En særlig dag

​I dag er en lidt særlig dag.

For det første er det min mormor’s 90 års fødselsdag! Sigurd, Jimmy og jeg har lige været forbi hende med blomster og chokolade… og hurra og tillykke!

For det andet, så er det i dag præcis 1 år siden, at Jimmy fik foretaget sin vilde 4 dobbelt bypass operation.
Selv om det er 1 år siden, så kan jeg huske hver detalje fra dagen, som om det er printet på min nethinde.
Det var en vild dag, på alle måder. Men selv om alt inde i mig råbte “panik panik panik”, var det fuldstændig afgørende, at jeg var rolig og kold som is.
Jimmy var, indtil den søde sygeplejerske gav ham en stesolid, ved at kaste op af angst og panik, så får hans skyld måtte jeg være rolig. Jeg sad i hans fodende, imens vi ventede på, at en portør kom og kørte ham op på operationsgangen. Jeg kyssede ham farvel og på gensyn foran de tunge sorte døre ind til operationsgangen. Jeg kan huske, at jeg lovede ham, at vi ville ses igen og at jeg ville komme over til ham på hjerte opvågningen, når operationen var færdig. 
Herefter vendte jeg om, trak vejret dybt ned i min mave og så gik jeg over på den anden side af gaden, til Trygfondens Familiehus, hvor mit drengebarn befandt sig. For ham skulle jeg være mor og dermed stærk.

Ventetiden var det værste. Jeg kan huske, at jeg næsten ikke kunne være i min krop… men udadtil var jeg rolig og fattet. Jeg legede med mit barn, læste bøger for ham og spiste sammen med ham.
Klokken 18.45, længe efter jeg burde være blevet ringet op af kirurgen, kunne jeg ikke holde ud at vente mere. Så jeg ringede over på afdelingen. Og imens jeg talte med sygeplejersken kunne hun se, at de netop var ved at tjekke ud fra operationsstuen. Men hun kunne ikke fortælle mig, hvorfor operationen havde taget næsten 2 timer længere end forventet. Så igen måtte jeg vente, vente på at kirurgen skulle ringe til mig. Det gjorde han endelig kl. 19.15….
Jeg kan huske, at det første jeg sagde til ham var, at jeg havde ventet hans opkald længe.
Han fortalte mig, at alt var gået godt, at Jimmy havde været stabil under hele operationen, men at operationen var trukket ud, fordi de havde svært ved at finde åre i hans krop, som kunne bruges. Til sidst var det dog lykkedes og de havde nu kørt ham op på hjerte opvågningen.

Efter yderligere et par timers venten fik jeg lov til, at besøge ham, på hjerte opvågning, præcis som jeg havde lovet ham det, inden jeg forlod ham foran de tunge sorte døre tidligere på dagen.

Han var vågen, men stadig med tube i halsen og meget meget dårlig. Jeg kan huske, at jeg med det samme gik i professionel mode, på samme måde, som jeg har gjort det så mange gange før, når Sigurd har været meget dårlig.
Det var virkelig væmmeligt, at se ham sådan. Men i stedet for, at tage det ind og reagere, så fokuserede jeg på, hvor meget blod han havde mistet, hvad de gav ham af smertestillende, hvordan hans hjertefrekvens og blodtryk lå. Det var meget nemmere at forholde sig til end det følelsesmæssige og et er sikkert, Jimmy havde i den grad brug for at jeg var rolig og jeg fornemmede faktisk også, at han selv fandt en smule ro i mine medicinske spørgsmål. Er sikker på at hans dopede hjerne var sikker på, at jeg nok skulle få styr på det hele.
Efter et par timer, gik jeg tilbage til Sigurd, børstede mine tænder og ringede til hjerte opvågningen. De fortalte at de havde lagt ham til, at sove igen på grund af hans mange smerter. Det gav mig ro at vide, så herefter lagde jeg mig selv til at sove, helt tæt op af Sigurd.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv et svar