Bloggerliv

Ih altså!!!!!!! Nu har jeg siddet her i 10 minutter og forsøgt at komme i gang med et indlæg. Men hvordan begynder man lige, når man ikke har skrevet et eneste ord på bloggen i mange mange måneder?? 

Jeg har ikke lyst til at lukke bloggen ned – overhovedet ikke faktisk. Jeg er helt vildt glad og stolt over min lille blog her. Men forskellige begivenheder har bevirket, at lysten, tiden og overskuddet ikke har været til, at skrive indlæg.

Det er ikke fordi, at det hele er op ad bakke, her i forstaden, at jeg ikke får skrevet. Faktisk er der ret mange ting, som er rigtig gode. Ting som er faldet på plads og som burde give overskud. Fx. er det MEGA fantastisk, at vi nu bor i et hus, hvor der er plads til os alle sammen. Hvor Sigurd har fået et kæmpe stort værelse, i den ene ende af huset, hvor han kan få ro på de dårlige dage og hvor der er plads til at lege på de gode. Hvor Vilma, for aller første gang, har fået sit helt eget værelse og hvor Jimmy og jeg har fået et soveværelse, hvor der ikke nødvendigvis SKAL sove børn.

Sigurd sover på sit eget værelse og så skiftes Jimmy og jeg til, at sove inde hos ham – fraset når vi har nattevagt. For det har vi nemlig fået bevilliget – og faktisk helt uden at skulle kæmpe for det. Jeg har i sandhed en masse, at være taknemmelig over og alligevel synes jeg, at jeg kører på pumperne det meste af tiden. 

Jeg tror, at det handler om, at jeg jo har en KÆMPE rygsæk af oplevelser og hårde år, som jeg aldrig rigtig har haft tid til, at bearbejde eller mærke efter og som nu lidt indhenter mig – nu hvor der rent faktrisk af og til er dage, hvor det er muligt. 

Og det er jo ikke fordi, at alt bare er zen og ren lykke herhjemme. For der er stadig kampe der skal kæmpes, kontroller, administrativt pis, sygehusbesøg, frustrationer, bekymringer, epileptiske anfald og alt muligt andet, som jeg skal forholde mig til.

Og så er der jo lige hende der den lille 2-årige. Hun er så sjov og sød og fuld af liv og kærlighed. Men altså hun er også pænt hysterisk ind i mellem og jeg skal virkelig løbe stærkt, for at følge med hende.

Men hvad skal der så ske med bloggen? Jeg ved det ikke…. 

Jeg håber, at jeg kan mobiliserede noget overskud til, at skrive et par indlæg af og til. For jeg vil så gerne stadig skrive, for der kører stadig indlæg i mit hoved og som jeg blev mindet om i går, af en som jeg har gået i folkeskole med (som skrev den sødeste besked til mig), så har jeg en unik historie, at fortælle. 
Og jeg fortæller den gerne. Ikke for at udstille mig selv eller min familie (og jeg tænker klart mere over, hvad jeg deler omkring mit pigebarn end mit drengebarn), men fordi at jeg har et oprindelig ønske om, at prøve at fortælle hvordan min hverdag er – på både godt og ondt. Fordi jeg tror på, at det er vigtigt. At prøve at give andre en et lille indblik og dermed forhåbentlig en større forståelse af, hvordan det er at leve i en handi familie.

Giver det mening??

Hmm…. af frygt for, at det bliver for meget navlepilleri, så vil jeg stoppe for nu. Jeg lover intet, men håber at jeg får gang i den her blog igen. 

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *