Selv om jeg faktisk kyssede med ham, første gang jeg mødte ham, var det ikke kærlighed ved første blik. Heller ikke ved andet eller tredje. Jeg synes han var lidt underlig og en mega nørd.
Men efter det tredje møde fandt jeg ud af, at det underlige måske ikke var så underligt alligevel. Måske handlede det mere om, at han bare var anderledes end de andre drenge, som jeg havde kysset på før ham. Ikke at der havde været noget som helst galt med dem, overhovedet. Men ham her havde bare en helt særlig ro og så hvilede han befriende meget i sig selv. Jeg kan huske, at han lynhurtigt så igennem mit dengang meget hårde ydre og det afvæbnende mig totalt. Jeg syntes stadig han var en nørd, det synes jeg stadig. For det er han. Faktisk så meget, at hans mor troede, at han havde fået en ny computer, da han ringede til hende og fortalte hende, at han havde fået en ny kæreste og at hun ingen arme havde (har). Det er simpelthen det sjoveste og her næsten 15 år efter, får det mig stadig til at grine, når jeg kommer til at tænke på det.
Vi har oplevet meget og gået mange vilde ting igennem sammen. Vi er stærke sammen, det er der ingen tvivl om og vi er gode til, at kommunikere, også når det er svært.
Så selv om han nogle gange, er det mest irriterende menneske jeg kender, og han sikkert ind i mellem synes det samme om mig, så er der ingen andre end ham, jeg heller ville være sammen med. Og det er jo sådan set er ret heldigt, for i dag har vi nemlig bryllupsdag manden min og jeg.
