Den 1. marts var det 1,5 år siden jeg stoppede på mit arbejde, for at blive fuldtids hjemmegående på tabt arbejdsfortjeneste med Sigurd. Jøsses det er længe synes jeg. Og mine følelser herom er enormt splittede.
På den ene side savner jeg i den grad, at arbejde. Jeg savner, at have en normal hverdag og bruge mit fag. Jeg elsker at være socialrådgiver og det er bare et eller andet helt særligt og enormt givende ved, at arbejde med mennesker, som er såkaldt socialt udsatte.
Jeg savner, at blive mentalt udfordret og stimuleret. For faktisk er jeg ikke ret godt til, at være hjemmegående. Der er meget lidt husmoder gemt i mig.
På den anden side ved jeg jo godt, at det bare slet slet ikke er muligt, at passe et arbejde, så længe Sigurd har det som han har det. Alene de mange søvnløse nætter, ville gøre det svært, at passe et arbejde. Og det er jo bestemt ikke fordi, at jeg går rundt herhjemme og hygger med vasketøj, shopping og småkagebagning, tværtom. Det er benhårdt arbejde og min “arbejdsuge” overstiger langt de 37 timer. Med pleje og omsorg af barn. Med at træne og øve kompetencer og udvikling, som for drengebarnet (desværre) ikke bare kommer sådan helt af sig selv. Med samtaler, møder, konsultationer og opfølgninger med lærer, læger, apoteket, fysioterapeut, ergoterapeut, socialrådgiver og pædagoger. Med overvågning og løben i røven af barn, som hele tiden skal være under konstant opsyn. Og så videre og så videre……
Men jeg gør det jo gerne, for jeg elsker ham jo…… mit smukke, søde, sjove og kærlige drengebarn. Også selv om jeg nogle dage synes, at jeg ofre rigtig meget for hans skyld, for det gør jeg jo for pokker.
Men når nu tingene er, som de nu engang er, så kan det ikke betale sig, at tude over det. I stedet prøver jeg, at se det positive i situationen. Jeg er taknemmelig over, at leve i et land, hvor det rent faktisk kan lade sig gøre, at få tabt arbejdsfortjeneste, jeg nyder at jeg får lov til, at være så meget sammen med mit barn, som jeg er (også selv om det nogle gange er lidt for meget af det gode) og så er jeg taknemmelig for, at jeg med forevereco.dk ind i mellem har muligheden for, at bruge mig selv og være andet end blot mor. Det samme gør sig gældende med bloggen her. Den giver mig en eller andet form for frirum samt en mulighed for, at bevare og vedligeholde mit skriftsprog, omend jeg her bruger et væsentligt andet sprog, end det der gjorde sig gældende, da jeg passede mit arbejde, som socialrådgiver.