TBT: Dengang jeg fik en falsk tatovering

Efter mit forrige indlæg, har et par stykker af Jer efterspurgt historien om dengang jeg endte op med en forkert tatovering.

So here it goes….

Første gang jeg var inde i en tattoo biks, var jeg 19 år. Men da jeg ikke havde noget ID med mig og tatovøren ikke troede på, at jeg var over 18 år, fik jeg ikke en tatovering den dag, heldigvis.
Men jeg kunne ikke slippe tanken om, at få en tatovering. Det skulle dog ikke være hvilken som helst tatovering. Det skulle være en tatovering der betød noget for mig.
Og selv om jeg engang, for mange år siden, havde noget med frøer (???), så er jeg alligevel lykkelig for, at min første tatovering ikke blev en kæmpe stor fuldfarvet frø, som jeg havde planer om, at få lavet, da jeg var i starten af mine 20´er.

I stedet blev min første tatovering 2 helt enkle hjerter – et hjerte for Jimmy og et hjerte for Sigurd. Den sidder på min ene fod og jeg er super glad for den.

Et par år efter første tatovering, var det tid til, at få lavet endnu en.
Det var meningen, at det skulle være en stregtegning – gerne sådan lidt juvenil, af en sommerfugl. Stregen skulle være tynd og lilla, fordi den lilla farve, sammen med sommerfuglen, er symbolet for bekæmpelse af epilepsi / Dravet, på samme måde, som den pink sløjfe er det for brystkræft.
Foruden symbolikken i forhold til epilepsi, har sommerfuglen en hel masse andre betydninger/ symbolikker, som gjorde at det føltes helt rigtig, med en tatovering af en sommerfugl.

Nå, men jeg havde bestilt en tid og tog, sammen med min svigerinde, spændt ind til byen, for at få lavet tatoveringen.
Tatovøren tegnede et par sommerfugle og jeg valgte den, som jeg bedst kunne lide.
Min intention var, at få lavet sommerfuglen, helt uden farve – eller jo stregen skulle jo være lilla. Men der skulle under ingen omstændigheder være farve inde i tatoveringen, altså i sommerfuglens krop og vinger (giver det mening??).
Tatovøren fik mig dog overtalt til, at der skulle være lidt lilla skygge inde i sommerfuglens vinger. Hvordan han kunne få mig overtalt til det, aner jeg ikke – synes faktisk det er ret underligt, eftersom jeg uden sammenligning er mest til helt enkle tatoveringer.

Well, han gik i gang med at tatovere mig og jeg kan huske, at jeg på et tidspunkt tænkte, at det da var underligt at det kunne tage så lang tid, at lave en streg med lidt skygge.
Min svigerinde og jeg talte og talte og på et tidspunkt sagde min hun, “Øhhh Malene, den skulle da ikke være helt farvet, skulle den?”

Mig; “NEJ, den skulle den bestemt ikke – ER DEN DET??”.
Tatovør: “Ja… jamen det troede jeg da den skulle!”. I det samme bliver han fuldstændig hvid i hovedet og begyndte, at svede som en gal!!!

Han fortalte mig, at han stort set var færdig og spurgte om han skulle fortsætte. Ja, det blev han jo sådan næsten nødt til. For selv om jeg slet ikke havde noget ønske om, at have en fuldfarvet sommerfugle på min ene skulder, så syntes jeg alligevel, at en ikke-færdig tatovering var værre.

Stemningen blev herefter lidt underlig anspændt og den stakkels tatovør mand, så næsten ud som ham, at han skulle kaste lidt op.

Endelig blev vi færdige og jeg kunne komme op og se den mislykkede sommerfugl i et spejl.
Tatovøren var stadig noget presset og jeg fik ærligt talt en smule ondt af ham.
Men som jeg sagde til ham (for at opbløde stemningen en smule), så bliver tingende ikke altid, som man forventer det/håber på og det er der sådan set også lidt symbolik i.

Den er virkelig ikke pæn….alligevel lavede han tatovering nr. 3 på mig ca. 6 måneder senere. Denne gang helt uden fejl og misforståelser.

🙂

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv et svar