Savn

Sigurd sover virkelig dårligt for tiden, med opvågninger ca. hver 30. minut natten igennem. Derudover er jeg blevet møg forkølet og mit overskud ligger derfor pt. på et meget lille sted. Alligevel tænker jeg rigtig meget på mit arbejde for tiden og savner det. Eller rettere jeg savner det, det var engang. Dengang hvor jeg havde både tiden og overskuddet til et fuldtidsarbejde. Det var også dengang, hvor jeg brugte mine arbejdsdage sammen med borgerne, i stedet for at dokumentere hvor, hvornår og hvorfor jeg havde tænkt mig, at bruge tid på direkte borgerkontakt igen.

Da jeg kom tilbage på arbejde, efter en virkelig vild barsel, var jeg SÅ klar til, at komme ud i verden igen. Efter at det meste af min verden, under min barsel, havde foregået indenfor på diverse hospitaler. Men jeg kom tilbage til en helt anden arbejdsplads, end den jeg havde forladt og den blev konstant ved med, at ændre sig. Til sidst blev det for svært for mig, at blive ved med, at følge med. For et eller andet inde i mig blev ødelagt sammen med Sigurd´s diagnose og årene med epilepsi så tæt inde på livet, begyndte at tærer på mig. Så jeg tog konsekvensen og gjorde, hvad der var det bedste for mig, for mit barn og faktisk for hele vores familie. Jeg blev hjemmegående husmor. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det er den rette beslutning og jeg ved ærligt talt ikke, hvordan jeg magtede et arbejde oveni Sigurd´s sygdom i så mange år, som jeg rent faktisk gjorde.
Det skal måske lige nævnes, at jeg aldrig har arbejdet fuld tid efter min barsel. De første år, indtil jeg blev fuldt tid hjemmegående, skiftes Jimmy og jeg til, at passe vores arbejde, en uge ad gangen. For i starten var der ingen af os. der ønskede at opgive arbejdslivet. Men med tiden blev det bare tyderligere og tydeligere, at det var nødvendigt. For det kræver faktisk et fuldtidsarbejde og mere til, at tage sig af Sigurd, hans epilepsi og alt det der omhandler det.

Men det betyder ikke, at jeg ikke savner at arbejde, for det gør jeg. Meget og ofte.
Jeg elsker socialrådgiverfaget, også når det er svært og hårdt. Jeg elsker, at kunne gøre en forskel, eller i hvert fald forsøge på det.

Jeg savner, at bruge det fag, som jeg har taget en uddannelse i, jeg savner at have en hverdag uden for hjemmet og jeg savner at have kollegaer.
Torsdage på forvaltningen har, for mig, altid været en særlig dag. Foruden mange arbejdstimer har den budt på vilde mængder af kage og hyggestunder med kollegaer, som ind i mellem har kunnet få mig til, at grine så meget, at jeg næsten har tisset i bukserne 🙂

image

Jeg føler rigtig meget identitet i, at være socialrådgiver. Det meste af det er inde i mit hoved, det ved jeg godt. Men noget af det er også den omverden, som møder mig.
Når jeg møder folk for første gang tænker de ofte, at jeg da selvsagt må være på førtidspension, grundet mine manglende arme. Jeg har elsket, at kunne modbevise denne stigmatisering/fordom.
Nu, når jeg møder familemedlemmer eller venner, som jeg ikke har set længe, spørger de næsten altid, hvornår jeg skal i gang med, at arbejde igen.
Jeg kan godt forstå dem, jeg havde sikkert gjordt det samme, i deres sted, for at arbejde er jo en enorm stor og vigtig del, at de fleste voksne menneskers liv.
Men nogle gange, bliver jeg en smule frustreret over deres spørgsmål, for svaret er jo, at jeg ikke aner det. Men jeg tror desværre ikke, at det er lige om hjørnet.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv et svar