Flere syge børn, drugs og en tidlig morgen i Bangkok

I dag har været en underlig dag og har mindet mig lidt om en tidlig morgen i Bangkok i start nullerne.

Sigurd har været syg siden lørdag. Så han slap ikke for influenza, som jeg ellers havde håbet. Og alle der kender bare lidt til Dravet syndrom ved, at høj feber ikke er for sjov.

Næsten 40 i feber, anfald og en ked dreng.

Heldigvis har han ikke haft feber siden natten til mandag, men han er stadig møg forkølet, hæs, træt og afkræftet og har således ligget i sengen hele dagen i går og også i dag.
(Update: han havde ikke feber, da jeg skrev indlægget, men her til aften, hvor jeg endelig har tid til, at rette og udgive det, er hans temperatur igen steget til 38,7 – øv!).

I går gik jeg rundt og lavede alt muligt og havde også besøg af en veninde, så der gik jeg lidt frem og tilbage og holdte øje med ham og havde også tændt overvågningen noget af tiden.
I dag var jeg træt, så da jeg havde gjort Vilma klar til vuggestue og Jimmy gik op og afleverede hende til en dag med julefrokost og leg i vandpytter, gik jeg ind til Sigurd og faldt i søvn, sammen med ham.
Kl. 10 vågnede han og fik medicin. Men han ville ikke op og lå helt stille med sin iPad. Han er og har altid været et barn, der virkelig gerne vil have fysisk kontakt og nærvær, så han han syntes, at jeg skulle blive liggende sammen med ham. Så det gjorde jeg. Og faldt i søvn igen og drømte om min første lejlighed, hvor jeg boede fra jeg flyttede hjemme fra og 4-5 år frem. Med jævne mellemrum blev jeg vækket af Sigurd, der bad om et kys, en krammer eller at få pudset næsen, hvilket han naturligvis fik. Hvorefter jeg straks faldt i søvn igen.
Det føltes lidt som om, at jeg var blevet bedøvet og dette, sammen med den afbrudte søvn, mindede mig om en tidlig morgen i Bangkok i februar 2002.

Jeg var kørt fra Phuket mod Bangkok, sammen med en veninde, om aftenen. Vi skulle køre hele natten og jeg skulle herefter mødes med min far og hans kone i Bangkok, hvor vi sent om aftenen skulle flyve mod Danmark. Jeg skulle derfor rejse 2 nætter i træk og min veninde syntes, at det var vigtigt, at jeg fik sovet. Så hun overtalte mig til, at tage en sovepille. Jeg syntes det var en virkelig dårlig idé, men min veninde havde gode overtalelsesevner og jeg endte med, at skylle den ned sammen med vand på flaske.
Kort tid efter var jeg VÆK og vågnede først næste morgen på en busstation i Bangkok. Herefter skulle vi til et hotel, hvor vi skulle mødes med min far og hans kone. Vi tog en taxa og jeg kom ind på bagsædet og faldt i søvn. Jeg vågnede med jævne mellemrum op, ved lyden af min veninde og taxa manden, der skændes om trafikken. På et tidspunkt vågnede jeg ved at min veninde åbnede døren ind til mig og sagde, at jeg skulle komme ud NU! Hende og taxa manden kunne ikke blive enige, så vi måtte gå det sidste stykke vej til hotellet.
Præcis samme følelse, af at være bedøvet, havde jeg i dag. Dog minus varmen og lugten af benzin og Bangkok 🙂

Kl. 13.30 tog jeg mig sammen og stod op. Sigurd fik aflaster kl. 14 og jeg havde en masse jeg skulle nå. Blandt andet hente vuggestue dulle og købe termo støvler.

Nu sidder jeg inde i hans seng igen og pudser hans næse med jævne mellemrum, imens jeg skriver dette indlæg.

I Thailand ankom vi endelig til hotellet. Vi kunne ikke finde min far og hans kone og løb rundt på alle etagerne og råbte “Per og Bodiiiiiiil”. På et tidspunkt gav vi op. Jeg følte mig stadig bedøvet, så vi lejede et par senge på et backpacker værelse og så sov jeg videre. Da vi vågnede stod min far og hans kone lige uden for vores værelse og sådan er verden nogen gange så spøjs.

Turist Malle i Thailand, som har taget alt for meget sol og er alt for nedringet…men se lige, hvor ung jeg var 🙂
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

2 tanker om “Flere syge børn, drugs og en tidlig morgen i Bangkok”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *