Siden sidst 

  • af

har jeg…

Været inde i byen 2 gange for, at købe julegaver. Begge gange med influenza. Pumpet op på panodil. Det var okay. Alle gaver kom i hus og jeg er okay igen.

Haft syg baby. Da min influenza, efter et par hårde dage, var på retur, var det Vilma’s tur til at overtage sygdoms stafetten. Således har hele familien været ramt at influenza denne december.

Taget mig selv i, at ligge inde i sengen med syg baby og tjekke hendes respiration. Og seriøs overveje om jeg skulle finde SAT måleren frem fra skuffen og tjekke om hendes puls og iltmætning nu også var okay. For jeg er skadet er jeg. Skadet af 8 år med Sigurd’s sygdom. Jeg tog mig sammen og SAT måleren blev i skuffen.

Skældt alt for meget ud på Sigurd. Fordi jeg er stresset og i den grad ramt af mangel på overskud.

Kysset ekstra på Sigurd og fortalt ham, at jeg elsker ham og at han er helt perfekt. For jeg har dårlig samvittighed og jeg hader, at min mangel på overskud kommer til, at gå ud over ham. Hader at mangel på overskud og stress skal være med til at definere, hvilken mor jeg er.

Været i sommerhus og holdt juleaften. Det var godt. Dejlige mennesker, god mad, gaver og en masse chokolade.

Været irriteret over rodet, der pt. præger vores hjem. Her er tøj og julegaver over alt.

Ikke haft overskud til, at gøre ret meget ved rodet.

Vasket 2 maskiner tøj og ryddet en smule op.

Gået alt for sent i seng. Fordi jeg har brug for roen og stilheden, når mine børn endelig sover. Jeg ELSKER dem og elsker, at tilbringe tid med dem. Men jeg elsker også, at have mig selv for mig selv, bare et par timer hvert døgn.

Været til julefrokost, hos min søster, og spist virkelig meget mad. Der var en gang, hvor jeg var lille og tynd og hvor jeg ikke spiste ret meget. Sådan er det ikke mere og min familie bliver til stadighed overrasket over, hvor meget mad jeg kan konsumere.

Siddet ved siden af Sigurd til julefrokost og set ham spise – 4 pølser, 1 frikadelle, lidt peberfrugt, en smule frugtsalat, 1 kiks og 1 vaniljekrans.
For om ikke andet, så har CBD’en givet ham en masse appetit (eller måske er det fraværet af benzo der gør det).
Han er massivt undervægtig og mad har i den grad været en kamp de sidste mange år. Så at se ham spise fylder mig med både glæde, ro og en eller anden form for tryghed.

På fredag fylder manden min 40 år!!! Fuck det er vildt! Jeg har givet ham en VR brille i før fødselsdagsgave, fordi jeg ikke længere kunne vente med at give ham den. Fordi jeg vidste, at han ville blive glad. Det gjorde han. Meget.

Lige om lidt er året forbi. Det er altid lidt vemodigt, når et år slutter, synes jeg. 2017 har været vild. Der blev jeg blandt andet mor til to.
Jeg har en fornemmelse af, at 2018 også godt kunne gå hen og blive en lille smule vild!

 

Billeder fra en dejlig juleaften i sommerhus.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *