Overvågning

Hver eneste minut, døgnet rundt bliver Sigurd overvåget. Det er helt nødvendigt, da han har anfald på alle tider af døgnet og en del af dem kræver brydende medicin (altså medicin, som kan stoppe anfaldet). Derudover er der risiko for, at han kan komme til skade eller ligefrem bliver kvalt under et anfald, hvis vi ikke får lagt ham ned og om på siden.

I dagtimerne foregår det helt simpelt ved, at vi hele tiden er tæt på ham (som oftest under 10 meter fra ham), således at vi hele tiden kan se og høre ham.

Om natten ligger han inde i mellem os, altid helt tæt op ad mig. Det er ikke en holdbar løsning i længden, for han kan selvfølgelig ikke ligge derinde til han er 16 år. Men lige nu fungerer det.
Han har mange forskellige former for anfald, så en rystealarm opfanger langt fra alle hans anfald. Hans saturation (ilt mætning i blodet) er ikke altid påvirket af anfald, hvorfor en sat måler, heller ikke er løsningen.
En vågen nattevagt er ikke sådan lige, at få bevilliget. Og for at være helt ærligt, så orker jeg det faktisk heller ikke. Med mine hjælpere og Sigurd´s aflaster rendende ind og ud af vores lille hus i dagtimerne, har jeg behov for, at natten er vores, helt alene.
Jeg er så tunet ind på ham, at jeg vågner ved det mindste tegn på anfald eller optakt til anfald. Det gør mig tryg og det betyder, at jeg kan sove, også selv om jeg overvåger ham.
Så for nu og ind til videre, sover han inde i smørhullet.

Om aftenen, fra han er kommet i seng og indtil jeg går i seng, bliver han overvåget via et overvågningskamera. Det er skide smart og man kan sagtens holde øje med overvågning og følge med i en film på samme tid.
Og så er det faktisk temmelig hyggeligt, når jeg, i stedet for anfald, fanger godnatlæsning på overvågningen, som det var tilfældet forleden aften.

image

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv et svar