En fantastisk mand

Min farfar blev født den 28. september 1916 og ville således være blevet 100 år i dag, hvis han havde levet.

Desværre har han været død i mange år, faktisk 23 år. Alligevel savner jeg ham stadig ind i mellem, for han var en helt igennem fantastisk farfar.
Jeg tror, at han er den af mine bedsteforældre, som jeg havde det tætteste forhold til, for han var der ligesom altid på en eller anden måde.
Efter han gik på pension og begyndte, at gå hjemme, tog han stort set hver dag sin sorte herrecykel og cyklede hjem til os. Han gik ture med vores hunde (så mine forældre kunne slippe for det, når de kom hjem fra arbejde), han klippede hækken og ordnede have og så var han der bare. Efter jeg er blevet voksen og selv har fået barn, har jeg ofte tænkt på, om mine forældre mon satte tilstrækkelig pris på den kæmpe store hjælp han (og min farmor for den sags skyld) gav dem? I min barneverden var det en selvfølge, at han var der og at han hjalp til, men som voksen ser jeg det slet slet ikke som en selvfølge, han har virkelig gjort en forskel.

Han var fantastisk politisk ukorrekt, efter nutidens standarder. Han drak hver eftermiddag en bajer, han røg mange smøger (indenfor og ved spisebordet, naturligvis), han fortalte røverhistorier om gamle dage og frække damer og så lærte han min bror og mig op i Tips (datidens Oddset).
Så sad vi der ved ved siden af ham, imens han pulsede løs på sine cigaretter, og gættede på resultater af diverse fodboldkampe. Han havde et sindigt system, men der var også altid plads til en række, hvor vi gættede…. så læste han fodboldkampe op og krydsede af, hvad vi sagde (1, X eller 2).

Fordi han altid var der blev mit forhold til ham tæt og fuldstændig naturligt. Det var aldrig som om, man havde besøg og skulle underholde den gamle mand. Hvis jeg kom hjem fra skole og ikke var i humør til, at være social, så gik jeg bare på mit værelse og det var helt okay. Omvendt, havde jeg brug for at tale, så talte vi.
Det er så mange år siden nu, at jeg (desværre) ikke længere, kan huske hvad vi talte om. Men jeg kan huske, at vi en dag talte om politik. Det var under en valgperiode og jeg kan huske, at han spurgte mg, hvad han skulle stemme. Han sagde at han var så gammel nu, at hans mening var ligegyldig, men at det var mig der var fremtiden, så han syntes, at det var vigtigere, hvad jeg tænkte. Jeg kan huske, at jeg blev stolt og syntes, at det var mega cool.

Han hadede hospitaler, men alligevel besøgte han mig jævnlig alle de gange jeg var indlagt. En af de sidste gange jeg blev opereret, var han der fast en dag om ugen, sammen med mig, således min mor kunne tage afsted og passe sin efteruddannelse. Så hyggede vi, læste dameblade og spiste slik fra slikautomaten ved indgangen.

Jeg var aldrig i tvivl om hans kærlighed til mig og mine søskende. Den lyste ud af hans øjne sammen med stolthed. Han var i sandhed en af hverdagens helte og i dag har jeg besøgt hans grav med blomster, for det fortjener han!

…… og prøv lige at se, hvor cool han var, min farfar!!!