Min styrke har aldrig været et valg

Jeg blev født uden arme og med en brækket lårbensknogle. Jeg blev opereret første gang, da jeg var 8 uger gammel og så igen da jeg var 5, 6, 11, 12 og 14 år.

Jeg tænker faktisk aldrig nogensinde over, hvad jeg har været igennem som barn. Men det betyder ikke, at jeg har glemt det. For det har jeg ikke. Jeg kan sagtens huske de lange hospitalsgange, de store hospitalsstuer med hvide vægge og store vinduer, ud til én af Aarhus´ mest trafikerede gader. Jeg kan også godt huske smerterne, der nogle gange var så slemme at hele min krop krampede. Jeg kan huske, at jeg har råbt, at jeg ville dø, fordi jeg ikke kunne holde ud, at være i min krop, med så stærke smerter. Jeg kan huske duften af den shampoo, jeg fik vasket mit hår i, det halve år, hvor jeg lå i fuld gips, i en sygeseng i mine forældres dagligstue.

Jeg er gået glip af store dele af min barndom, fordi jeg var indlagt, fordi jeg skulle til kontroller og undersøgelser og fordi jeg lå hjemme i en sygeseng.

Jeg er stærk, fordi jeg aldrig har haft et valg. For alternativet var, at sætte mig i et hjørne og give op på livet, inden det overhovedet rigtigt var gået i gang. Heldigvis giver børn sjældent op på livet.

Hospitalsbesøg, operationer og smerter er en stor del af min barndom. Det kunne formodentligt have traumatiseret mig, hvis jeg havde været en anden. Men jeg har valgt, at det ikke skal fylde. Jeg har valgt, at være stærk.

Jeg var ikke ret gammel, før folk kunne se min styrke. Så længe jeg kan huske, har det, at jeg er stærk, været det tillægsord, som jeg har fået “påklistret” flest gange.

Igennem hele min barndom kan jeg huske, at mine forældre med kærlighed og stolthed har berettet om min styrke.

Jeg var stærk og jeg blev stærk, fordi det var det alle forventede af mig.

Det var ikke kun mine forældre der italesatte at jeg var stærk. Som jeg husker det, var det de fleste voksne omkring mig.

Min mor har været ved, at rydde op i en masse papir. Hun fandt blandt andet nogle breve, som jeg fik, da jeg blev opereret og var indlagt, da jeg var 5 år (og hvor er det fantastisk, at så mange havde taget sig tid til, at skrive et brev til mig). Jeg læste disse breve forleden og i stort set alle brevene, bliver jeg beskrevet som stærk.

Da jeg var barn gjorde det mig stolt og glad, når nogle sagde at jeg var stærk.

Jeg var stærk. Punktum.

Men når man hele tiden bliver benævnt som stærk, så kan det godt være en smule svært at være noget som helst andet.

Og selvfølgelig var jeg ikke stærk hele tiden.

Jeg var for eksempel helt vildt bange for, at dø. Bange for at de der store operationer skulle slå mig ihjel. Men jeg sagde det ikke til nogen som helst. For jeg var jo stærk og jeg ønskede ikke, at skuffe mine forældre.
Så jeg holdte min angst for mig selv. I stedet oparbejde jeg noget der vel minder om tvangshandlinger – for eksempel skulle jeg altid, når min mor og jeg kørte på hospitalet, tælle gadelygter og hvis jeg missede bare én, så var der større risiko for, at dø under en operation. Jeg havde altid min klokradio med, når jeg var på hospitalet og hvis det sidste tal var et lige tal, når jeg tændte den, bragte det lykke.
Men jeg holdte det for mig selv. pakkede alle de svære følelser sammen og ned i maven. For det var det nemmeste.

Jeg er stadig stærk. Meget. Men ikke altid. Nogle gange er jeg lille og bange og usikker. Det er særligt Sigurd´s sygdom, der gør mig bange.

