Nogle gange skal man danse i regnen

I går aftes var der fællesspisning i Sigurd´s klasse. Normalt er vi ret asociale i forhold til sådanne arrangementer, fordi Sigurd meget sjældent magter dem – særligt efter en skoledag. 

Fra midten af sidste skoleår begyndte vi at presse ham, ved at lade ham være længere tid i skolen hver dag. Han har forsat meget reduceret skema, men vi (og skolen) ønskede, at finde om han kunne magte nogle lidt længere skoledage. Og det kan han – sådan nogenlunde da. For han er virkelig presset til sit yderste, når han bliver hentet. Så er han træt og udkørt og vil, kan og  skal ikke andet end HJEM og slappe af!
I sidste uge blev jeg pludselig i tvivl om vi presser ham for hårdt, om det er rimeligt at han skal være så træt, hver dag, når han kommer hjem fra skole. Jeg er faktisk stadig lidt i tvivl, for der er både fordele og ulemper (som der er ved det meste her i livet). Men for nuværende lader vi ham blive på det ca. timeantal han er nu og så søger vi for, at han kan få ro og hvile når han kommer hjem.

Men i går var der fællesspisning i klassen og vi tog et sats og meldte os til. Sigurd nåede hjem og slappe af i små 3 timer, inden vi skulle afsted og så håbede vi på, at det var nok.
Han syntes det var virkelig underligt, at skulle i skole igen og startede også med, at protestere højlydt, ind til vi sad ude i bilen. For så var det pludselig også lidt sjovt, at skulle have sin lillesøster med i skole.

Fællesspisning var hyggelig og Sigurd fik spist virkelig mange grillede pølser (siden han var ca. 3 år har pølser uden sammenligning været hans yndlingsspise) og så fik han vist sin lillesøster frem og set en klassekammerart´s meget lille baby lillesøster – hende var han virkelig fascineret af. Jeg tro hun mindede ham om, da Vilma var lige så lille og ikke kunne løbe rundt og stjæle hans ting 🙂

Men inden aftenen var helt omme kunne han ikke mere, han var TRÆT og hans epilepsi begyndte at drille ham – meget. Så vi måtte skynde os at pakke sammen og løbe afsted mod bilen, så han kunne komme hjem og få ro. Præcis som så mange gange før, når vi er ude.

På vej op mod bilen ville Vilma gerne hoppe i vandpytter, det var der hverken tid eller overskud til, så hun måtte løftes skrigende ind i bilen. Jeg lovede hende, at vi kunne hoppe i vandpytter, når vi kom hjem.

Inden vi nåede hjem havde regnen udviklet sig til det vildeste skybrud! Fuck!
Men man skal holde hvad man lover, så Vilma og jeg hoppede og dansede i regnen. For nogle gange skal man bare gøre det, danse i regnen. Og det var faktisk helt okay….. ligesom det efterfølgende bad var det. 😉

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv et svar