Følelser #1

Han er min sol, min måne og alt der midt i mellem. Jeg elsker ham højere end jeg vidste, det var muligt at elske et andet menneske.
At blive og være hans mor er det største, mest fantastiske og overvældende i mit liv.
Vi har et helt specielt bånd, ham og mig.
Hver morgen fortæller han mig, at han elsker mig, på sin helt egen måde og jeg ved, at han heller ikke er i tvivl om min kærlighed til ham.

Men nogle dage irritere han mig, mere end jeg anede var muligt. Det er særligt de dage, hvor den autistiske og retarderet del tager over. De dage, hvor han i virkeligheden har mest brug for, at jeg elsker ham. De dage elsker jeg ham mindst og det gør mig skamfuld.
Nogle dage har jeg lyst til, at råbe af ham, at han skal tage sig fucking sammen. Selv om jeg godt ved, at han allerede tager sig sammen, alt det han kan, hver eneste dag.

Nogle dage lever jeg ganske ubemærket med hans epilepsi. Nogle dage kan jeg næsten glemme den. Andre dage hader jeg den. Mere end jeg anede jeg var i stand til at hade. Had er skræmmende, destruktivt og ødelæggende. Men ikke desto mindre er det en følelse, der af og til dukker op i mit sind og gør det mørkt.

Men heldigvis sejrer kærligheden langt de fleste dage. For hvordan skulle jeg kunne føle andet end kærlighed, når jeg kigger på ham, når han krammer mig, når han putter sig helt ind til mig og når han med funklende øjne kigger op på mig og siger “dig og mig”!

image

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

2 kommentarer til “Følelser #1

Skriv et svar