Maria og Rasmus

Den sidste uges tid har været hård, synes jeg.
Siden fredag i sidste uge har Sigurd haft det tiltagende dårligt. Jeg frygter, at virkningen af hans medicin endnu engang er aftagende. Af forskellige årsager er jeg (endnu engang) frustreret over hans behandlende sygehus, for jeg synes ærligt talt snart der skal ske noget. Jeg synes vi er overladt rigtig meget til os selv. I løbet af sommeren har vi, Jimmy og jeg, alene styret hans medicin. Det er os alene, der har besluttet, hvad og hvor meget medicin han skal have, hvad der skal trappes op, ned eller ud. Selv om jeg efterhånden ved rigtig meget om epilepsi medicin, synes jeg alligevel, at det er et kæmpe ansvar, der hviler på vores skuldre.
Pt. er vi i en situation, hvor der ikke kan ændres i hans medicin. Det er i sandhed frustrerende, når man har et barn, der har alt for mange epileptiske anfald. Sammen med øgning af anfald, ser vi desværre også flere autistiske træk, for dette hører (desværre) ret meget sammen for Sigurd.

Sigurd havde heldigvis en rigtig god fødselsdag og første skoledag, men allerede 2. skoledag, efter ferien, blev han ringet hjem fra skolen efter et giga anfald, hvor han havde knaldet hovedet i bordet.
Da han kom hjem fra skole fredag virkede han frisk og ovenpå…. men kl. 14.30 blev han endnu engang væltet omkuld af anfald og måtte derfor tilbringe det meste af eftermiddagen i sengen.
Skolestarten har været hård og kaotisk, der er kommet 4 nye elever i klassen dette skoleår. Sidste skoleår var de 6 elever, nu er de 10 og det kan mærkes. Særligt på mit drengebarn.

Alle de ekstra anfald og frustationer kan også mærkes, på hele familien. Og i går eftermiddags var jeg i så dårligt humør, at jeg mest af alt havde lyst til at tude. Kaste mig på sofaen med en pose chips og have ondt af mig selv og mit drengebarn.
Men heldigvis havde jeg en date med aller skønneste Maria, som jeg har kendt siden vi gik i gymnasiet sammen i slut 90’erne.
Det er ofte svært for mig, at forlade huset, når Sigurd ikke har det godt. Men jeg er blevet bedre til det, for det er helt nødvendigt, at jeg kommer ud ind i mellem (også når Sigurd ikke er på toppen), det er helt nødvendigt, at jeg får mulighed for at koble fra og lade op.

Så Maria og jeg tog i Tivoli Friheden og hørte Rasmus Walter og det var helt igennem en perfekt aften. Det er altid dejligt, at være i selvskab med Maria. Selv om det ikke er så længe siden vi sidst sås, så har vi altid en hel masse ting at tale om.
Jeg ELSKER, at høre musik i det fri, der er ikke ret meget andet der kan give mig en større følelse af frihed og glæde.
Rasmus Walter rockede Friheden og formåede i den grad, at skabe en fest……. og så er han jo sådan seriøst pæn. Næst efter min mand, naturligvis, må han være Danmark´s pæneste mand. Vi stod næsten helt oppe ved scenen og på et tidspukt hoppede han ned, lige ved siden af os og for første gang i mit liv blev jeg starstrucked! 🙂 🙂 🙂
I det øjeblik var jeg lykkelig for, at jeg ikke var 20 år og fuld (for det var jo fredag aften), for så havde jeg helt sikkert råbt et eller andet upassende efter ham…. for sådan var mine fredag aftener ofte, da jeg var i start 20´erne, fulde af alkohol og pinlige optrin.
Men det var dengang, i går nøjes jeg med, at blive starstrucked på den afslappede måde 🙂

I går eftermiddag følte jeg mig tappet og trist, men skønne Maria og Rasmus W. fik mig ladet op…. i hvert fald for en stund og det er helt fantastisk.
I aften skal Jimmy i byen og lades op…… jeg regner med, at jeg i den forbindelse bliver en smule afladet igen, eftersom at være alene hjemme med Dravet drengebarn og hundehvalp ikke er det, som jeg ser allermest frem til.

BTW: En sød læser har gjort mig opmærksom på, at der har været noget galt med kommentarfeltet, her på bloggen, således I ikke har kunnet skrive kommentar. Har sat support, aka manden min, på opgaven og nu burde det virke igen! Så tak til sød læser og support. 😉

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv et svar