Så er udleveringstilladelse og nyt medicin i hus.
I aften starter drengebarnet op med en lille dosis og hvis han tåler det, trapper han op på fuld dosis om en uge.
Efter en hurtig optælling kan jeg konkluderer, at dette er medicin præparat nr. 9 han prøver. Shit, det er mange synes jeg!
Han startede på medicin da han var 5 måneder gammel og jeg kan huske, at jeg tudede så meget, da lægen sagde at min lille baby skulle starte på medicin, at de sendte en (sød) sygeplejerske ind for, at tale med mig.
Selv om jeg dengang, for mange år siden, syntes at det var forfærdentgligt, at min lille baby skulle starte op på hard core medicin, så havde jeg alligevel et håb og en forventning om, at det ville gøre ham anfaldsfri. Dette har med årene ændret sig en del. Jeg har stadig håbet (for uden håb, vil det hele være for svært). Men mine forventninger er meget meget små…. desværre!
Men jeg håber inderligt, at jeg tager fejl og at jeg om et par uger kan fortælle, at vi nu endelig har fundet miraklet.
For faktisk er jeg slet ikke i tvivl om, at miraklet findes. At der findes et eller andet derude, som kan gøre ham anfaldsfri. Om det er i medicin eller noget helt andet, vi skal finde miraklet er jeg dog i tvivl om. Men hvorom alting er, så skal vi bare lige finde det…. og det må gerne være snart!
