Når mor og far er uenige

Det fylder forsvindende lidt i vores hverdag og jeg tænker sjældent over det, for jeg kan jo ret mange ting selv – med mine fødder. Men de manglende arme giver mig naturligvis nogle begrænsninger, hver eneste dag.
Jeg kan fx. ikke tage en varm lasagne ud af ovnen, støvsuge eller slå græsset. Men det er ærligt talt helt okay.
Men jeg kan heller ikke løfte Vilma, tage hende op når hun græder, tage hende med ud at købe ind (bare hende og mig), eller gå en tur med hende i barnevognen. Og det er til gengæld slet ikke okay. Det bliver det selvfølgelig nødt til at være. Det er et vilkår, som jeg har kendt til allerede inden jeg blev mor første gang, for snart 8 år siden.

Vilkår eller ej, så er det pisse frustrerende – nogle dage mere end andre.
Denne uge har det været temmelig frustrerende. For begrænsningerne betyder, at jeg ikke altid kan være så tæt på eller så meget sammen med Vilma, som jeg ønsker det. I hvert fald, hvis jeg ikke hele tiden har en hjælper rendende i røven af mig. Men det kan jeg ikke, for så vil jeg gå i stykker. Og lige der har jeg måske ikke accepteret mit handicap, sådan 100%.

Denne uge har jeg været mere væk fra Vilma end ønskeligt, for både hende og jeg.
Det betød at hun i går aftes skreg fra klokken 18-24, fraset når hun havde et af mine bryster i munden. Ved midnatstid gik vi i seng, hende og jeg og efter en kort amning faldt vi i søvn under samme dyne helt tæt. For det havde vi brug for.

I dag skulle jeg have jobsamtaler med nye hjælpere (suk).
Sigurd havde besøg af sin aflaster i samme tidsrum og derfor sagde Jimmy:
“Jamen så tager jeg Vilma med ind til byen, i de timer hvor du har samtaler.”

Hmm….. det syntes jeg ikke var en spor god idé. For jeg havde brug for, at hun var her, sammen med mig.

“Du begrænser mig.” Sagde Jimmy.
“Du har alligevel samtaler, så hvorfor kan jeg ikke være sammen med vores datter imens?”. Sagde han lige bagefter.

Den er jo svær at svare på, uden at lyde som en total hønemor og det ønsker jeg ikke at være. Det tror jeg ikke, at der kommer ret meget godt ud af.

“Jamen jeg har bare brug for, at hun er her.” Sagde jeg og mente det. For selv om Jimmy er præcis lige så betydningsfuld i vores børns liv, som jeg er, så synes jeg altså, at jeg er marginalt vigtigtigere for Vilma, så længe hun er så lille. Med Sigurd står den fuldstændig lige. Men med Vilma er den der ikke helt endnu. For det bare ikke ret lang tid siden, at hun voksede inde i min mave. Hun har knap nok fundet ud af, at hun er et selvstændig individ og ikke blot en del af mig. Jeg ammer hende og betyder derfor i høj grad tryghed og et helt særligt nærvær for hende.

Vi talte videre og han sagde:
“Du vælger også, at begrænse dig selv. Du kan jo bare tage en hjælper med ud og gå med barnevognen.”
……..
“Det er sgu da bare OVERHOVEDET ikke det samme!”, sagde jeg i et temmeligt irriteret toneleje.
For jeg følte slet ikke, at han forstod mig. For det er bare slet ikke det samme!!! Så så man lige min hjælper slentre en tur med barnevognen, imens jeg kunne komme haltende ved siden af.
Fuck nej, så vil jeg hellere være fri. Så bliver vi sgu hjemme! Så kan det godt være, at jeg begrænser mig selv. Men der går (min) grænse. For hvad skulle Vilma og jeg få ud af det?

Han er far og jeg er mor. Vi vil aldrig komme til at se ens på alle ting. Han vil ikke altid kunne forstå mig og omvendt. Det er faktisk helt okay. Selv om det er udfordrende og ind i mellem pisse irriterende, så er det okay og helt som det skal være.

Jeg havde jobsamtaler, Sigurd var sammen med sin aflaster og Vilma og Jimmy var inde i byen og det var okay, altsammen.

Da Jimmy og Vilma kom hjem, var jeg færdig med mine samtaler. Vilma blev ammet og efterfølgende faldt hun i søvn, med hænderne på madpakkerne – trygt og godt.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv et svar