Glædelig jul

  • af

Til trods for en ihærdig indsats fra min mor og ikke mindst svigermor, lignede vores hjem en slagmark, da vi stod op her til morgen, eller rettere formiddag.
Juletræ, julegaver, poser og kasser med julepapir og bånd i et virvar. Køkkenet bar tydelige spor af, at der var blevet lavet rigtig meget mad i det, aftenen forinden.
Jeg er normalt ikke ret god til rod. Men det her rod var okay. For det var julerod og vidnede om, at det har været en god juleaften. For det var det.
Som det er tilfældet for mange dage, særligt mærkedage, hænger kvaliteten af dem, for mig, i høj grad sammen med, hvordan Sigurd har det. I går havde han heldigvis en god dag og (jule)aften. Det er desværre ikke en selvfølge, særligt ikke for tiden, hvor anfaldene nærmest vælter ned over ham.
Netop af den grund, har jeg også mange gange, den sidste uges tid, overvejet at aflyse julen. For jeg vidste, at det ville være hårdt for Sigurd’s epilepsi med så mange mennesker, gaver og andet halløj.
På den anden side er han en meget social dreng og jeg vidste også, at han ville nyde at have gæster, danse om juletræ og pakke gaver op.

Det har i den grad været et dilemma for mig, faktisk så meget at det har kostet mig et par søvnløse nætter.
Den 22. om aftenen ville jeg egentlig aflyse, den 23. havde jeg ændret mening og pludselig var det den 24. og juleaften.

image

Det gik heldigvis fint. Vi spiste tidligt og det meste af aftenen forgik på Sigurd’s præmisser og han havde en fest.

Gaverne var overvældende og mange. Både Sigurd og jeg har fået så mange fantastiske gaver.
Manden min havde i den grad flottet sig og købt den lækreste jakke til mig. Desværre er den, på trods af sin str. XS, for stor til mig.
Sådan er det åbenbart, at være en lille armløs skid 🙂

En af Sigurd’s favorit gaver var en Bjørnen Bjørn bamse, eller Jørnen Jørn, som han kalder den.
Så da dagens forventede anfald slog ham omkuld, måtte den selvfølgelig med ind i sengen og putte.

image

Jeg synes det er så pisse, røv uretfærdigt, at han åbenbart ikke kan holde jul og hygge sig, uden at skulle straffes med anfald. Men jeg vælger, at det ikke skal gå mig på, i hvert fald ikke i dag…. i hvert fald ikke, hvis han slipper for flere anfald i dag.

Glædelig 1. juledag allesammen.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *