Langsom genåbning

Lockdown dag 60, tror jeg – jeg har faktisk ikke helt styr på det længere, men jeg ved, at vi har været hjemme (mere eller mindre isoleret) siden den 11. marts og i dag er det den 1. maj (og glædelig kampdag forøvrigt).

Det går forbavsende godt. Altså jeg er stadig træt, jeg trænger til en lur og jeg trænger til alenetid, mest af alt trænger jeg til alenetid.
Ind i mellem går Jimmy mig voldsomt på nerverne og han har det givetvis på samme måde med mig. Og ind i mellem føler jeg også, at jeg trænger til en lille pause fra mine børn.
Men når alt det er sagt, så har denne tid også været dejlig. Vi har hygget os og lavet hyggelige ting, sammen. Og jeg har nydt, at være tæt på mine børn og set dem udvikle sig, både hver for sig og sammen.

Vi løber hurtigt og vi er på hele tiden. For uden aflasterne og kun en enkelt hjælper (nogen ganske få timer få gange om ugen) skal vi klare næsten alting selv, hver dag og hele tiden. Det er hårdt, men det har også været SÅ skønt, at have vores hjem for os selv. Det har været befriende ikke at have mennesker rendende ind og ud hele tiden, ikke at være en arbejdsplads og føle, at man bor på en banegård

Vi kan/vil ikke undvære hjælpere/aflasterne i det lange løb, det bliver for hårdt, men det har været skønt med en pause.
Samtidig har jeg været så taknemmelig og imponeret over den ene hjælper, der har været på arbejde af og til. Hun udvist så stor forståelse, forsigtighed og overskud. Hun har passet på os og passet sit arbejde til perfektion. Jeg i den grad blevet mindet om værdien af gode medarbejdere. 

Vi er vant til en hverdag med mange aftaler, møder og kontroller (plus alt det løse som frisørtider, fysioterapi og andet). Men alt det har jo været aflyst og det har også bidraget til, at vi har haft en anden ro, end vanligt.

Men vi begynder også allesammen at savne! 

Sigurd savner sin skole, sin ene aflaster og af og til også sin fysioterapeut.
Vilma savner børnehaven, sine venner og sin familie. 
Jimmy savner noget mere fritid og mulighed for socialt samvær.
Jeg savner mine veninder (nogle gange så meget, at jeg bliver helt trist), min familie og at kunne tage i Rema eller ind til byen.
Jeg trænger til en ansigtbehandling og en voksetid og både børnene og jeg kunne virkelig også godt snart trænge til, at komme til frisør.

Det har været og det er stadig svært, at finde ud af hvor meget og hvor hurtigt, at vi skal åbne mere op for omverden. Men det er nødvendigt, med en åbning, for ingen af os kan blive ved med, at leve sådan her.

Vilma havde fødselsdag i tirsdags og i den forbindelse har vi holdt flere udendørs fødselsdage – sådan semi på afstand, for Vilma er et barn og kan jo ikke forventes, at holde afstand hele tiden. Det var en smule grænseoverskridende, men faktisk også rigtig fint.

I næste uge, den 5. maj (helt symbolsk på befrielsesdagen) starter Vilma i børnehave igen. Det tror jeg bliver rigtig godt.
Derudover starter der også en ny hjælper her i næste uge. Det bliver spændende og tiltrængt.

Fra uge 20 har vi, i samråd med Sigurds læge, besluttet at han starter i skole igen og det er i virkeligheden nok det, der skræmmer mig allermest. Men det skal nok gå, det bliver jeg nødt til, at tro på!!

Men det er en mærkelig tid, fuld af dualisme, splittede følelser og social afstand. 

Hov, inden jeg slutter helt bliver jeg lige nødt til, at fortælle om en mere kæmpe optursting, som jeg har oplevet en del her under lockdown. Vilma og jeg har gået en del ture. Bare hende og jeg.
Selv om jeg har været mor i 10.5 år er det første gang jeg kan gå tur alene med mit barn. Med Sigurd har jeg altid (og vil altid skulle have) hjælper, aflaster eller Jimmy med, i så fald han skulle stikke af eller falde om med anfald).
Så at Vilma nu er så stor, at det er muligt at vi kan gå ture sammen – bare hende og jeg, det er så stort og mere fantastisk, end jeg tænker at alle jer med arme og raske børn næsten kan forestille sig 🙂

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

2 kommentarer til “Langsom genåbning

  1. Hej Malene, vi går med samme planer – og bekymringer – om en langsom genåbning herhjemme, så det er rart at læse, at I også springer ud i det. Julie har ikke set sin far i over to måneder (!) så det bliver vores første skridt, men hold op hvor giver det nerver på :-/

    1. Hej Sine, hold da op 2 måneder, det er længe. Det må være hårdt, for dem begge 💔
      Ja, det er en helt vildt skræmmende proces, at skulle åbne op igen og risikerer smitte. Men tanken om, at skulle fortsætte med at leve så isoleret, som vi har gjort hidtil, er også mega skræmmende. Det er virkelig svært synes jeg. En svær og mærkelig tid.
      Sender jer gode tanker og håber at både jeres og vores genåbning går efter planen 🤞

Skriv et svar til Sine Annuller svar