“Du har en baby inde i maven mor”, sagde hun imens hun aede min bare mave med sin ene hånd.
“Nej, det har jeg altså ikke, Vilma”, svarede jeg.
“Jo, du har!” sagde hun, næsten fornærmet.
“Nej Vilma” grinede jeg.
“Din mave er tyk, så du har en baby derinde mor” insisterede hun.
“Haha, ja min mave er sgu blevet lidt tyk, men det er ingen baby, jeg tror det er chokolade” sagde jeg imens jeg smilede til hende.
“Jeg også har en baby i maven og Alva har en baby i maven……. Kom mor vi skal op nu” fortsatte hun.
“Okay” svarede jeg og så stod vi op.
Lige for tiden vil hun rigtig gerne lege, at hun er storesøster og så er jeg lillebror. Så skal hun passe på mig og bestemme, hvad jeg skal lave eller se på.
Hun er fuld af omsorg og kærlighed og temperament og jeg elsker hende med hele mit hjerte! Min Vilma.
Jeg ville ønske, at jeg var 5 år yngre, at min krop var mindre smadret og at jeg (og Jimmy) havde mere overskud, for så ville jeg gøre hende til storesøster.
Jeg har selv to søskende og selv om der ind i mellem kan gå længe imellem jeg ser dem, eller bare taler med dem, så betyder de alverden for mig.
Søskende er uden tvivl den største gave, man kan give til sine børn. Men at få børn er altså en kæmpe stor beslutning (eller det bør det i hvert fald være). Og Vilma har jo heldigvis også en bror, Sigurd, som hun elsker højt. Som hun driller, passer på og giver så meget omsorg til, at det ind i mellem gør mig helt rørt. Men deres søskendeforhold er ikke som søskendeforhold er flest og det kommer det aldrig til, at blive. Det kan Sigurd aldrig give hende.
Måske derfor er ønsket om, at kunne give hende en rask søster eller bror, endnu større.
Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at det at være søster til Sigurd (som jo også er enormt kærlig og omsorgsfuld) giver hende noget helt særligt. For hende har det altid været helt naturligt, at give ham omsorg, på en helt anden måde, end små søskende normalt ville give deres mainstream storebrødre. Det er på ingen måde noget vi dyrker eller presser ned over hende. Hun skal aldrig føle, at han er hendes ansvar eller forpligtelse. Det ligger helt fast. Men for hende er det bare kommet helt naturligt.
Men jeg kunne ønske for hende, at hun også havde en rask søster eller bror. En hun kunne støtte sig op af, en der kunne være der for hende, altid.
Jeg bekymrer mig af og til over, om hun kan komme til, at føle sig alene med gamle forældre og en syg storebror.
Jeg har skrevet det mange gange før, men jeg er sådan en der tænker meget over alt, også fremtiden. Nogen gange ville jeg ønske, at jeg kunne være bedre til, at være i nuet og blot fokusere på, at vi faktisk har en lille pige der trives og som er glad.
For hvem siger, at det nogensinde bliver et problem for hende? Det er jo ikke sikker, at hun nogensinde kommer til, at føle at det er et problem for hende. Måske kommer hun aldrig til, at føle at hun mangler noget. Eller nogen. Der er jo faktisk også ret mange enebørn, der har det fint og dejligt, selv om de ikke har nogle søskende, de kan støtte sig op af.
Vi får aldrig flere børn. Det er jeg sikker på. Men jeg vil nok altid ind i mellem føle, at der mangler en treer.
