Siden jeg var 18 år har jeg været arbejdsgiver, for efterhånden ret mange hjælpere. Nogle har været ansat hos mig længe, nogle kun ganske kort tid. Hende der var ved mig kortest tid, kunne klare det lige præcis én dag, inden hun måtte have sin mor til, at ringe og fortælle mig, at jobbet altså ikke var noget for hende og at hun derfor ønskede, at stoppe øjeblikkeligt. I den modsatte ende, har jeg haft en hjælper, som var ansat hos mig i 7 år.
Helt fra starten har jeg afholdt jobsamtaler, lavet vagtplaner og lønsedler.
Da jeg var 22 år, måtte jeg for første gang opsige en hjælper. OMG, det var grænseoverskridende! Selv om det er mange år siden, kan jeg stadigvæk huske det tydeligt. Det var rædselfuldt og jeg var SÅ nervøs, at jeg næsten ikke kunne få ordene ud af min mund.
Jeg kan huske, at jeg, efter at have samlet mod sammen hele dagen, sagde til hende, at jeg gerne ville have, at hun satte sig ned, for der var noget vi skulle tale om, Hendes svar var “Åh, nej”, for hun vidste godt, hvad det handlede om, hun kunne sikkert også godt selv mærke, at det ikke var helt godt mellem hende og mig.
Jeg kan ikke huske hvor mange hjælpere, efter hende, som jeg har måttet opsige. Tror det er 5-6 stykker og jeg har hadet det hver gang. Selv om det selvfølgelig ikke er helt så grænseoverskridende og skræmmende, som det var første gang, så er det ikke noget, som jeg tror, jeg kan vende mig til.
Da jeg startede med at have hjælpere, blev mange af mine hjælpere, mine rigtig gode veninder, nogle tættere end andre. Det var fantastisk, hyggeligt og sjovt. Jeg har festet med dem, holdt hjælper-julefrokoster og en enkelt gang har en hjælper svunget mig så voldsomt rundt, i en dans, at hun tabte mig og jeg fik hjernerystelse.
Det er via en tidligere hjælper, som blev min rigtig gode og tætte veninde, at jeg har mødt Jimmy. Hvis jeg tænker på hende, tænker jeg faktisk slet ikke på hende, som en tidligere hjælper, selv om hun var ansat hos mig i flere år.
Men det var dengang. Nu kunne jeg slet ikke forestille mig, at skulle være veninder, med mine hjælpere. Jeg synes, at det ville være noget rod.
Men det betyder ikke, at jeg ikke har det godt med mine hjælpere, for det har jeg og det er vigtigt for mig, at de har det godt med mig. De skal være glade for, at være i vores hjem og føle sig trygge.
Egentlig vil jeg helst have hjælpere ansat, som er på samme alder som mig. Det er dog ikke tilfældet pt. hvor jeg har tre meget unge og meget søde piger ansat. De er alle under 25 år og nogle gange føler jeg mig virkelig gammel, som fx. da det gik op for mig, at den ene af dem startede i folkeskole, samme år, som jeg blev færdig på gymnasiet. Men de er så søde og siger, at de ikke synes, at jeg virker så gammel….. hæ hæ, om de så mener det… tjaaa det ved jeg jo ikke 🙂
Jeg tænker egentlig sjældent over, at jeg er arbejdsgiver og har et arbejdsgiveransvar. Men det har jeg jo og i nogle perioder bruger jeg rigtig lang tid på, at være arbejdsgiver. For foruden jobsamtaler, vagtplaner og lønsedler, så skal der ind i mellem også afholdes trælse og alvorlige samtaler (fx. sygesamtaler), der skal laves APV´er og så er der alt det løse.
Generelt ville jeg selvfølgelig ønske, at jeg kunne være foruden hjælpere. For nogle gange er det bare frygtelig frustrerende, at være afhængig af andre, at have andre mennesker i ens hjem og bruge tid på jobsamtaler, vagtplaner og så videre.
Men på den anden side, så har jeg igennem årene lært rigtig rigtig meget af, at være arbejdsgiver PLUS jeg har mødt virkelig mange skøre, skæve og helt vidunderlige mennesker, alt sammen fordi at jeg har været deres arbejdsgiver.
