Moderkagebiopsi

  • af

Jeg havde i et par dage været skidt tilpas og jeg havde ret meget på fornemmelsen, at jeg måske var gravid. Så en dag i september, hvor jeg var pisse irriteret på Jimmy, gik jeg i al hemmelighed ud på toilettet og tissede på en lille hvid stav.
Der gik ikke mange sekunder, før 2 fine lyserøde streger viste sig.
Lige det der med, at stå med en positiv graviditetstest, synes jeg, er en meget meget syret oplevelse. Jeg tror faktisk, at jeg synes det er 50% fantastisk og 50% skræmmende!!

Jeg blev både helt vildt glad og helt vildt bange på samme tid! Jeg kan huske, at en af mine første tanker var, at jeg vidste at jeg ville skulle igennem en moderkagebiopsi. For selv om jeg elsker Sigurd uendeligt højt, så vidste jeg også, at vi ikke på nogen som helst måde, vil kunne holde til, at være forældre til 2 børn med Dravet Syndrom.
Der var ingen tvivl i mit sind, skulle denne baby have samme sygdom som Sigurd, så skulle hun ende som en abort. Og det er en virkelig barsk og smertefuldt tanke!
Min mave voksede hurtigt og det var svært, for jeg gjorde alt hvad jeg kunne, for ikke at forholde mig til babyen i min mave. Jeg var bange for, at der skulle være noget galt med hende og jeg kunne ikke få mig selv til, at knytte mig til hende, før jeg havde fået (et positivt) svar på moderkagebiopsien. Det var i den grad nogle hårde uger, at komme igennem.

Endelig kom dagen, hvor jeg skulle have foretaget moderkagebiopsien og jeg var spændt, nervøs og ked af det. Jeg syntes det var væmmeligt, at jeg frivilligt skulle ligge mig ned på en briks og få stukket en lang kanyle ind igennem maveskindet. Smerten var jeg ikke så bange for, selv om det selvfølgelig også fyldte en smule. Jeg var mere bange for, at der skulle ske babyen noget, da en morderkagebiopsi jo er forbundet med en vis risiko. Den er lille, risikoen, men den er der og det syntes jeg slet ikke om.
Jeg var i tvivl om, hvorvidt jeg skulle se på skærmen, når de scannede mig. En del af mig havde ikke lyst til det, for det ville gøre det hele meget virkeligt. Men jeg valgte alligevel, at se med. Det var stort og jeg kunne mærke, at jeg blev rørt.

Efter lidt snak gik de i gang med, at udføre moderkagebiopsien og det gjorde ONDT, sådan virkelig ondt. For selvfølgelig var jeg uheldig, hun havde ramt en muskel og på et tidspunkt, inden hun havde fået tilstrækkelig væv med ud, trak min livmoder sig sammen, som en mega ve, og de blev hurtigt nødt til, at trække den lange kanyle ud af min mave.
Jeg kom op og sidde og fik et par minutter til, at sunde mig i. De spurgte om de skulle prøve igen med det samme eller om jeg ville komme igen en anden dag. Jeg ville bare have det overstået med det samme. Så de stak igen en giga kanyle ind i mit maveskind. Denne gang gjorde det betydeligt mindre ondt og det var hurtigt overstået.

Efterfølgende havde jeg det som om, at jeg var blevet sparket meget hårdt i maven og resten af dagen brugte jeg i sengen, på at lave ingenting.

De næste dage, hvor jeg skulle vente på svar, var rædselsfulde. Jeg havde svært ved, at være i min krop og jeg brød mig ikke om, at se på den voksende bule på min mave. Jeg var bange, ked af det og stresset.
Heldigvis skulle jeg kun vente 5 dage på svaret. Der ringede en meget alvorlig læge og spurgte om jeg var et sted, hvor jeg kunne tale og om jeg sad ned? PANIK!!!! Jeg ved stadig ikke, hvorfor hun var så alvorlig – for hun ringede med gode nyheder. Ingen mutationer i SCN1A eller andre gener, som relaterer sig til Dravet Syndrom.
Det var fantastisk og jeg følte igen, at jeg kunne trække vejret…. jeg havde haft det som om, at jeg havde holdt vejret de sidste mange uger.

Efterhånden som ugerne går knytter jeg mig mere og mere til den lille baby pige i min mave. Men på trods af en normal moderkagebiopsi, er det stadig lidt svært og denne her graviditet kommer aldrig til, at blive ligeså lykkelig og nem, som da jeg var gravid med Sigurd.
Jeg har brug for, at hun kommer ud (til tiden) og at jeg med egne øjne kan se, at hun er okay, før jeg helt kan give mig hen til den store kærlighed og baby lykke.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *