På udgang med læbestift på skjorten 

  • af

Jeg elsker Sigurd, virkelig meget. Han er, sammen med sin søster, det mest værdifulde i mit liv og det smukkeste jeg har skabt.
Men ind i mellem er det også bare helt vildt hårdt, at være hans mor. Det er ikke hans skyld. Det er alene epilepsien jeg kan bebrejde. Den er en hård, ond og barsk følgesvend. Den frarøver både ham og mig virkelig meget. Alt for meget til tider.
Af og til er den så ond, at den gør den mig bange. Bange for om han klarerer den. Om jeg gør. Som det eneste i verden kan den få mig til, at føle mig både lille og magtesløs.

I perioder som disse føler jeg mig som en fange i mit eget hjem og det stå sløjt til, når en tur i Rema lidt kan føles som en charter ferie.
Hovedparten af mine dage tilbringer jeg herhjemme, uden make up, med morgenhår og i nattøj. For hvorfor skulle jeg gide andet.
For et par uger siden havde jeg dog udgang fra “fængslet”. Jeg havde en middags-date med to skønne kvinder. Så for et par timer efterlod jeg (en presset) Jimmy alene, med begge børn. For første gang siden han blev far til to.
Det var tiltrængt og da jeg kom hjem sov de alle tre sødt i dobbeltsengen ❤.

Jeg havde valgt en torsdag, for så var Sigurd’s aflaster her den første time jeg var afsted.

Inden jeg tog afsted gik jeg på badeværelset for, at tage make up på. Da jeg kom ud sagde Sigurd’s aflaster sødt (men også en smule overrasket); “Hvor er du fin. Sigurd har du set hvor fin din mor er. ”
“Tak” mumlende jeg og tænkte at jeg da egentlig syntes, at jeg så ret hverdags-agtig ud.
Men det er jo løgn. Make up og rigtigt tøj er ikke hverdag længere. Det var det engang, dengang jeg havde et arbejde.

Nu er hverdag mere noget der minder om white trash. Og sådan har det været længe.
Og jeg kan åbenbart heller ikke finde ud af det længere, det med at se anstændig ud. For det endte med, at jeg tog på middagsdate med læbestift på skjorten.
Jeg ville lige amme babyen inden jeg tog afsted og hun var tilsyneladende også overrasket over min make up. I hvert fald kørte hun sine små søde og tykke fingre rundt på mine læber og så ned på skjorten bagefter.
Jeg valgte at være ligeglad, for selv om jeg godt kunne have nået det, gad jeg ikke skifte skjorte. Det var ligegyldigt, for jeg skulle ud. Og man kunne jo alligevel næsten ikke se det.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *