Vores hjem er en arbejdsplads

  • af

For både Sigurd´s aflastere og mine hjælpere.

De er en nødvendighed i vores familie, et livsvilkår, som vi ikke kan slippe for. Vores hjem er en arbejdsplads og det er pisse frustrerende og opslidende.
Jeg har accepteret, at det er sådan det er. For det er jeg tvunget til. Det kan ikke være anderledes, selv om jeg ofte ville ønske det.
Jeg prøver at tænke positivt om det, prøver at få det bedste ud af det og være taknemmelig for, at vi trods alt har muligheden for denne hjælp – for alternativet ville være værre. Men det gør det ikke mindre opslidende. Jeg føler ofte at både vores frihed og privatliv er en smule indskrænket.

Weekenden har været god. Epilepsien har været nådig ved Sigurd. Vilma, Jimmy og jeg har været til fest, med mange mennesker, god mad, høj musik og kærlighed. Vilma´s første fest og hun klarede det så fint, min søde og nemme lille baby.
Sigurd var hjemme med sin aflaster C. Jeg ville ønske, at det var anderledes, jeg ville ønske, at det var en bedstemor der passede ham, både for vores og hans skyld. Jeg ville ønske, at vi kunne feste så længe vi gad og ikke hele tiden skulle have øje på klokken og sørge for, at være hjemme før aflaster C havde fri. Jeg ville ønske, at vi bare kunne tage til fest, uden at skulle bekymre os om, at få sparet nok aflastningstimer sammen.
Men når det ikke kan være anderledes, så er jeg glad for, at det var netop aflaster C der var sammen med Sigurd. For selv om jeg naturligvis tænkte på ham, et par gange i løbet af aftnen, så var jeg helt tryg ved, at han var sammen med hende. For hun er god og dygtig og vigtigst af alt, så er Sigurd helt vildt glad for hende.
Det er dejligt, at han er det. Men det er også en smule trist. For deres bekendtskab er flygtigt. I starten af det nye år skal hun igang med sit speciale og det betyder, at hun stopper som Sigurd´s aflaster engang i første halvdel af 2018.
Sigurd er tættere på sine to aflastere, end han er på mange af sine familiemedlemmer. Han er tryg ved dem, han kravler helt tæt ind til dem, når epilepsien driller eller han er ked af det. Han glæder sig til de kommer og står ofte ved vinduet og venter på dem, de dage hvor han ved de skal komme. En enkelt gang har han sågar stillet sin lille blå stol uden for vores hoveddør og sat sig ud og ventet på yndlingsaflasteren. Han er en sød og kærlig dreng, der er god til at knytte sig til dem, der oprigtigt gider ham.
Men de er professionelle og de forsvinder igen, allesammen og bliver erstattet af nye. Sigurd kan ikke forstå hvor de gamle bliver af. Han taler om dem i en tid, men accepterer så at der er nye, han skal forholde sig til.
Jeg tænker at sådan bliver hans liv ved med, at være. Den ene professionelle relation bliver ved med, at afløse den anden. Det er et vilkår. Han accepterer det, så hvorfor er det så, så svært for mig?
Hmm…. det er det heller ikke altid. For det meste er jeg taknemmelig for hans aflastere og tænker, at de allesammen er til, for at lære Sigurd et eller andet. Men ind i mellem gør det mig også trist, at så mange af hans helt tætte relationer er flygtige/midlertidige.
For ham er de ægte. For alle andre er de professionelle.
Han har ingen venner og hans familierelationer er hængt op på os. Vi er der altid sammen med ham, når han er sammen med sin familie. For epilepsien skræmmer dem. For den er skræmende.

Foruden Sigurd´s aflastere er vores hjem også arbejdsplads for mine hjælpere. Også de kommer og går og jeg har slet ikke tal på, hvor mange hjælpere, jeg har haft igennem årene. Men jeg kender præmissen. Det er en professionel relation, det er alle parter klar over.
Lige da jeg flyttede hjemmefra og var ung og fri, blev mange af mine hjælpere mine venner. Vi festede og jeg har virkelig haft det sjovt med en masse helt vildt skønne piger. Det var i sandhed en sjov tid med rigelig mængder vodka og rødvin med cola.
Med årene og i takt med, at jeg har fået min egen familie, er min relation med mine hjælpere blevet mere og mere professionel. Det er vigtigt for mig, nej det er nødvendigt for mig og jeg lægger stor vægt på det, når jeg har jobsamtaler.
Selv om det generelt set fungerer ret godt, så føler jeg mig fyldt op. Det er pisse hårdt, at have så mange forskellige mennesker vadende ind og ud af vores hjem og liv. Det er møg opslidende, at være arbejdsgiver og bo midt i mange menneskers arbejdsplads.
Men jeg er voksen, jeg forstår at deres tilstedeværelse er en nødvendighed. Det gør mine børn ikke og ind i mellem, på dage som i dag, hvor jeg er eftertænksom og hudløs, så gør det en smule ondt på mig, at mine børn skal vokse op i en arbejdsplads. Hvad gør det ved dem på sigt?
Forhåbentligt til nogle åbne og rummelige mennesker, men jeg ved det ikke.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *