At være mor til et barn med særlige behov

  • af

At være mor til et barn med særlige behov kræver, at jeg hver dag skal yde eksta omsorg, ekstra pleje, ekstra opmærksomhed. At jeg har ekstra bekymringer, ekstra stress, sorg og angst.

Selv om mit drengebarn beriger mit liv med mere kærlighed, glæde og lykke end jeg anede var muligt, så er det også hårdt arbejde, at være hans mor. Et arbejde som aldrig stopper, det er 24 timer i døgnet, hver eneste dag.
Det er et arbejde, som kræver mange evner. For jeg er ikke kun hans mor. Jeg er også hans læge, sygeplejerske, socialrådgiver, pædagog, lærer/mentor, talepædagog, fysioterapeut, koordinator og meget mere.

Nogle dage, når klokken nærmer sig 19 og dermed drengebarnets sengetid, dukker der en grim følelse op i mit sind. En følelse af klaustrofobi og en følelse af, at jeg ikke har mere omsorg at give ud af. Jeg føler mig drænet og tømt. Det er særligt på dage, der er startet længe før solen står op, dage som er startet med anfald og stress.
Heldigvis er følelsen altid kortvarig. Jeg formår heldigvis altid, at lade mig selv op igen.
Men når det er sagt (eller rettere skrevet), så tror jeg sgu, at jeg (sammen med alle andre forældre til børn med særlige behov) bliver gammel før tid.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *