Tak til manden med hatten

Når man, som Sigurd og jeg, ikke er som folk er flest, er der meget stor forskel på, hvordan fremmede folk møder / ser på os.

Jeg tror jeg har prøvet det meste. At fremmede mennesker opfatter og behandler mig som alt fra sej til sær eller ligefrem hjerneskadet, fordi de åbenbart tror, at intelligens sidder i armene.
Det generere mig sjældent, for det siger mere om dem og deres fordomme eller mangel på sociale færdigheder, end det siger om mig.
I lørdags var jeg i byen med nogle af de skønneste kvinder jeg kender. På vej op mod Park Allé og taxa holdepladsen kommer der en ung og en noget beruset kvinde helt hen til mig. Hun ville bare fortælle mig, at hun syntes, at det var sejt, at jeg gik i byen, når nu jeg har nogle vanskeligheder, som hun kaldte det. Jeg smilede (overbærende) til hende og fortalte hende, at jeg faktisk har et ret normalt liv på trods af de manglende arme. 
Hun sagde, at hun på ingen måde ønskede at være fordomsfuld og jeg overvejede et kort øjeblik om jeg skulle fortælle hende, at hun rent faktisk lige der var enormt fordomsfuld. Men jeg lod den ligge, da jeg tænkte, at det var det nemmeste.
De skønne kvinder spurgte mig efterfølgende, om det ikke er helt vildt træls med disse oplevelser og foredomme. Mit helt ærlige svar var nej, jeg er faktisk ret ligeglad.

Men det er sjovt, for når det kommer til Sigurd er jeg langt fra ligeglad, hvordan folk opfatter ham. Ved første øjekast ligner han jo et helt normalt barn, men så snart han åbner munden er det tydeligt, at det ikke er tilfældet og det tydeliggøres naturligvis også, når han har sin hjelm på. 
De fleste fremmede mennesker møder ham med en eller anden form for berøringsangst, hvor de knap nok tør kigge på ham og da slet ikke tør tale med ham. 
I dag var han med i Rema1000 og foran os i kassen, stod en ung mand med en barnevogn. Sigurd var meget optaget mandens varer og gik på et tidspunkt helt op ved siden af manden. Jeg forsøgte straks at afværge situationen, fordi jeg forventede, at manden, som de fleste andre, ville blive utryg ved Sigurd og hele situationen. Men han var simpelthen så sej, sagde hej til Sigurd og spurgte om han ville hjælpe ham med, at pakke hans varer. Sigurd tog mandens toiletpapir og holdte det stolt i favnen. Men herfra kunne han ikke finde ud af, hvad han skulle gøre ved toiletpapiret. Manden prøvede tålmodigt, at guide Sigurd til at lægge det under barnevognen. 
Og ved I hvad? Lige der redede han min dag og gjorde mig helt vild glad. For han tog sig tid til, at møde mit barn som et rigtig og ligeværdigt menneske.
For Sigurd var der noget læring i, at kommunikere med et helt fremmede menneske, som ellers kun sker yders sjældent for ham.
Så tak til manden med hat og barnevogn, tak fordi der også er nogle som dig!!

image

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv et svar