Cannabis update

Der er rigtig mange der spørger, hvordan det går med Sigurd, efter han er startet på medicinsk cannabis.

Jeg tror, at mange opfatter medicinsk cannabis lidt som et mirakel middel og det kan jeg egentlig godt forstå. For i medierne er der rigtig mange succes historie, der handler om at medicinsk cannabis (CBD) er the shit og at det kan kurere stort set alle sygdomme.
Jeg har selv skrevet om CBD her på bloggen og Jimmy og jeg har i mange år kæmpet for, at Sigurd kunne få lov til at afprøve det. På lovlig vis, det andet har jeg ikke så meget lyst til, selv om jeg har fuld forståelse for dem der skaffer det på mere alternative måder.

Jeg tror ikke at CBD er et vidunder middel. Jeg tror, at det, som så meget andet medicin, har effekt på nogle og på andre ikke. Men det er et forsøg værd og der hvor det adskiller sig fra alt muligt andet medicin, er at det jo er et naturligt præparat og dermed har meget færre bivirkninger end alt muligt andet. Så selvfølgelig skal det prøves af. Vi har intet at miste

Sigurd startede på CBD den 5. december og det gør bestemt noget godt for ham, han har effekt af det. Men effekten er svingende og ikke tilstrækkelig. Faktisk synes jeg det er lidt underligt, hvor meget det svinger. For han har nogle virkelig gode dage og så pludselig, ud af det blå, har han ind i mellem nogle rigtig dårlige dage med mange anfald. Så der er i den grad plads til forbedring på anfalds fronten.

Men så er det alt det andet… For efter at have kæmpet med mad i virkelig mange år nu, så er han endelig begyndt at spise. Han har taget på og ser meget sundere ud. Hans favorit er fortsat pølser fra Hanegal, men han spiser også alt muligt andet. Det er simpelthen så fantastisk og jeg tænker bestemt, at det gør godt for hans almene tilstand, at han er begyndt at spise igen.
Ud over appetitten, påvirket CBD’en ham også positivt kognitivt. Han siger flere ord og så er han begyndt, at drille helt vildt. Hmm.. De fleste dage har han glimt i øjet og mere overskud, end han har haft længe.
Det er simpelthen så dejligt, men det kunne altså godt være bedre med de anfald.

Lige nu ændrer vi ikke ved noget. Vi ser tiden an og husker os selv og hinanden på, at træerne sjældent vokser ind i himlen, når man har Dravet.

Og afslutningsvis skal det lige nævnes, at CBD’en, som han får pt. er industri hamp. Det er den ægte varer, men det er ikke lavet på hele planten og det er der mange holdninger til.
Jeg tror selv på, at han kan få bedre effekt med andre og mere ægte former for CBD. Men det er bare ikke lige så nemt tilgængeligt, endnu.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

En kommentar til “Cannabis update

Skriv et svar