Storebror Sigurd

I 7,8 år var han enebarn (og fik RIGTIG meget opmærksomhed) og BUM, så lige pludselig, en dag sidst i april, var han nogens storebror.

Igennem min graviditet prøvede vi ofte at forklare ham, at der var en baby i min mave – en lillesøster og vi fortalte ham, at han snart skulle være storebror. Men kombinationen af mental retardering og hans opmærksomhedsforstyrelse, gjorde det svært for ham helt at forstå konceptet.
Dagen inden mit kejsersnit læste vi “Lotte´s Lillebror” og da jeg præsenterede ham for Vilma, sagde han “Lotte´s lillebror”. Så den havde han altså fanget.

Hans meget begrænsede ekspressive sprog gør det svært helt at vide, hvor meget han forstår af de der lidt mere komplekse sager (som fx. det med, at skulle være storebror).
Men en ting er jeg ikke i tvivl om, han har helt fra starten vidst, at Vilma hører til i vores familie, hun er en af os.

Han er meget optaget af hende, hvor hun er og at hun skal være sammen med os.
Hvis hun sover ude i sin barnevogn, når han kommer hjem fra skole, skal han altid lige ud og kigge til hende.
Hvis hun græder, forsøger han at hjælpe med at trøste hende, ved at finde og trække hendes musikugle og -hjerte op til hende, eller mase sutten langt ind i munden på hende.

Til gengæld vil han under ingen omstændigheder sidde med hende på skødet (vi har “tvunget”/presset ham til det et par gange, men han er ikke pjattet med det).
Ind i mellem giver han hende et lille kys på panden, inden han skal sove og så smelter mit moderhjerte en lille smule.

Han har tacklet det med, at blive storebror bedre end jeg havde turde håbe på. Han har accepteret, at skulle dele hans far og mig med lillesøsteren. Det betyder ikke, at han ikke ind i mellem kan synes det er lidt svært – for det synes han bestemt til tider. Men det er mest hvis lillesøsteren har fået lige lovlig meget opmærksomhed og han synes, at han ikke har fået tilstrækkelig. Men så skal han nok sørge for, at få mast sig ind og op på skødet, af enten far eller mor.

Han er sgu god, ham min førstefødte og jeg er sikker på, at han nok skal blive meget bedre venner med lillesøster Vilma, når hun er lidt større og dermed sjovere for ham.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

1 tanke om “Storebror Sigurd”

  1. Pingback: Han øver sig | Mallemor

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *