Jimmy synes, at jeg skal skrive et indlæg vedrørende mine manglende arme. Men jeg synes altså, at det er lidt svært, for jeg ved ærligt talt ikke helt, hvad jeg skal skrive om. Jeg tænker sjældent på, at jeg ikke har nogle arme og det fylder ikke ret meget i vores hverdag.
Jeg tror egentlig heller ikke, at Jimmy tænker ret meget over det (længere) og for Sigurd er det helt naturligt, det er jo bare sådan hans mor er. Hvis han vil have mig til, at hjælpe sig med noget tager han fat i mine fødder og på samme måde, hvis han vil give mig et eller andet, giver han mig det bare i fødderne. Når vi er ude at gå eller købe ind, holder han fast i mit ærme, akkurat som han ville have holdt fast i mine hænder, hvis jeg havde haft sådanne.
Årsagen til, at de manglede arme ikke betyder ret meget i min bevidsthed, er utvivlsomt fordi jeg fuldt ud har accepteret at de mangler. Da jeg var ung teenager, var det ikke altid sjovt at være armløs, der vil man jo bare gerne være som alle andre, så der manglede jeg dem. Men det er altså mange år siden.
Jeg kan jo også langt de fleste ting med mine fødder. Jeg kan fx. uden problemer selv tage make up på, ordne hår, tage kontaktlinser ud, ordne vasketøj, skrive sms´er, spise, lege med mit barn, give ham medicin, lægge vendespil, bygge LEGO og læse bøger.
Sigurd ved godt, at jeg ikke kan løfte ham, men hvis han alligevel synes han trænger til, at blive løftet af mig, kravler han op ad mig og hænger sig fast om min hals som en lille abeunge.
Selvfølgelig er der visse ting, der er ret ufede ved, at mangle begge arme. Fx. er det pisse irriterende, at det meste tøj aldrig sidder helt godt på mig, fordi der mangler arme til, at fylde det ud. Et problem, som jeg faktisk først blev opmærksom på, da jeg var gravid med Sigurd og mave og bryster pludselig bulede ud og fyldte mit tøj ud på en helt anden (og pænere) måde, end jeg havde prøvet før.
Det er også i den grad en udfordring, at være afhængig af andre og jeg er nogle gange ved, at brække mig over, at have hjælpere rendende ind og ud af vores hjem. Jeg har været arbejdsgiver med alt, hvad det indebærer siden jeg var 18 år, det gad jeg egentlig også godt, at være fri for.
Og så er det da også pisse irriterende, at jeg ligner Snøvsen, hvis jeg iklæder mig tophue og et stort halstørklæde og jeg samtidig hopper på ét ben.
God weekend fra mig til Jer!
