Mine forældre har gjort det godt

Jeg er vokset op i en såkaldt kernefamilie, med mor, far og to søskende – en storesøster og en lillebror.
Mine forældre blev senere skilt, da jeg var 21 år, hvilket var det helt rigtigte, for dem.

Når jeg tænker tilbage på min barndom er der flere ting, som jeg synes, at mine forældre kunne eller burde havde gjort anderledes, bedre eller smartere.
Men jeg er ikke et sekund i tvivl om, at de har gjort det bedste de kunne og at mine søskende og jeg altid har været elsket.

Der er selvfølgelig også mange ting, som de har gjort helt perfekt og lige som de skulle.
En ting, som jeg synes de har klaret ret godt, er måden hvorpå de har tacklet, at være mor og far til et barn med et handicap, nemlig mig.

Jeg ved, at jeg er født som et robust og viljestærkt menneske, men mine forældre har uden tvivl styrket begge dele. De har aldrig et eneste sekund pakket mig ind i vat. I stedet har de styrket mine kompetencer og dermed boostet både min selvtillid og mit selvværd.
Jeg har aldrig følt mig anderledes end mine søskende, eller mere eller mindre værd, for den sags skyld. Jeg har fået akkurat ligeså meget kærlighed og skæld ud som dem.
Jeg har altid fået at vide, at jeg kunne hvad jeg ville og selv om nogle ting, måske nok tog længere tid og var mere besværgeligt for mig, så havde jeg også pligter og ting jeg skulle gøre, helt på samme måde som mine søskende.
Da det blev tid til, at jeg skulle meldes ind i skolen, i midt 80´erne, lå det ligesom i kortene at jeg skulle på specialskole. Men det ville min mor ikke høre tale om, så hun gik op på den lokale folkeskole og forlangte, at jeg blev skrevet op der. Så det blev jeg.
Efter folkeskolen startede jeg i gymnasiet. Jeg kan huske at min studievejleder var meget imponeret over, at havde truffet det valg, hvilket jeg slet ikke forstod. For hvis jeg ikke skulle gå i gymnasiet, hvad skulle jeg så?

Efter et par sabbat år startede jeg på socialrådgiveruddannelsen og da jeg blev færdiguddannet, fik jeg arbejde som familierådgiver. Jeg har aldrig overvejet, at det skulle være anderledes, selvfølgelig skulle jeg tage en uddannelse og blive selvforsørgende. Det kunne ikke være anderledes. Heller ikke selv om jeg som 18-19-årig fik tilbudt en førtidspension, hvilket jeg var og stadig er fuldstændig uforstående overfor. Det blev et pænt nej tak hertil.

Selv om min mor sørgede for, at jeg kom i en almindelig folkeskole og at hun (og min far) bestemt var fans af, at jeg efterfølgende fik en studentereksamen, så ved jeg faktisk, om de havde forventet, at jeg ville få en uddannelse. Med tiden vidste de selvfølgelig, at det var den vej det gik. Men jeg ved ikke, om de havde set den komme, da jeg blev født og til alles overraskelse var armløs.

Men en ting ved jeg og det er, at mine forældre ikke havde regnet med, at jeg ville give dem nogle børnebørn. Det er egentlig lidt underligt, set i lyset af, at de altid har fordret, at mit liv skulle være så normalt som muligt. Men jeg ved, at min mor på et tidspunkt, har sagt til Jimmy´s mor, at jeg aldrig nogensinde ville få børn.
Men der blev de så klogere. For ud af deres (indtil videre) 4 smækre lækre børnebørn, så har jeg altså lavet 2 af dem og det er jeg ærligt talt ret glad for!

Mine forældres børnebørn og dermed mine og mine søskendes børn – Sigurd, Sara, Sia og Vilma.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *