Sommeren 2015

Som jeg skrev i et tidligere indlæg har vores sommer været ret vild og desværre ikke på den fede måde.

Den første weekend i juni var Jimmy i København sammen med nogle venner. Da han var på vej derover i bus skrev han til mig, at han havde smerter i brystet og kvalme. Kort tid efter skrev han igen, at nu havde han fået det bedre.
Dagen efter talte jeg i telefon med ham, her fortalte han at han om natten var vågnet med voldsomme smerter i ryggen. Han mente selv, at han havde ligget forkert. Jeg blev dog noget bekymret og synes det lød som noget mere alvorligt. Søndag aften kom han hjem, han havde stadigvæk ondt i ryggen men var overbevist om, at det var muskelsmerter.
Mandag havde han det okay, men tirsdag var den helt gal. Han havde ondt, var svimmel, bleg og meget kortluntet (hvilket slet ikke ligner ham).
Jeg fik ham endelig overtalt til, at ringe til lægen. Lægen ville se ham med det samme og efter en kort undersøgelse, fik han besked om at de var bekymrede for om han kunne have en blodprop i hjertet og det havde han. Det kom som et chok, for han er jo ung (37 år) og vi har levet forholdsvis sundt. Lægerne konkluderede hurtigt, at det måtte være noget medfødt.

Herefter fulgte en lille uges indlæggelse, hvor han gennemgik en række undersøgelser. Undersøgelser der konkluderede at han er hjertesyg, hans kranspulsåre var syg og så forsnævret, at en bypass operation var nødvendig.
Det var en vanvittig hård uge, for os alle. Sigurd savnede Jimmy og kunne slet ikke forstå, hvad der skete. Derudover kunne han jo helt sikkert mærke på mig, at jeg var bekymret.
Jimmy var selvfølgelig helt slået ud over pludselig, at være syg og få en så alvorlig diagnose. Han var rystende bange og havde det virkelig svært.
Jeg var mest af alt bare stresset og jeg havde slet ikke overskud til, at være ked af det. Det lod jeg Jimmy og Sigurd om. Jeg havde pludselig et kæmpe koordineringsarbejde med, at få vores hverdag til at hænge sammen. Jeg var oppe hos Jimmy, så meget som jeg nu kunne. Desværre var det slet ikke så meget som hverken han eller jeg havde brug for. For jeg havde jo Sigurd hjemme, som jeg skulle være der for og passe.

Han blev udskrevet og der blev bestilt tid til en akut operation.
Tre uger efter skulle han møde op til operation, en 4 dobbelt bypass operation.
Sigurd og jeg havde indlogeret os på Trygfondens Familiehus på den anden side af vejen, så jeg kunne være tæt på Jimmy. Familiehuset er et helt fantastisk sted og jeg er så glad for, at vi fik lov til at bo derovre i de første dage efter operationen. Det føles trygt og så kunne jeg gå over til Jimmy, når Sigurd var i børnehave og når han sov om aftenen, de aftner, hvor jeg kunne få nogen til at komme og sidde ved ham.

På dagen for operationen gik jeg sammen med Jimmy over på T2, hjertekirurgisk afd. Her fik han en stesolid og faldt i søvn. Jeg sad i hans fodende og ventede på, at portøren skulle komme og køre ham til operation, hvilket han gjorde kl 12. Efter at have sagt farvel og på gensyn til Jimmy uden for operationsgangen løb jeg over til Sigurd og min søster på Trygfondens Familiehus igen. Sigurd var træt og ville sove til middag, han ville ligge helt tæt og jeg følte, at jeg var ved at blive kvalt. Det var så vanvittig en følelse, jeg havde lige set Jimmy blive kørt ind på operationsgangen, hvor jeg vidste at han skulle gennemgå en stor operation og nu lå jeg så her, helt tæt med mit smukke drengebarn.

Timerne gik og jeg ventede og ventede. Det var frygteligt og jeg var helt ved siden af mig selv. Jeg havde fået at vide, at kirurgen vil ringe til mig, når operationen var overstået og at det ville være omkring kl. 17. Kl. 18.30 havde jeg stadig intet hørt og jeg kunne næsten ikke være i min krop mere.
Kl. 19 ringede kirugen ENDELIG!!! Operationen var gået godt, men var trukket ud, da de havde haft svært ved, at finde gode nok åre, til at erstatte de forkalkede med. Men slutresultatet var godt og det er det vigtigste.

Kl. 22 fik jeg lov til at besøge ham på intensiv afdeling. De havde haft svært ved at vække ham, da han gik i panik og ville hive tuben fra respiratoren ud, hver gang de prøvede.
Da jeg kom over til ham var han vågen, men meget meget smerteplaget, som jeg også har skrevet om her.
Det var en meget underlig og grænseoverskridende oplevelse, at se sin mand i respirator og så dårlig. De næste dage var hårde, han havde meget ondt og var meget dopet. Men pludselig gik det bedre og efter en uge kom han hjem.

De næste 8 uger måtte han stort set intet, han var træt og sov meget. Selv den mindste gåtur tog pusten fra ham og det var pludselig som at være gift med en på 90.

I dag, 2 måneder efter operationen, er han stort set ovenpå igen. Han er startet til genoptræning på Skejby Sygehus 3 gange om ugen. Det er altså vildt hvad læger kan og ikke mindst, hvad menneskekroppen kan.

Til sidst et billede fra den første uge, hvor han var indlagt og hvor jeg havde Sigurd med op og besøge ham.

image

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

En kommentar til “Sommeren 2015

Skriv et svar