Tak til jer

Så er begge børn afleveret og jeg har, for en gang skyld, lige en time uden aftaler eller planer. Den time (eller lidt af den i hvert fald) vil jeg gerne bruge på, at sige kæmpe stort TAK til alle jer, der har taget jer tid til, at svare på min lille målgruppeanalyse. Det er jeg helt vildt taknemmelig over!

Jeg ved ikke, hvor meget I er interesseret i, at læse en hel masse om statistik? Nedenstående får I  alligevel lige en lille smule. Særligt ét af resultaterne, synes jeg, var helt vildt interessant.

94% af jer er, ikke overraksende, kvinder.
59,7% af jer er mellem 35-44 år (altså samme alder som mig).
52,1 % er pårørende til en person med et handicap og 60,1% er pårørende til en person med en alvorlig sygdom (flere af jer er, ligesom mig, både pårørende til en person med et handicap og en alvorlig sygdom). 

Top 5 over emner, som I har angivet gerne at ville læse om er:

  1. De “forbudte” følelser 
  2. Sorgen over det syge barn
  3. Familieliv 
  4. Søskende 
  5. Ensomheden og den isolation der kan fælge med, når man har et sygt barn. 

Og så det, som jeg fandt aller mest interessant, da jeg gennemgik jeres svar. 

Flertallet af jer, der har angivet at være pårørende til en person med enten et alvorlig handicap eller sygdom har enten svaret ja, eller ved ikke til spørgsmålet om der mangler relevant litteratur om emnet. Hvorimod de fleste af jer, der angav at I har en professionel interesse i emnet (jeg tænker at en stor del af jer er socialrådgivere, men også pædagoger, sygeplejersker og måske et par ergoterapeuter) har svaret, at I ikke mener, at der mangler relevant litteratur om emnet. 
Det er sgu da helt vildt interessant og for mig virkelig vigtig viden, når jeg skal i gang med det egentlige skrivearbejde. Det tror jeg, at jeg måske skal dykke lidt mere ned i, på en eller anden måde. 

Processen er fortsat LANGT fra, at være i mål.  Men den er spændende og jeg glæder mig til, at dele mere af forløbet sammen med jer.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv et svar