Guide til pårørende

For et par uger siden fik jeg mail fra kvinde. Hun havde fundet frem til min blog, fordi hun har en veninde, med et alvorligt sygt barn. Kvinden, der skrev mailen til mig, ville gerne hjælpe sin veninde, men hun syntes det var svært. For hvordan hjælper man bedst muligt et andet menneske i krise? Det spørgsmål tror jeg ikke, at hun er alene med? For det ér svært og meget individuelt.
Det betyder ind i mellem, at nogle trækker sig fra personer der er i krise. Fordi det er for svært at være i. Fordi de ikke ved, hvad de ellers skal gøre. Fordi de tager nogle misforstået hensyn.

Men denne kvinde ønskede ikke, at trække sig. Hun ville være der for sin veninde. Så hun spurgte mig om, jeg ville lave en guide til pårørende, venner og familie til personer i sorg/krise på grund af et sygt barn.

Det kan jeg da ikke
var min første tanke! For som jeg skrev, tidligere i dette indlæg, er det enormt individuelt og hvad jeg finder hjælpsomt, er slet ikke sikkert fungerer for andre.
Men jeg blev samtidig meget beæret over, at denne kvinde havde tiltro til, at jeg kan skrive noget, som hun (og andre) kan bruge til noget. Så jeg lovede hende, at give det et skud. Forsøge efter bedste evner, at lave en lille mini guide til alle der kender en, som er i sorg og krise (over et sygt barn).

Så her er den så, min mini guide:

1: Spørg. Spørg om alt hvad du kan komme i tanke om. Hvordan har du det? Har du lyst/brug for at tale om alt det sorgfyldte? Hvad kan jeg hjælpe med og hvad har du ikke brug for, at jeg gør?
Du har ikke en jordisk chance for, at vide hvordan andre har det og hvad de har brug for eller absolut ikke har brug for.
Det er godt og sundt, at tale om det der er svært. Så spørg på livet løs og lad personen fortælle om alt det svære. Hvis personen orker det. For nogle gange vil man også gerne bare tale om noget helt andet end sygdom.
Det kan måske være svært, at mærke om personen har brug for at tale om alt det svære eller om han/hun hellere bare vil tale om vejret. Her må man enten spørge eller også tage den lidt på fornemmelsen.

2: Vær oprigtig og ærlig. Lad være med, at spørge personen hvordan han/hun har det, hvis du egentlig ikke har tid til at lytte, hvis du ikke orker det eller ikke også kan håndtere de “grimme” følelser.
Det samme gør sig gældende, når du tilbyder din hjælp. Tilbyd aldrig mere eller andet end du ved, at du kan overskue. Den kriseramte har brug for at vide, at han/hun kan regne med den hjælp du tilbyder. Ellers kan det skabe unødige frustrationer og skuffelser.

3: Tag initiativet og forvent ikke, at få ret meget tilbage. Når det er rigtig svært, har man sjældent overskud til andet, end blot at være. Venner og familier kan føle sig tilsidesat eller ligefrem glemt. Men jeg tror, at det er vigtigt at huske, at det ikke er af ond vilje, men blot et udtryk for manglende overskud, til blandt andet at tage intiativ, når det er aller sværest.
Bliv ikke skuffet, hvis personen bliver nødt til at aflyse (heller ikke selv om det sker flere gange). Bliv ved med, at invitere personen, for forhåbentlig kommer der en dag, uden knap så mange aflysninger og hvor personens overskud langsomt kommer retur.
Forvent noget af personen og lad være med, at behandle ham/hende som et råddent æg. Alle vil gerne føle sig vigtige og betydningsfulde.

4: Forventningsafstem. Det kan måske lyde enormt langhåret, men jeg oplever, at det kan være virkelig givtigt, at få forventningsafstemt diverse. Du kan fx. bede personen om, at komme med 3 ønsker, de kunne have til dig (og gør det på forhånd klart, at det ikke er sikkert, at du kan opfylde alle ønsker).

5: Vær der for personen. Nogle gange skal du bare være der, kort og godt.

Dette var MIN mini guide. Jeg håber at den er brugbar, eller i det midste kan give en smule inspiration til pårørende til personer i sorg og krise.