Med brysterne uden på tøjet 

Sigurd har besøg af sin aflaster og det fik mig til, at tænke på noget.

I forbindelse med vores familieforøgelse, har jeg søgt om flere aflastningstimer end de 6 timer ugentligt, som vi pt. har bevilliget.
Jeg tænker, at vi, særligt i starten, får rigtig meget brug for de ekstra timer.

Jeg har ikke fået endelig svar på min ansøgning endnu, men Sigurd’s søde socialrådgiver har forsikret mig om, at det ikke bliver noget problem, at få nogle flere timer.
Jeg er ovenud taknemmelig for, at det kan lade sig gøre. For det er en nødvendighed, da Sigurd er et barn der kræver konstant overvågning og vi er ikke så heldige, at have en familie, der hjælper helt vildt meget til i forhold til ham. Generelt set er vi meget alene med ham, da store dele af vores familie er “bange” for hans epilepsi, som jeg også har skrevet om her.

Men jeg tror, at det bliver lidt underligt, det med, at have halv-fremmede mennesker rendende i vores hjem, lige når jeg er blevet mor til to og har både hormonerne og brysterne uden på tøjet.

Jeg husker den første tid med Sigurd, som enormt rolig og lykkelig. Men jeg husker det også som en tid, hvor jeg havde brysterne mere uden på tøjet end pakket pænt og anstændig sammen inde under tøjet. Det der amning tager bare virkelig lang tid, at få op at køre. Men det var vigtigt for mig dengang og det er det også denne gang.

Jeg kan huske en episode, hvor jeg åbnede døren for en venindes mor, som skulle hente noget her. Da hun var gået opdagede jeg, at mit ene bryst hang ude, da jeg åbenbart havde glemt at pakke det sammen efter endt amning (wtf????).
Og selv om jeg ikke er et helt vildt blufærdigt menneske, så syntes jeg alligevel, at det var lidt små pinligt.

Jeg ved, at mine bryster i en periode bliver reduceret til babyen’s madpakker og at det bliver hverdag, at de skal hænge mere eller mindre uden på tøjet. Alligevel synes jeg, her 100 dage før termin, at det er lidt underligt, at skulle flashe dem foran Sigurd’s aflastere.

På samme måde tænker jeg, at det er en sårbar og særlig periode, hvor jeg skal lære en baby pige at kende og det kan godt synes en smule underligt og uoverskueligt, at der i samme periode, skal vade professionelle mennekser ind og ud af vores hjem.
Men det er sådan det må være, jeg vidste at det var præmissen allerede inden jeg blev gravid. Og det skal jo også nok gå… når jeg er midt i det er jeg sikker på, at det bliver helt okay og at jeg kommer til, at være fuldstændig ligeglad med, at Sigurd’s aflastere ser mine bryster.

Mini Sigurd, der er faldet i søvn oven på “madpakkerne”.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

4 tanker om “Med brysterne uden på tøjet ”

  1. Nårh, så lillebitte han var! 😍
    Og så et spørgsmål, jeg periodisk har tænkt over, når jeg læser din blog (som i øvrigt er rigtig fin, ærlig og oprigtig!) – og det er sikkert et åndet spørgsmål, som du har fået en milliard gange, men; Hvordan pokker gør du med baby, fx ifm amning? Må du have hjælp til at ligge baby til brystet, og hvad med “efter-bøvsning” – eller sådan i det hele taget ift at holde baby?
    Dine ben er sikkert smidige i en grad, så skulle jeg gøre noget som helst af det efter, ville det kræve både kiropraktor, fys og sygemelding i månedsvis bagefter. I er sgu seje, er I. Jeg ønsker virkelig for jer, at det hele kommer til at gå så godt med lille babypige, og at Sigurds epilepsi da for pokker snart finder et leje, som kan give både ham og jer lidt bedre livskvalitet!

    1. Hej Signe, mange tak for for din kommentar og dine pæne ord. Det er altid så dejligt med søde kommentarer 🙂
      Det er slet ikke et åndet spørgsmål, for hvordan skal du kunne vide hvad jeg kan og hvad jeg ikke kan 🙂
      Så længe babyen er helt lille, må jeg have hjælp til, at lægge hende til og få hende bøvset af efterfølgende.
      De første dage med Sigurd, lå jeg udelukkende ned og ammede, men efter en uges tid fandt vi en løsning, hvor vi fik ham klodset op på dyner og en god stor ammepude og så gik det ellers derudaf.
      Ja, jeg er meget smidig – det kommer af aldrig at have haft de der arme. Men der er grænser for, hvad jeg kan, særligt i forhold til en nyfødt. Jeg kan godt holde hende og amme og sådan, men det med at løfte rundt på hende, før hun er stærk nok til, at kunne holde hovedet selv, det kan jeg ikke. Men så er det godt, at jeg har en god mand, som hellere end gerne vil hjælpe til med alt det.
      Og pssst…. en lille “hemmelighed”, jeg går også til fys ind i mellem 😉

  2. Haha! 😄 Nu render jeg også rundt med en delvist smadret hofte, hvilket selvsagt sætter sine begrænsninger for de gymnastiske udfoldelser. Men man indordner sig jo med dét, man nu har, ik’? Hvilket jo er ret fantastisk, egentlig. I mellemtiden kan vi jo så glæde os over, at det der med at være en “god mor” hverken sidder i armene, benene – eller brysterne, for den sags skyld 😉
    Og ift amning er det jo nærmest utroligt, hvor ublufærdig man pludselig kan blive! Vores datter blev født ved en ret kompliceret fødsel, og nærmest lige efter blev hun overflyttet til et andet hospital. Så på vores lille fødestue var der pludselig jordemoder, fødselslæge, anæstesilæge, anæstesisygeplejersker, falckreddere, falckredder-elev – og vist også et par medicinstuderende. Jamen velkommen, mens jeg ligger her og føder moderkagen! 😣 (Og vores datter har det godt idag 😊)

    1. Ja, det er ret fantastisk, som man kan indrette og indordne sig, med det man nu engang har.
      Og du har ret, man bliver pludselig fuldstændig uretfærdig, når det virkelig gælder…. når der er noget der bliver vigtigere.
      Hvor er det godt, at din datter har det godt i dag, til trods for en hård start på livet 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *