Jeg har tilbragt en stor del af min barndom på sygehuse.
Fra jeg var 2 måneder til 14 år er jeg blevet opereret 6 gange (5 gange i hoften og 1 gang i ryggen). Stort set alle operationer har været store og potentiel farlige. Særligt min operation i ryggen, da jeg var 14 år, var voldsom og jeg var efterfølgende indlagt på intensiv et par døgn.
Da jeg var 4 eller 5 år var jeg indlagt med betændelse i den ene hofte og så har jeg jo været til et utal af kontroller og ambulante besøg. Altid sammen min mor.
Jeg har i en meget tidlig alder været bevidst om min egen dødelighed. Og selv om min mor altid var der, sammen med mig og efter bedste evne forsøgte, at passe på mig, så talte vi aldrig om hvordan jeg havde det. Så hverken hun eller nogen andre vidste hvor bange jeg var for at dø.
Denne dødsangst har fulgt mig det meste af mit liv. Måske lige bort set fra mine 20’er, som var ret nice og uden de store bekymringer.
…. sådan da, for da jeg var 25 år fik jeg lungebetændelse og blev voldsomt syg. Faktisk så syg, at jeg en torsdag aften blev indlagt akut på Skejby, fordi jeg ikke kunne trække vejret. Og for en stund mærkede jeg dødsangsten igen.
Da jeg var 29 blev jeg gravid med Sigurd og en måned efter min 30 års fødselsdag fødte jeg ham.
Alt var godt og lykkeligt og smukt.
Lige ind til han blev 3.5 måned og havde sit første epileptiske anfald. Herefter fulgte et par helt vanvittige år, hvor liv og død igen kom HELT tæt på. Jeg har stået ved siden af hans sygeseng, på intensiv afdeling, flere gange og ikke vidst om han ville overleve. Og når jeg tænker på den periode, så ved jeg ærligt talt ikke, hvordan vi kom igennem det uden, at gå helt i stykker.
For vi gik ikke i stykker, hverken som familie eller individuelt. Men min dødsangst vendte retur, for fuld styrke. Sammen med bakterie- og sygdomsforskrækkelse!!!
Jeg var rædselsslagen for, at mit barn skulle dø fra mig, at min mand skulle dø eller at jeg skulle dø fra dem!!! For endnu engang var jeg blevet bekræftet i, at livet er skrøbeligt. Eller måske ligefrem farligt.
Med årene lærte jeg, at finde en eller anden form for ro. Dæmpe min dødsangst og primært fokusere på alt det gode.
Men livet blev ved med, at slå fra sig og på min 36 års fødselsdag sad jeg igen på intensiv afdeling. Denne gang sammen med min mand, der dagen før havde fået lavet en 4 dobbelt bypass operation, efter en blodprop i hjertet. Igen kom døden tæt på og gjorde mig bange.
Så jeg er bange. Meget mere end folk omkring mig ved. For jeg er god til ikke, at lade det fylde eller påvirke min hverdag i en negativ retning.
Jeg er mor til 2 fantastiske børn og de skal ikke vokse op og føle, at livet er farligt. For det er det jo i virkeligheden ikke ret ofte.
At jeg har oplevet mere liv og død end de fleste, skal på ingen måde gå ud over mine børn eller vores familieliv.
Men jeg må indrømme, at det lige nu med Corona, CONVID-19, er meget svært!!! Vi passer virkelig på herhjemme, vi ser ingen mennesker, vi handler primært online og har kun haft én hjælper på arbejde (hun har arbejdet for mig i næsten 3 år og hun er god, påpasselig og meget betænksom), alligevel er jeg helt vildt BANGE lige for tiden!!!
Jeg er bange for at vi skal blive syge og nogle af os måske alvorligt syge. Særligt Sigurd er jeg bekymret for, om han vil kunne overleve Corona.
Jeg har fået aktiveret en masse svære følelser fra tidligere!! Så jeg er presset og vi er presset. For selv om min søde mand også er bange, så tænker vi (naturligvis) ikke helt ens om det her. Jeg synes ikke, at han er hysterisk nok og han synes, at jeg er for hysterisk! Vi skal nok klare den ham og jeg, det er jeg slet ikke bekymret for. Og lige nu synes jeg også, at vi er landet et sted, hvor vi begge kan være i det.
Men jeg kæmper hver eneste dag, for ikke at lade angsten og det negative tage over. Det går okay om dagen, men så snart børnene sover bliver det svært. Så kører tankerne og bekymringerne og jeg har svært ved, at sove om natten.
Hvis vi ikke dør af det her lort, så skal det hele nok gå. Jeg skal nok komme helt ovenpå igen. Men lige nu er det svært. For jeg er bange!!