Selv om jeg nu er voksen og fuldstændig bevidst om, at det altså er helt okay og naturligt, at jeg ikke altid er stærk, så er det stadig pisse svært for mig, når jeg ikke er det. Det er så stor en del af mig og min personlighed, at jeg ikke helt ved hvem jeg er, når jeg ikke er stærk. Der er enormt svært for mig, at vise sårbarhed. Jeg græder stort set aldrig, men når jeg endelig gør bliver det ofte voldsomt, fordi der (åbenbart) ikke er noget midt i mellem for mig.

Men her på bloggen. Her hvor ordet blot foregår på skrift, her kan jeg finde ud af, at være sårbar og blotte nogle af de mindre stærke sider.

Jeg ved ikke hvad jeg vil med dette indlæg. Jeg ved heller ikke helt, hvordan jeg skal slutte det af.

Men det pressede sig på, efter at jeg forleden læste alle de breve, der beskrev mig som stærk. Selv om jeg i virkeligheden kun var en lille 5 årig pige, der ikke anede hvordan jeg ellers skulle agere midt i de hvide hospitalsstuer. End at være stærk.

Sådan her lå jeg, i fuld gips, fra jeg var ca. 5.5 og et halvt år frem. I en sygeseng midt i vores dagligstue. Alle toiletbesøg foregik liggende, på et koldt bækken. Jeg kunne ikke ret meget selv, ud over at se mine søskende lege på gulvet ved siden af.
Børn tilpasser sig og det gjorde jeg også. Selv om det er mange år siden, kan jeg godt huske tiden. Jeg husker det som lidt kedeligt, men ellers helt okay. For det kunne ikke være anderledes.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

2 tanker om “Min styrke har aldrig været et valg”

  1. Tak for et godt indlæg og for at lade os læse med på dine tanker og jeres liv som familie.
    Jeg spekulerer sådan på hvorfor du mon blev opereret og var på hospitalet så mange gange? Det lyder virkelig barsk. Min datter har brugt en del tid på hospitalet, hos læger, til kontroller osv i hendes første år, og det trækker virkelig spor langt frem i hendes liv kan jeg se. Jeg håber virkelig vi lykkes med at lade hendes oplevelser og reaktioner være hendes egne, og ikke en rolle hun bliver “påført”. Selvom det kan være nyttigt at være stærk ind i mellem, så kan det dælme også være det at være sårbar og alt muligt andet. Jeg synes at det er mega sejt (ikke stærkt ;-)) at du skriver det ud på bloggen. Det må kræve en del at åbne sig sådan.

    1. Kære dig, mange tak for din kommentar.
      Ja, jeg burde vel have nævnt årsagen til de mange operationer. Kort fortalt så blev jeg født med numsen først ved en lynfødsel. Min mor skulle have haft kejsersnit, men det nåede de ikke, da jeg kom for hurtigt. Mit lårben brækkede under fødslen, men pga mine manglende arme og fokus herpå, blev det først opdaget da jeg var 6-7 uger. Herefter blev jeg opereret første gang. Men der var der allerede sket skade, mit ben var groet forkert sammen. Da jeg var 5 år prøvede de med operation, at rette op på skaden. Men den operation gik helt galt og efterfølgende har jeg været igennem flere operationer for at rette op på skaderne.
      Det lyder til, at du er meget velreflekteret omkring din datters oplevelser på hospitaler. Jeg kan rigtig godt lide din formulering om, at du håber at I lykkedes med, at lade hendes oplevelser og reaktioner være hendes og ikke noget hun bliver påført. Det tænker jeg faktisk, sammen med omsorg og tryghed, er det bedste man kan give sine børn i mange sammenhænge.
      Og du har fuldstændig ret i, at det er afsindig vigtigt, at være både stærk, sårbar og alt muligt andet – og ikke mindst at blive mødt i, at alle følelser er okay.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *