Nå, hvordan er det så, at være blevet mor til to?
Det spørgsmål har jeg fået rigtig mange gange i løbet af de sidste 5 uger.
Hver gang har jeg svaret ærligt, at det faktisk slet ikke er så hårdt, som jeg på forhånd havde troet.
Det betyder ikke, at det ikke er hårdt (eller i hvert fald hårdere, end at være mor til én), for det er det. Nogle dage hårdere end andre. Og da jeg forleden facetimede med min mor og niece, var det første min mor sagde da også “Hold da op, du ligner en hængt kat.”
Hmm… jamen tak mor, det var ovenikøbet en af de dage, hvor jeg følte mig nogenlunde frisk og hvor jeg havde besværet mig med, at tage make up på 🙂
Men altså, til trods for hængt-kat-looket, så synes jeg altså ingenlunde, at det er så hårdt, som jeg havde forestillet mig, at det ville blive. I hvert fald ikke for nuværende.
Men jeg/vi har faktisk også holdt noget der minder om barsel. Forstået på den måde, at vi har aflyst og rykket alle aftaler, i de første uger efter min fødsel og det har været helt specielt. For normalt har vi hver eneste uge flere aftaler og møder omhandlende Sigurd og hans vanskeligheder. Måske er det fraværet af alle møderne der gør, at jeg kan sidde og kæphøjt påstå, at det slet ikke er så hårdt, at være mor til to?
Men nu er barslen slut. Jeg er tilbage som fuldgyldig arbejdsgiver for mine fire hjælpere og Sigurd´s to aflastere. Vi har været til møde på BUC og til kontrol på epilepsi hospitalet og så er vi ligesom i gang med hverdagen igen. Nu med både en Sigurd og en baby.
Min sundhedsplejerske har spurgt, om jeg har lyst til, at være i mødregruppe og ja, det har jeg i teorien. Men i praksis har jeg svært ved at se, at det skulle kunne hænge sammen.
Sigurd har haft det virkelig dårligt den sidste uges tid. Han er træt med træt på og kan snildt sove 15 timer i døgnet. Han spiser stort set intet (det mad han får, må vi tvinge i ham) og så har han haft forbandet mange anfald og flere af dem har været virkelig grimme. Så på den front er der ikke ret meget ro og i virkeligheden er det jo det, som er det hårdeste i alt det her. Det andet er bare logistik og manglende søvn….. det er jeg vant til og på en eller anden måde herre over. Epilepsien derimod er jeg desvære på ingen måde herre over.
Hmm….. nu kørte det her indlæg ud af en helt anden retning end jeg havde tiltænkt det. Men jeg ville også bare lige give lyd, fortælle at jeg er her endnu og at alt (fraset de mange forbandede lorte anfald) er godt, her i baby land.
Billedet er en selfie af Vilma og jeg, en sen nat (efter amning), hvor jeg rent faktisk minder lidt om en hængt kat. Vi ligger på en foldemadres på gulvet på patienthotellet i Dianalund (den by hvor epilepsihospitalet ligger). Dagen inden vi skulle afsted, kom jeg i tanke om, at jeg havde glemt at bede om en opredning, da jeg bookede værelset og alle der har været på patienthotellet i Dianalund ved, at man ikke kan ligge fire mennesker i deres senge (heller ikke selv om to af vores mennesker er ret små), så derfor måtte det blive løsningen med foldemadres på gulvet.
