På fødegangen

Da jeg vågnede i går morges, havde jeg kvalme og var bare generelt skidt tilpas. Men vi skulle, traditionen tro, holde den årlige fastelavnsfest for familiens børn og deres forældre.
Fastelavnsfesten var sjov og hyggelig. Med søde børn, slik i tønden og fastelavnsboller på bordet. Sigurd blev kattekonge…. nok mest af alt fordi, at hans store kusine forinden havde givet tønden et ordentligt slag.
For en uges tid siden, så Jimmy og jeg et billede af to tykke mænd klædt ud som avokadoer, hvor deres maver stak ud og forestillede avokado sten. Vi syntes det var genialt og tænkte straks, at det måtte kunne fungerer med en gravid mave. Så vi kørte i Panduro Hobby og købte grønt pap for en mindre formue. Jimmy brugte to aftener på, at lave avokado kostume til mig og så var jeg ellers klar til fastelavn, som avokado…. Hmm….altså det var så fint og mega sjovt, men det fungerede bare slet ikke i praksis. Min mave ville ikke rigtig matche det tilpassede hul og så var det bare på ingen måder rart med det der stive pap. Så jeg magtede, at være avokado, i sådan ca. 3 minutter…. imens Jimmy og mine søskende fik taget billeder af mig og børnene. Sigurd syntes det var helt fantastisk og han grinede så meget, da han så mig, at han næsten ikke kunne stå på benene…. af den grund alene var det næsten, men også kun næsten, alle pengene og besværet værd.

Da festen var slut og gæsterne var gået hjem, var min kvalme stadig rigtig slem og nu var jeg også begyndt, at få rigtig mange og slemme pluk veer og jeg havde svært ved, at få luft.
Jimmy skældte mig ud og insisterede på, at jeg ringede til Skejby. Så det gjorde jeg og de ville gerne se mig.
Da vi ikke er så heldige, at have nogen, som vi bare lige kan smide Sigurd af ved, måtte han med. Heldigvis er han vant til hospitaler, læger og blodprøver og han tog det hele i stiv arm. I hvert fald de første 2 timer. Herefter syntes han slet ikke det var sjovt mere og der var heller ikke mere kakao. Så han lagde sig fladt på ryggen og skreg, så højt som han overhovedet kunne.
Klokken var også ved, at være mange og hans frustration var forståelig. Så Jimmy og ham tog hjem og efterlod mig alene i det orange farvede undersøgelsesrum.
Inden de var gået var babyen blevet tjekket og heldigvis var alt godt med hende. Der var ingen tegn på hverken veer eller fødsel og jeg havde heller ikke blærebetændelse.
Men min puls var meget høj og blodtrykket lavt. Det bekymrede dem, særligt da de første blodprøver viste, at jeg heller ikke havde svangerskabsforgiftning.
Så der skulle tages nye blodprøver og så skulle jeg have lavet et EKG. En blodprop i lungerne var det, som de ønskede at udelukke.
Jeg var ikke selv ret bekymret for, at dette skulle være tilfældet. Eller jo lidt, særligt efter jeg googlede det lidt. For det er åbenbart således at en kvindes risiko for, at få en blodprop stiger med 5-10% i de måneder hun er gravid. Risikoen stiger med alderen, særligt efter de 35 år (og jeg er altså 37). Derudover er man i forøget risiko, hvis man har forekomster af blodpropper i den nærmeste familie – tjek, det har jeg. Faktisk har jeg for nogle år tilbage fået konstateret, at jeg har en genfejl, som i forvejen giver mig øget risiko for blodpropper.
Jeg prøvede, at lade være med at tænke alt for meget over blodpropper og prøvede i stedet, at slappe af, som de søde mennesker på Fødegangen havde bedt mig om.

