Et positivt sind

Cana Buttenschøn skrev i dag et indlæg, på sin blog, om at hun bevist vælger at blogge om det positive i hendes hverdag og dermed lade det positive være hendes historie.
Det fik mig til, at tænke på en samtale, som jeg havde med en veninde i sidste uge. Hun spurgte, hvordan det går (som folk jo gør) og jeg svarede, at det går helt af helvedes til.
Hertil svarede hun “Ej øv, jeg troede lige, at det gik så godt. Jeg synes du skriver så positivt på bloggen for tiden.”
Et svar som jeg blev både glad og overrasket over, for jeg synes faktisk, at jeg nogle gange skriver lige lovligt meget om det negative. 
Men jeg skriver ikke om, alt det negative. Jeg skriver ikke om alle perioder, hvor Sigurd har det skrækkeligt, hvor jeg er i så meget søvnunderskud, at jeg knap nok kan hænge sammen, eller perioder, hvor Jimmy har det så dårligt med kvalme og svimmelhed, at han knap kan forlade sofaen. Dage hvor det bare er overlevelse.

Jeg tror på, at positivitet avler positivitet ligesom jeg tror på, at negativitet avler negativitet.
Det er derfor et bevidst valg for mig, at jeg nogle gange holder lidt igen med det negative. Jeg orker ikke altid, at skulle skrive om det, ligesom jeg ikke forestiller mig, at I orker at læse med, hvis det hele bliver for sort og trist. Og egentlig er jeg generelt set et ret positivt menneske. Der skal meget til, at vælte min verden.
Men jeg har tidligere skrevet meget om det hårde, triste og negative i vores hverdag og det har jeg tænkt mig, at fortsætte med. 
For jeg skriver om mit liv og min hverdag, så det vil være en stor fed løgn, et falsk glansbillede og ganske enkelt misvisende, hvis dette ikke (også) skulle fylde på bloggen.
 Og faktisk er det (også) et bevidst valg, at skrive om det negative. For det er også en del af livet. Nogle dage er vores hverdag pisse hård, trist og ensom og det synes jeg også er vigtigt, at skrive ærligt om.
Med tiden kan jeg faktisk mærke, at det er blevet vigtigere for mig, at være ærligt og bryde tabuer, selv om jeg godt ved, at det lyder som en stor kliché! Men jeg har lyst til, at være åben om, at det nogle dage er pisse hårdt, at have et handicap og være mor til et barn med et handicap, at jeg godt forstår, hvorfor nogle vælger et foster med handicap fra (til en vis grad, naturligvis) og at ikke alle dage og ikke alle tanker er lige rare og positive.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv et svar