Jeg vil egentlig gerne skrive nogle flere indlæg – og gerne nogle med lidt mere indhold og substans, end de der hverdags-indlæg, som I har det lidt ambivalent med 😉
Men faktum er, at når der endelig er ro og dermed tid, til at skrive indlæg, så vil jeg hellere ligge på sofaen og stene ligegyldigt TV.
Jeg er brugt. Lige for tiden. Det må jeg erkende og handle efter. For der er mange ting i mit liv, der er vigtigere end blogindlæg.
Siden sidste indlæg er Vilma blevet 1 år og jeg forstår på ingen måde, hvor tiden lige blev af. Hvordan kan 1 år gå så stærkt? For et år siden var hun en lille baby. Det er hun bestemt ikke længere. Nu kravler hun rundt, rejser sig op og øver sig i at gå. Hun imiterer, griner, vinker, krammer og kysser. Hun er kærlig og sød, men bestemt også temperamentsfuld og viljefast.
Ugen har, foruden fødselsdag, budt på vuggestuestart. Jeg har længe været SÅ klar til, at Vilma skulle starte i vuggesue. Men nu, hvor hun så småt er ved at starte op, så er det også både underligt og lidt vemodigt. For jeg kommer til, at gå glip af alle mulige sjove ting, de timer hun skal være i vuggestue.
Hun tager det okay, men er dog lidt mere pylret end jeg havde regnet med. Hun synes det er spændende, men også lidt overvældende og hun vil helst have Jimmy eller jeg helt tæt på hende.
Men det skal nok blive super godt. Når vi alle lige har vænnet os til en ny hverdag.
Vilma har brug for flere udfordringer og mere samvær med andre børn og jeg har brug for ikke konstant, at skulle forholde mig til, passe på, servicere og underholde børn. Jeg har brug for noget tid, hvor jeg kan lade op. Til at være en bedre mor.
Vilma´s 1 års fødselsdag og hendes vuggestueopstart har begge været kæmpe store begivenheder. Men faktisk er der også sket noget andet stort herhjemme.
Siden Sigurd blev født, for snart 9 år siden, har jeg sovet sammen med ham, hver eneste nat, fraset den nat, hvor Vilma blev født.
Jeg har det sidste år ligget lige midt i mellem mine 2 børn, hver eneste nat, og skiftevis ammet og håndteret anfald og samtidig gjort alt, hvad jeg kunne for, at børnene ikke skulle vække hinanden.
De sidste uger har det slidt mig fuldstændig op og jeg kunne mærke, at det begyndte at påvirke mit forhold til Sigurd, i en negativ retning. Det var og er på ingen måde fair, men når han vækkede med med anfald, så var det efterhånden svært for mig ikke, at blive irriteret på ham. Fordi jeg var udkørt og ikke havde mere natteligt overskud.
Så tidligere på ugen rykkede Vilma og jeg ud af soveværelset og samtidig rykkede Jimmy ind til Sigurd.
Jimmy har nemlig været rykket ud af soveværelset, i en lang periode, fordi jeg synes det var for dumt, at vi skulle være 2 trætte forældre, når det blev morgen. Så synes jeg, at det var bedre, at jeg tog begge børn om natten og så kunne Jimmy sove om natten og dermed være udhvilet, når det blev morgen.
Men nu er jeg altså rykket ud af soveværelset og har dermed ikke sovet sammen med mit drengebarn de sidste nætter. Der er underligt, en smule angstprovokerende, trist og helt vildt skønt.
Men jeg synes jo egentlig ikke, at det er en okay løsning – i længden. For jeg synes jo, at både Jimmy og jeg burde kunne have vores soveværelse for os selv og få lov til, at sove, bare engang i mellem. Så vi overvejer, hvad næste træk skal være. Jeg har fået en idé, takket være en sød kvinde og når jeg lige får lidt mere overskud, så skal jeg have fat i Sigurd´s søde socialrådgiver.
Hmm…. det var vist det, for denne gang. Kan I have en dejlig solbeskinnet lørdag!
Sidste indlæg havde intet billede. Det brokkede både Jimmy og en eksil dansker i Finland sig over. Så i dag får I dette billede fra Vilma´s fødselsdag i sidste uge.
