Min vilde fredag – livet som mor

  • af

Jeg tror på, at man skal udfordre sig selv. Men lige i dag synes jeg sgu lidt, at det er en lorte udfording, jeg har givet mig selv.
Jeg burde have vist det. At jeg blev ramt af hverdagen i en sådan grad, at det ville blive svært, at få skrevet et indlæg hver eneste dag, 7 dage i træk.

I dag er det fredag og det betyder, at der stadig er et par dage tilbage af min udfording.

I dag har været en lidt dum dag. Den startede kl. 05 med, at jeg drømte at Sigurd havde anfald og så vågnede jeg ved, at han rent faktisk havde anfald. Det var semi klamt og hemiklonisk. Han fik brydende medicin og så sov vi allesammen videre.

Efter et par timers søvn var han klar til skole og fastelavn. Eller det vil sige, efter et par diskutioner om fx. kostume og jakke og sko, var han klar til, at komme i skole.

CBD´en har givet Sigurd meget mere appetit og det har, udover at øge hans vægt med næsten 4 kg.(!!!) givet ham meget mere energi og det er jo helt vildt fantastisk.
MEN det betyder også, at han har fået mere energi til sin opmærksomhedsforstyrrelse og hold nu op, det kan være opslidende. Han kravler op på alt muligt og render rundt, som en høne uden hovede. Han ser ikke hvor han går og er flere gange ved, at træde på sin søster.
At få ham afsted og ud af døren er den største udfording. Det har i mange år været en udfordring, men nu er det som om, at det er blevet værre/sværere. Han glemmer hele tiden, hvad han er i gang med (få sko på, jakke på etc.) og så kommer han med jævne mellemrum i tanke om, alt muligt som han lige synes han skal og som er meget meget vigtigt. Hvis vi stopper ham (hvilket vi jo som oftest gør) og fortæller ham, at han nu er i gang med, at få sko på og derfor ikke skal løbe igennem hele huset for, at finde Bjørnen Bjørn, bliver han rasende, eller frustreret er måske mere korrekt.
Så de fleste dage starter med, at vi skal tage den helt store og meget pædagogiske JA hat på og det kan af og til være HÅRDT og trættende.

Men han kom i skole og havde en fest med fastelavn.

Men dagen har alligevel været skæv. Som dage jo ind i mellem har det med at være. Samtlige familiemedlemmer herhjemme har været trætte, uoplagte og i mere eller mindre dårligt humør.

Til aften spiste vi take away og jeg har lavet min første Insta story (som handlede om strik, fordi jeg jo altså har fået en afhængighed 😉 ). Jeg forsøgte mig med en meningsmåling, men kunne altså ikke helt finde ud af det. Efter venlig support fra en tidligere hjælper, burde jeg nu, fremover have styr på Insta stories. Så lur mig om der ikke kommer flere stories fra mig i den nærmeste fremtid 🙂

Nu sover begge børn. Sigurd har lige haft aftnens første og andet skrige anfald. Men nu er der ro på igen og det håber jeg, at der bliver ved med. Jeg trænger til ro.

I morgen bliver bedre. Ja.

Da Jimmy hentede take away, legede vi andre på gulvet. Selv om Sigurd ofte overser Vilma, når hun ligger på gulvet og øver sig i, at kravle, så er der ingen tvivl om, at han synes hun bliver sjovere og sjovere og han bliver gladere og gladere for hende og det er fantastisk og en kæmpe gave.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *