Selv om natten, for en gang skyld, har været god ved Sigurd, var han træt i morges. Han sov semi-længe (vi vækker ham kun undtagelsesvis og kun hvis det er strengt nødvendigt) og han var derfor først i skole ved 10 tiden.
Da han var afleveret i skolen skrev jeg et indlæg, som jeg slettede igen. For jeg syntes, at det blev for underligt og for usammenhængende.
Det er efterhånden alt for sjældent, at jeg får skrevet indlæg her på bloggen. Det er der mange årsager til. Men den primære årsag er nok, hvis jeg skal være helt ærlig, at livet gør mindre ondt nu, end det gjorde for 5 år siden, da jeg startede bloggen.
Dengang skrev jeg 10 gange så mange indlæg og der var over 10 gange så mange der læste mine indlæg. Jeg har mistet momentum. Det er okay.
Dengang handlede mange af mine indlæg om sorg, smerte og tunge følelser.
For livet gjorde mere ondt dengang, end det gør nu.
Det har altid været de “tunge indlæg”, fulde af følelser, som I bedst har kunnet lide at læse (eller i hvert fald er det de indlæg, der fik flest visninger) og faktisk har det også været de indlæg, som jeg bedst har kunnet lide at skrive. Det er de indlæg, der har været nemmest, for mig, at skrive/formulere.
Hverdag, det gode, det sjove og det dejlige er mindre naturligt og nemt for mig, at skrive om.
Jeg har tænkt en del over, hvad det mon skyldes?
I gennem hele mit liv har jeg oplevet meget smerte, både fysisk og psykisk og bla bla bla…. Det kunne jeg skrive vældig meget om. Men det gider jeg ikke. Det er ligemeget og jeg magter ikke, at sætte mig selv i offerrollen.
For nyligt er det gået op for mig, at jeg finder en eller anden underlig form for tryghed i smerten og sorgen. Fordi den er så velkendt.
Jeg tror ikke, at folk omkring mig opfatter mig som et sorgfuldt menneske. Det gør jeg heller ikke selv. Jeg tænker på mig selv, som en der kæmper, en der nægter at lade sig knække. Men det betyder jo ikke, at sorgen og alt det svære ikke er derinde, et eller andet sted, og i et vist omfang nok altid har været der.
Når jeg sådan sætter ord på det, lyder det helt skørt, at jeg finder tryghed i smerte og sorg. Men vi finder vel alle tryghed i det velkendte?
Men nu er livet altså, for det meste, dejligere og nemmere og det betyder åbenbart, at jeg ikke får skrevet ret mange indlæg længere.
Det vil jeg gerne lave om på, øve mig i at blive bedre til at beskrive det gode og dejlige (også selv om det ikke er de indlæg, der giver flest visninger). For det gode og positive er jo enormt vigtigt og ægte og relevant.
Og bare rolig, træerne vokser ikke ind i himlen. Livet er fortsat ind i mellem pisse hårdt og smerteligt og alt det svære overvælder mig stadig. For eksempel er jeg hver eneste dag bange for, at miste. Så alt bliver helt sikkert ikke kun rosenrødt herinde på min lille blog.
