Jimmy og jeg har den seneste måneds tid haft en hemmelighed. Foruden Sigurd, er der kun ganske få der kender til den.
Men nu skal det ikke længere være en hemmelighed!
Vi har købt en hund!! Den sødeste lille krøllede bomulds-hvalp, og i dag er han endelig gammel nok til, at vi kunne hente ham hjem.
Vi har haft hund før… Karla hunden, en pruttende og snorkende fransk bulldog. Hun var vores “første baby”, lige ind til Sigurd blev syg. Så væltede vores verden og alt vores overskud forsvandt, som dug for solen. Det betød desværre, for Karla, at vi ikke havde det fornødne overskud til hende, i hendes sidste leveår og det giver mig stadig dårlig samvittighed. Men midt i vores kæmpe store sorg og krise, kunne jeg slet ikke bære tanken om, at skule af med hende, for hun var jo en del af vores familie og selv om vi ikke havde ligeså meget overskud til hende, som før Sigurd blev syg, så var vi jo glade for hende og hun for os.
For snart 3 år siden blev hun syg og måtte aflives. Det var en trist trist dag! Dengang besluttede vi, at vi ikke skulle have hund igen. Men altså, man har jo et standpunkt til man tager et nyt.
Jeg har i løbet af det sidste par måneder savnet det mere og mere, det at have en hund. For selv om det ind i mellem er hårdt, så er det også bare helt fantastisk og virkelig hyggeligt.
Og selv om mit overskud fortsat er svingende, så er der trods alt meget mere af det, end dengang hvor Sigurd debuterede med sin epilepsi og min verden blev fyldt af sorg og afmagt. Sorgen og afmagten er der fortsat, det vil den nok altid være i en eller anden grad, men den er ikke længere lige så nærværende og opslidende, som det var tilfældet for 6.5 år siden.
Beslutningen om, at få hund igen, er i den grad en gennemtænkt beslutning.
Vi har lavet lange lister med fordele og ulemper, vi har googlet hunderacer og sågar spurgt en Magic 8 ball til råds.
Da listen var gjort op og fordelene var flest, blev jeg alligevel i tvivl. Så jeg spurgte en mor, som også har et barn med epilepsi til råds, for hvem kan bedre forholde sig til vores situation, end en mor der også har et barn med Dravet. Hun svarede mig, at hun bestemt syntes, at vi skulle gøre det, at vi skulle lade være med, at tænke så meget over det og bare gøre det, som føles rigtigt. Hun huskede mig derudover på, hvor meget man får af en hund og hvor vigtigt det er, at have andet en det syge barn og epilepsien, at gå op i.
Lige der blev jeg sikker, lige der blev den endelig beslutning taget. For jeg trænger i den grad til, at have noget mere end Sigurd og epilepsi, at skulle forholde mig til i hverdagen.
Men det er bestemt ikke kun for min (og Jimmy´s skyld), at vi nu igen er blevet hundeejere. Det er i høj grad også for Sigurd´s skyld. Han er ofte en ensom dreng. Han kan ikke have legekammerater med hjem, som andre børn, det kan han slet ikke hverken rumme eller finde ud af. De fleste dage er han bare hjemme, sammen med Jimmy og mig. Og det gør mig så trist, for man ønsker jo, at ens barn har venner, selvfølgelig gør man det.
Han var meget tæt knyttet til vores gamle hund og selv om det snart er 3 år siden hun blev aflivet, taler han stadig om hende og hver gang vi besøger min mor, hvor hunden er begravet, vil han hen og hilse på gravstedet.
Når han har vænnet sig til ham her, den nye lille bomuldstot, så er jeg helt overbevist om, at de bliver de bedste venner. En selvskabshund er helt perfekt til ham, min semi autistiske dreng.
Hvis I undrer Jer over, at jeg ikke har nævnt et navn på hunde baby´en, så skyldes det, at vi ikke helt kan finde ud af/blive enige om, hvad han skal hedde.
Lige nu er det Nelson, Otto, Lui , Viggo og Jeppe der er i spil…..hvad synes I??