Da der efter et par timer var svar på mine blodprøver, havde jeg fået det lidt bedre. Blodprøverne viste, at jeg har en lidt lav blodprocent og at mine trombose tal var let forøget (trombose siger noget om blodpropper), men ikke mere end det er forventeligt for en gravid i 3. trimester (for trombosetallene stiger åbenbart igennem en graviditet).
Så jeg fik lov til, at tage hjem med ordre om at slappe af og komme igen, hvis det ikke blev bedre med den høje puls, ellers hvis jeg syntes det var tiltagende svært, at få luft.

Selv om jeg aldrig har været rigtig bekymret for blodpropper, så har jeg alligevel haft svært ved, at sove i nat.

Jeg er stresset, rigtig meget faktisk og jeg tror helt bestemt, at det er det, der er årsagen til min utilpashed.
De sidste uger har været vilde med vanvittig mange aftaler og jeg synes aldrig rigtig, at jeg når det jeg gerne vil.
Jeg prøver at passe på mig selv og slappe af, så meget som jeg overhovedet kan. Men faktum er, at Sigurd kun er i skole max 3.5 time om dagen. Dertil kommer, at han har rigtig mange dage, hvor han er hjemme på grund af anfald. Da det er umuligt, at lave ret meget når han er hjemme, så bliver jeg ofte nødt til, at bruge de formiddage, hvor han er i skole på alt muligt andet end lige, at slappe af.

Men det der stresser mig mest er, at der ikke er styr på min hjælper stab. Jeg har lige ansat en ny, har endnu en ny der starter den 20.03, en der er langtidssygemeldt og så skal jeg have ansat endnu en hjælper i fuldtidsstillingen fra maj.
Det er så typisk, at der skal være så meget tumult på den front lige nu, hvor jeg har allermest brug for, at der er ro på. Det har der været længe. Men NU vælter det hele pludselig, fordi folk skal ud, at rejse, læse, flytte etc.

Og så er der alt det omkring Sigurd´s aflaster i forbindelse med min fødsel. Jeg har fået aftalt planlagt kejsersnit på Skejby (fremfor Randers, hvor der normalt laves planlagte kejsersnit) og jeg har fået det arrangeret således, at han er lige ovre på den anden side af gaden (i TrygFondens Familiehus) når jeg skal føde. Jeg ringede til hans socialrådgiver i november, for at være i god tid med ansøgning om ekstra aflastningstimer. Alligvel er der ikke styr på ret meget i den henseende og det er ganske skrækkeligt. Det holder mig vågen om natten og stresser mig helt vildt.
For nogle år siden, faktisk inden vi overhovedet havde talt om flere børn, havde jeg en nat en drøm, hvor jeg drømte, at jeg blev kørt ind på operationsgangen, hvor mit kejsersnit skulle foregår. I dørene foran operationsgangen stod Jimmy, med Sigurd på armen. For vi havde ingen der kunne passe Sigurd og da han jo ikke måtte komme med ind på operationsgangen, måtte Jimmy blive udenfor med ham og så måtte jeg klare kejsersnittet alene. Pludselig bliver denne drøm uhyggelig relevant og jeg tænker jævnligt på den og hvordan jeg havde det i drømmen.
Jeg prøver virkelig, at gøre hvad jeg kan, for at få styr på den situation. Således at Jimmy kan være sammen med mig under kejsersnittet og efterfølgende. Og at Sigurd samtidig er i trykke hænder. Men det er som om der hele tiden bliver ved med, at komme bump på vejen og det fylder mig op af alle mulige negative og stressede følelser.

Øv altså, hvor synes jeg det er skod, at det skal være således!!! Men jeg håber stadig, at der når at komme styr på det hele inden lillesøster melder sin ankomst, for det betyder bare uendelig meget for mig, at jeg ikke skal stresse over det. Jeg vil egentlig bare gerne have ro til, at nyde at blive mor til to.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

1 tanke om “På fødegangen”

  1. Pingback: Redebygning påbegyndt  | Mallemor

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *