Jeg har fået et eller andet med mit ene øre og det er en smule ved at gøre mig skør. Det føles som om, at jeg har en prop i det venstre øre og det presser og irritere og gør mig ind i mellem både kvalm og svimmel, særligt hvis der er meget larm, eller jeg er ude i blæsevejr.
Jeg har prøvet det én gang tidligere og der var jeg ved læge 3 gange, alle gange uden at han kunne finde ud af, hvad det var og pludselig var det væk igen.
Så jeg gider ikke rigtig gå til læge med det denne gang…..
Den sidste halvanden måned har der været fuld fart på med en masse ting – blandt andet med vores podcast Ramt.nu.
Det er spændende, energigivende og helt vildt fedt, at være igang. Men det er også hårdt, fordi al start jo er hård og fuld af arbejde, øvelse og ting der skal klares.
Vi har optaget 2 episoder.
Den første er en kort præsentation af Louise og mig og hvad vores projekt går ud på.
I anden episode havde vi besøg af mega seje forfatter og filminstruktør Anne-Grethe Bjarup Riis til en snak om netværk.
En søndag aften, hvor jeg sad og kiggede på min telefon, faldt jeg tilfældigt over en artikel hun havde skrevet og herefter skrev jeg til hende, om hun havde lyst til at deltage i vores podcast. Det havde hun og jeg var ærligt sådan ret overrasket og overvældet og lidt starstruck!
Anne-Grethe er sej og modig og jeg synes, at vi havde en rigtig god snak om netværkets betydning, når man har et barn der bliver ramt af en alvorlig sygdom.
I næste uge optager vi 3. episode. Den skulle have været med endnu en gæst. Men da hendes søn skal opereres to dage inden, bliver vi nødt til at udskyde hendes besøg til november. Så i stedet bliver det Louise og mig der taler om den anderledes og til tider MEGET uforudsigelige hverdag der følger med, når ens barn bliver ramt af alvorlig sygdom eller handicap.
Ud over at forberede og optage podcasts, så har vi også brugt tid på at reklamere for os selv, da vi jo gerne vil nå ud til så mange som muligt. Men jeg må erkende, at det sgu ikke er det nemmeste i verden.
Sigurds epilepsi er ret træls, om natten, for tiden. Det betyder at jeg ikke sover ret meget. I stedet ligger jeg og kigger på ham og tænker. I nat kom jeg frem til et par nye ideer til, hvordan vi kan udbrede kendskabet til vores podcast. Men jeg skal lige have det forbi Louise først, vi skal jo gerne være enige.
Så for nu, vil jeg synes at det vil være freaking awsome, hvis nogle af jer, vil lave lidt larm for os!!!
KYS! 😘