Vil I hjælpe mig??

Som jeg skrev til dette indlæg, er det 5 år siden jeg stoppede helt med, at arbejde og i stedet blev fuldtidshjemmegående på tabt arbejdsfortjeneste.
For 4 år siden startede jeg denne lille blog og selv om det var helt vanvittigt grænseoverskridende, var det også helt fantastisk.
Jeg er fyldt op af ord og tanker og at få nogle af dem skrevet ned og sendt ud i virkeligheden er nærmest terapeutisk for mig.

Årene væk fra arbejdsmarkedet har gjort noget skidt for min selvtillid, så når folk skriver til eller fortæller mig, at de synes jeg er god til at formulere mig, har jeg svært ved, at tage det ind og helt tro på, at de mener det. Samtidig ELSKER jeg, når folk har lyst til at kommenterer på det jeg skriver og når nogen skriver til mig, at de kan relatere til det jeg skriver eller ligefrem bruge det til noget i deres eget liv, bliver jeg fyldt op af stolthed. For vi har vel alle brug for anerkendelse og et klap på skulderen. Og når ens arbejde består i, at gå hjemme og passe sit syge barn, er der altså virkelig sjældent, at der kommen nogen og fortæller en, at man gør det godt. Det kan på en måde virke mindre vigtigt, eller prestigefyldt. Selv om der jo i virkeligheden ikke er ret mange ting, der er vigtigere end, at sørge for at ens børn har de bedst mulige opvækstvilkår.

Bloggen har gjort mig godt og gør det fortsat. Men jeg har også længe haft et ønske om, at gøre noget mere. Så da jeg, næsten ved et tilfælde, fik mulighed for, at skrive en bog, om livet med et handicappet (og alvorligt sygt) barn, slog jeg selvfølgelig til. Jeg har længe ønsket, at skrive en bog. Men det skulle ikke være alene. Så derfor er jeg også lykkelig over, at jeg har fået mulighed for, at skrive bogen sammen med en fantastiske psykolog, der har mange års teoretisk og praktisk erfaring i arbejdet med forældre til børn og unge med alvorlige sygdomme og handicaps. Vi har ikke rammerne 100% på plads endnu. Men hun kommer til, at skrive noget om det mere praktiske/teoretiske, hvor mit bidrag vil handle om hverdag, følelser og så videre. Hun sætter rammerne og jeg fylder dem ud…. Eller noget i den stil.

Men inden vi går i gang vil vi helt vildt gerne have jeres meninger med. Så jeg har lavet en lille sprøgeskemaundersøgelse, som jeg håber at I vil bruge et par minutter på, at udfylde. Det gælder både jer, der tænker at det lyder som en spændende bog, men også jer som synes, at det lyder helt enormt uinteressant.

Og lige til sidst, til alle jer, der måske ikke kender mig og som aldrig før har besøgt min lille blog, hermed lige en lynhurtig præsentation. Mit navn er Malene, jeg er uddannet socialrådgiver og har arbejdet som Familierådgiver i en del år. Siden 2014 har jeg dog gået hjemme på fuld tabt arbejdsfortjeneste. Jeg er gift med Jimmy (som i 2015 blev hjerteopereret) og sammen har vi Sigurd på 10 år og Vilma på 2 år. Sigurd lider af Dravet Syndrom, som er svær epilepsi. Det betyder, at han det meste af sit liv har haft rigtig mange epileptiske anfald. Disse har bevirket, at han ikke er udviklet aldersvarende og er det som så grimt hedder psykomotorisk retarderet. Dertil har han en opmærksomhedsforstyrrelse og en smule autistiske træk. Han er en sød, sjov og kærlig dreng, men livet med ham er aldrig kedeligt…. og nogle gange faktisk lidt for spændende.
Nå ja, og så er jeg for øvrigt født uden begge arme (jeg bruger mine fødder som hænder) og har derudover været ret uheldig, hvilket har betydet at jeg har været igennem flere voldsomme ben og ryg operationer i min barndom…. så livet med mig er faktisk også sjældent kedeligt 😉

OG SÅ sprøgeskemaundersøgelsen.

På forhånd tak!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

3 tanker om “Vil I hjælpe mig??”

  1. Pingback: Tak til jer | Mallemor

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *