Hvorfor har damen ingen arme?

Når jeg gør min entré mens jeg halter på mit højre ben, ligesom Johnson, og jeg ovenikøbet er armløs, så bliver jeg kigget på, ja jeg gør. Det er både børn, voksne, unge og gamle, som kigger.
Selvfølgelig gør de det, fristes jeg næsten til at skrive. For det er både sundt og naturligt, at være nysgerrig og jeg er bare ikke, som folk er flest.
Og skal vi lige få en ting helt på det rene. Jeg kan godt forstå det og jeg bliver ikke det mindste såret eller ked af det, når folk kigger.

Men det kan godt irriterer mig, nogle dage. Men det handler mest om måden, hvorpå nogle glor! Det gælder dog ikke når det handler om børn. De skal bare glo løs. Lad dem kigge og lære, at vores samfund er fuld af alle mulige forskellige mennesker i forskellige former og farver og lad dem vide, at det er helt okay.

Alligevel har jeg oplevet nedenstående situation mindst 1000 gange, bare i forskellige variationer:

Jeg kommer gående ned ad gaden. En mor og hendes datter på 2-3 år kommer gående i mod mig. Da de passerer mig glemmer pigen, næsten at bevæge sine ben og er ved at snuble. Hun kigger måbende op på mig og jeg smiler til hende og går videre. Idet samme hører jeg pigen spørge sin mor; “MOAR, hvorfor har hende damen ingen arme?”.
I første omgang vælger moderen, at overhøre datteren og håber på, at jeg foruden, at være armløs også er døv.
Men den går jo ikke. Så pigen råber bare endnu højere: “MOAR, hvorfor har hende der ingen arme?”.
Moderen prøver desperat, at tysse på sin datter, inden hun trækker hende med væk.

Jeg ved godt, at moderen gør det i et eller andet misforstået forsøg på, at skåne mine følelser. Fordi HUN synes det er pinligt og akavet og ikke kan være i situationen. For det er ikke det mindste pinligt og akavet for hverken mig eller hendes datter, i hvert fald ikke før hun lader være med, at svare sin datter. For lige i det øjeblik bliver det akavet.

Jeg ved godt, at hun selvfølgelig ikke ved, hvorfor jeg ikke har nogle arme, men så kan hun bare svare det. Fortælle hende, at det ved hun ikke, men at der bare er nogle mennesker der mangler deres arme, ligesom der også er nogle der mangler sine ben. 
Og det er da stadig underligt og svært, at forstå, særligt for et barn, men hun er ikke fyldt op af fordomme, som kun voksne er. Og måske, men kun måske ville hun have færre fordomme, hvis hun allerede som en lille pige lærte, at diversitet er helt okay og naturligt.

For mange år siden, arbejdede jeg i en børnehave. Den første uge jeg var der, kunne jeg knap nok gå 2 skridt, uden der var et barn, der ville vide, hvorfor jeg ikke har nogle arme, hvordan jeg spiser, om det ikke er ulækkert at spise med tæerne og om mine arme mon er inde i min mor´s mave. 
Derefter var jeg bare Malene, ligesom en hvilken som helst anden voksen. Selvfølgelig vidste de godt, at det ikke var mig, de skulle spørge, hvis de skulle have LEGO klodserne på øverste hylde, men for dem var det fuldstændig naturligt og på ingen måde tabubelagt.