Over tid ændrer man sig

Så sidder jeg her igen, på sengekanten af Sigurd’s seng.
Han sover efter at være blevet ringet hjem fra skole, igen.
Anfald og brydende medicin, igen.
Nu er han træt og sover sikkert de næste mange timer og så går denne dag med det. 

Da jeg gik fra bilen og ned til klassen, hvor jeg skulle hente min lille kriger, som der igen har været oppe og slås med epilepsien, kom jeg til at tænke på hvor let jeg tager det. Hvor hverdagsagtigt det er blevet.

Da han var lille og epilepsien var ny, i vores verden, havde jeg meget svært ved, at være væk fra ham ret meget mere end 30 minutter ad gangen. Det gjorde mig ængstelig og stresset. 

Med tiden blev det bedre, jeg startede på arbejde efter endt barsel (1.5 år fordi den blev forlænget igen og igen grundet en million indlæggelser). Og da han var 2 år startede han i børnehave. Jeg tvang mig selv til ikke, at være sammen med ham hele tiden. Fordi jeg godt vidste, at det var bedst sådan, for både ham og mig. Men det var aldrig nemt, særligt ikke når han havde haft anfald. 
Jeg kan stadig huske de første anfald han havde i børnehaven, hvor de ringede og fortalte, at han havde haft anfald og de havde givet stesolid. Alt inde i mig skreg og det føltes fuldstændig naturstridigt ikke, at være sammen med mit barn, når han havde de aller værst. 
Jeg vidste godt at pædagogerne havde set mange anfald før, jeg vidste at de var professionelle og dygtige og at de handlede og gjorde alt det, som vi havde aftalt, at de skulle gøre, når han havde anfald. Men det føltes alligevel aldrig rigtig godt nok, fordi jeg ikke var der. Jeg kunne endda få samme følelse, hvis jeg ikke var hjemme og det var hans far der skulle håndtere anfald.

Jeg kan huske den næstmest panikagtigt følelse og tanken om, at det kun kunne gå for langsomt med, at få hentet ham hjem fra børnehaven, når han havde haft anfald. Jeg tænker nogle gange at det er godt, at jeg ikke selv havde kørekort, men at det var en hjælper der skulle køre bilen, for jeg ved ærligt talt ikke, om jeg ville have kunnet finde ud af, at overholde fartgrænserne. Jeg sad tit og havde lyst til, at råbe af mine hjælpere at de skulle køre fucking hurtigere, men jeg gjorde det heldigvis aldrig.

Med tiden er det blevet nemmere og nemmere og helt uden jeg har bemærket det, er det pludselig blevet hverdag, næsten på linje med, at købe mælk i Rema. Det er så skræmmende og faktisk ikke så rart, at erkende.

I dag var jeg inde i byen, da de ringede fra skolen og jeg kunne derfor ikke være der, på de 5-7 minutter, vi ellers bor fra skolen. Tidligere ville jeg føle mig panisk og få dårlig samvittighed over, at jeg ikke sad parat på min pind, i det øjeblik de ringede. Sådan var det ikke i dag. I dag var det helt stille og rolig, hverdag!!

Jeg ved godt at de handler om, at det jo for pokker er blevet hverdag, at han har så mange anfald at jeg på en eller anden måde har vænnet mig til det. Men så handler det også om at hans anfald ofte var mere voldsomme, da han var yngre (krævede ambulance) og endelig handler det om, at det har været nødvendigt at ændre mit mindset, for ingen kan holde til at være SÅ meget i alarmberedskab hver dag hele tiden, som jeg var engang. Jeg kører forsat, de fleste dage, på adrenalin og et alt for højt alarmberedskab, men heldigvis slet slet ikke som det var, engang.


Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv et svar