Som jeg skrev både her og her, så var sidste uge i sandhed en lorteuge. Jeg har sjældent følt mig så brugt, frustreret og afmægtig.
Heldigvis traf Jimmy den helt rette beslutning, da han valgte at køre (semi langt) efter brydende medicin. Den gav ro og dæmpede både anfald og skrig.
Nuvel drengebarnet er fortsat presset og opstart af ny behandling kan kun gå for langsomt. Men alt er mere tåleligt nu.
Fredag formiddag kom posten med en pakke til Jimmy. Det var et PlayStation spil, som han havde ventet længe på. Jeg burde kunne huske hvad det hedder, han har nævnt det virkelig mange gange. Men jeg må med skam erkende, at jeg ikke lytter ordentlig efter, når han fortæller om sådanne ting. Ordene bliver i hvert fald ikke inde i mit hovede. Jeg hører hvad han siger og så er det som om ordene svæver ud af min hjerne igen. SORRY! Men jeg ved, at der er et ansigt af en soldat på coveret.
Det er åbenbart et meget vigtigt og længe ventet spil. Så da det blev aften gav jeg ham “fri” og tog puttevagten.
Klokken 21.45 sov begge børn endelig og jeg kunne liste ind i stuen.
Det var planen, at jeg lige skulle stene et eller andet ligegyldigt og så tidligt i seng. Jeg var brugt. Fuldstændig færdig og udkørt.
Loggede på TV2Play og fandt noget der hedder Perfekte Steder. Det så tilpas ligegyldigt ud.
Men altså den var ret fantastisk. Bevares det er da ikke SKAM. Men den gav mig alligevel lidt samme følelse. Det der med pludselig, at være taget tilbage til sin ungdom. Dengang hvor alle følelser bare var mere og større. Dengang livet var så pisse enkelt og nemt, selv om det føltes enormt kompliceret. Dengang hjerte rimede på smerte og dengang livet bare kunne komme fucking an.
Så jeg blev hængende i sofaen og så Perfekte Steder til klokken 01, hvor jeg for længst burde være gået i seng.
Det var helt perfekt og da jeg gik i seng var det med lidt af den der livet kan sgu fucking bare komme an følelse i kroppen. Jeg elsker at en serie kan få mig til, at føle sådan.
Lørdag formiddag tog jeg til Børne Bazar og shoppede børnetøj for alt for mange penge. For jeg havde fået 2 fri-billetter til indgangen og jeg tror lidt, at det er mit drug, det at shoppe børnetøj. Det er virkelig underligt og meget meget materialistisk. Men jeg er ligeglad. For det virkede.
Så blev det søndag og pigebarnet var forkølet og lavede lort 7 gange. Sigurd havde det semi dårligt og nægtede at spise. Da det blev aften ville han i seng. Da jeg sagde at klokken kun var 17 og vi skulle spise aftensmad først begyndte han, at skrige og stoppede først, da jeg en god time efter læste Totte er Lille for ham inde i sengen.
Nu er ugen ny og fuld af aftaler. Jeg ville ønske følelsen af, at livet fucking bare kan komme an, stadig hang fast i mig. Men den fordampede et sted hen af søndag formiddag. Jeg håber den kommer igen.
God uge!
Jep, min Mac er beskidt og der hænger vasketøj i baggrunden. Men det er ligemeget, for Rose og Tobias fik hinanden. Alt er Love!
