Åh, nej”, for hun vidste godt, hvad det handlede om, hun kunne sikkert også godt selv mærke, at det ikke var helt godt mellem hende og mig. 

Jeg kan ikke huske hvor mange hjælpere, efter hende, som jeg har måttet opsige. Tror det er 5-6 stykker og jeg har hadet det hver gang. Selv om det selvfølgelig ikke er helt så grænseoverskridende og skræmmende, som det var første gang, så er det ikke noget, som jeg tror, jeg kan vende mig til.

Da jeg startede med at have hjælpere, blev mange af mine hjælpere, mine rigtig gode veninder, nogle tættere end andre. Det var fantastisk, hyggeligt og sjovt. Jeg har festet med dem, holdt hjælper-julefrokoster og en enkelt gang har en hjælper svunget mig så voldsomt rundt, i en dans, at hun tabte mig og jeg fik hjernerystelse.
Det er via en tidligere hjælper, som blev min rigtig gode og tætte veninde, at jeg har mødt Jimmy. Hvis jeg tænker på hende, tænker jeg faktisk slet ikke på hende, som en tidligere hjælper, selv om hun var ansat hos mig i flere år.

Men det var dengang. Nu kunne jeg slet ikke forestille mig, at skulle være veninder, med mine hjælpere. Jeg synes, at det ville være noget rod.
Men det betyder ikke, at jeg ikke har det godt med mine hjælpere, for det har jeg og det er vigtigt for mig, at de har det godt med mig. De skal være glade for, at være i vores hjem og føle sig trygge.
Egentlig vil jeg helst have hjælpere ansat, som er på samme alder som mig. Det er dog ikke tilfældet pt. hvor jeg har tre meget unge og meget søde piger ansat. De er alle under 25 år og nogle gange føler jeg mig virkelig gammel, som fx. da det gik op for mig, at den ene af dem startede i folkeskole, samme år, som jeg blev færdig på gymnasiet. Men de er så søde og siger, at de ikke synes, at jeg virker så gammel….. hæ hæ, om de så mener det… tjaaa det ved jeg jo ikke 🙂

Jeg tænker egentlig sjældent over, at jeg er arbejdsgiver og har et arbejdsgiveransvar. Men det har jeg jo og i nogle perioder bruger jeg rigtig lang tid på, at være arbejdsgiver. For foruden jobsamtaler, vagtplaner og lønsedler, så skal der ind i mellem også afholdes trælse og alvorlige samtaler (fx. sygesamtaler), der skal laves APV´er og så er der alt det løse.

Generelt ville jeg selvfølgelig ønske, at jeg kunne være foruden hjælpere. For nogle gange er det bare frygtelig frustrerende, at være afhængig af andre, at have andre mennesker i ens hjem og bruge tid på jobsamtaler, vagtplaner og så videre.
Men på den anden side, så har jeg igennem årene lært rigtig rigtig meget af, at være arbejdsgiver PLUS jeg har mødt virkelig mange skøre, skæve og helt vidunderlige mennesker, alt sammen fordi at jeg har været deres arbejdsgiver.

Tal pænt

Nogle gange snærer eller vrisser jeg af mit barn. Ikke fordi jeg vil, men nogle gange sker det ligesom bare. Jeg synes hverken at det er særlig tiltalende eller charmerende, tværtimod og det er jo på ingen måder konstruktivt.

Men altså, nogle gange er han virkelig irriterende og nogle gange er jeg i så meget søvn- og overskudunderskud, at jeg får sagt tingende på en dum måde. Det er ingen undskyldning, det ved jeg godt. Men sådan er virkeligheden (også) ind i mellem.

Lige for tiden driller han rigtig meget, han prøver grænser af og er generelt bare en mega bisse. Selv om det ind i mellem er hårdt, så er det også ret fantastisk, for det vidner om udvikling, selvstændighed og en vis form for overskud.

Ud over at drille og prøve grænser af, så kopier han også rigtig meget, hvad han ser og hører. Hmm….altså, det har så betydet at han to gange i denne uge, har vrisset seriøst af mig. Senest i går, hvor jeg stille og roligt spurgte ham, om han ikke ville se en anden film, end den der sad i DVD afspilleren. Det ville han så absolut IKKE.
Jeg synes jo på ingen måde, at han skal tale sådan til hverken mig eller andre….. men det er dæleme lidt svært, at forklarer ham, uden at virke total dobbeltmoralsk. Særligt fordi, at jeg jo kan høre mig selv og mit ucharmerende toneleje i hans vrissen.

Man kan lære mange ting af sine børn og i denne uge har Sigurd lært mig, at jeg skal tage mig en smule sammen, i forhold til hvordan jeg (også) taler til ham.

En følelse af sommer

Man skal altid huske, at huske det gode og sidste uge var faktisk ret god. Fyldt med solskin, dejlige mennesker, køreture, god mad, is, en tur i sommerhus og ved vandet.

Sigurd har haft det nogenlunde, minus et par virkelig dårlige nætter. Jeg følt sommerferie stemningen og faktisk fået slappet en lille smule af.

I dag har jeg ryddet op, ordnet og været på lossepladsen, hvilket giver mig en helt særlig tilfredshedsfølelse 😉

Der er stadig 2 uger og 2 dage tilbage af Sigurd´s sommerferie…… Lige nu føles det helt okay.